Buksevand, nederlag og militær disciplin har skabt en mand i kontrol. B.S. Christiansen fortæller her om at være den lille, der blev beskyttet af pigerne i klassen
Et døgn inden interviewet skal finde sted, ringer telefonen.

- Det er B.S. Jeg vil bare sikre, at det kører efter planen. Min plan siger, at vi har en aftale hos mig i morgen klokken ti, og jeg vil gerne have, at du bekræfter den, siger han så.

Ti, vel at mærke. Ikke fem minutter over. For B.S. har en plan. Og så bliver det sådan. Den er skrevet ned i hans lommebog, så han time for time, minut for minut kan kontrollere den.

Da han for syv år siden mødte sin kone, Karin, blev hun forbløffet over, hvordan de hver aften skulle lægge en plan for den næste dag. Hun blev nervøs for, om de mange planer jog spontaniteten på flugt. Men B.S. benægter. Han har tre krav til en plan: Den skal være simpel, let at forstå og fleksibel, og det sidste afgør sagen, for så kan man jo bare kan afvige den. Det sker sjældent.

Efter et år blev de gift, og i dag mener Karin, at der er blevet filet en smule af den til tider firkantede tankegang. Planerne er blevet blødt op. Men de findes stadig, for som B.S. siger:

- Så lavede vi bare en ny plan.

Programmet bliver lagt, så han altid rammer målet, det aftalte tidspunkt, præcis. Derfor kommer B.S. aldrig for sent. Heller ikke denne dag. Den store mørke stationcar rumler op ad grusvejen til hjemmet i Vestjylland syv minutter i aftalt tid. Han springer ud og går med spændstige skridt ind ad hoveddøren til det store rødstenshus. Hjemmet rummer foruden den tidligere elitesoldat hustruen Karin, der er journalist på Danmarks Radio, og parrets tre-årige søn Robert. Til alle sider er der marker, enge med køer og pletvis skov. Indenfor går B.S. Christiansen rundt iført kropsnær, sort sweater, beige bukser med store lommer og lædersnor om halsen. Han er på strømpefødder, og hvis en mand kan strutte af engagement og selvtillid, så er det ham. Selvsikkerheden er dog ikke noget, han er født med. Den kom først senere.

Den mentale indstilling

-You see what you get, lyder det med den karakteristiske nørrejyske betoning, da B.S. sætter sig ved bordet.

Det er ikke kaffen og brødet, han hentyder til. Men Bjarne Slot Christiansen. 52 år. Jægersoldat gennem 28 år og en af NATO's bedst uddannede soldater fra blandt andet Ranger-skolen i USA - en af verdens hårdeste militære uddannelser.

Efter karrieren i forsvaret har han fungeret som sikkerhedsansvarlig på en mængde film- og tv-produktioner, og senest er han kendt fra sine ture ud i verden i selskab med blondine og tv-kamera.

Folk fra både erhvervslivet og det private søger jævnligt råd om det, han betegner som "den rigtige mentale indstilling" hos den forhenværende elitesoldat, og gennem de sidste fire år har han assisteret Bjarne Riis og hans ryttere ved Tour de France. Han har været presset til det yderste - også i privatlivet - og har for nylig gjort status over sit liv med bogen "Et liv på kanten", der blev sidste års bedst sælgende bog på det danske bogmarked.

Og hvad er det så, man får? Jo, det er såmænd en mand i kontrol og en mand, der altid kontrollerer situationen. Pædagogen i hans søns nye børnehave har kort inden interviewet fået en smagsprøve på, hvad det vil sige.

- Da hun fortalte, at de af og til kører ture med ungerne, ville jeg vide nøjagtigt, hvem der kører, hvor børnene sidder, hvordan de er spændt fast, og hvilke sikkerhedsregler de har. Umiddelbart synes folk, at det er besværligt, når jeg kræver noget, men jeg spørger pænt, og når de kan se, at det er noget, jeg virkelig mener, så får jeg svar. Jeg har da prøvet masser af gange, at nogen har tænkt: "Nej, nu må han simpelthen stoppe", men det ændrer sig hurtigt. Det er meget sjældent, at der er nogen, som går på barrikaderne, og gør de det, er det fordi, de selv har et dårligt liv, slår B.S. Christiansen fast.

Det lyder besværligt. Men B.S. Christiansen afviser igen og igen, at det giver anledning til læssevis af diskussioner i hverdagen. Hverken med konen, børnene eller naboen.

- Når man udfører kontrol ved hjælp af frygt, er det negativt, men jeg føler, at folk bliver mere trygge, når jeg melder ud. De ved, hvor de har mig. Selvfølgelig kan det give nogle konflikter at være kontrolfreak, men for mig er det kun positivt at have kontrol. For eksempel når jeg er min søns advokat i børnehaven. Det er ligesom om, folk vil have, at der skal være noget negativt ved det, men for mig er kontrol det samme som at være i balance med sig selv. For det kræver selvtillid at have selvkontrol, og det skal der til, hvis man vil ramme sine mål. Ikke bare på skydebanen, men også i privatlivet, siger B.S. Christiansen.

Som han ville ha' det

Kontrollen har været et spørgsmål om liv eller død i en stor del af B.S. Christiansens liv som professionel soldat.

- I militæret mærker man konsekvensen. Når jeg er ude på operationer, kan det få fatale konsekvenser, hvis jeg ikke har overblikket og er velforberedt i situationen.

Og B.S. Christiansens personlighed er overvejende armygrøn. Som søn af en officer i Jydske Dragonregiment var artilleri langtfra et fremmedord, da han var lille, og på eget initiativ læste han bøger om forsvaret og sugede de militære rutiner til sig. I barndomshjemmet i Oksbøl lå alting i faste rammer for Bjarne og hans yngre broder. Man spiste og sov på klokkeslæt, og opdragelsen bestod af konsekvenspædagogik.

- Min far var officer, så han ville ha' det, som han ville ha' det. For eksempel ville han ikke have, at jeg sad ned, når jeg tog strømper på. Jeg skulle stå op for at lære at holde balancen. Dengang forstod jeg ikke hvorfor, men i dag er jeg vild med det, han gjorde. Han var slet ikke ond eller officer af værste skuffe, men han vidste, hvad han ville have, fortæller B.S. Christiansen.

Buksevand og drilleri

I skolen var Bjarne den mindste. Af skind, men sandelig også af sind. De større drenge gav ham buksevand og smed hans skoletaske ud af vinduet, og selv om pigerne i klassen gjorde, hvad de kunne for at holde lømler og lærere fra den klejne knægt, var han den svage og forsigtige på de fleste områder. Der var dog en undtagelse.

- Jeg vidste godt, at det ikke nyttede noget at gå hjem og sladre til min far og mor, så jeg måtte hævde mig med noget, jeg var god til. Jeg var hamrende dygtig til idræt, og når vi spillede rundbold, vidste jeg, at de andre altid valgte mig som den første, og det var min måde at klare det på, siger B.S. Christiansen, der dog ikke kunne hurtigt nok ud af skolen.

Som 15-årig kom han i lære som elektriker, og efter nogle år trak han i forsvarets udleverede tøj. Nok var ryggen rank, men selvsikkerheden svajede en smule. Igen kom talentet for sport ham til gavn, og efter kort tid viste han sig at være en af de dygtigste på holdet.

I dag er han ikke ked af den til tider barske barndom. I det hele taget er ordet fortryde helt forsvundet fra B.S. Christiansens ordforråd.

- Hvis jeg ikke havde fået alle de tæsk i min barndom, havde jeg ikke udviklet mig til den, jeg er i dag. Man udvikler sig mest, når man møder modstand. Man bliver ikke stærk af at være omgivet af rygklappere. Når soldater knækker under presset, hvis deres sovepose er våd et døgns tid, så er det fordi, de har haft for få nederlag i deres barndom. Selvfølgelig har jeg været presset, men jeg har altid haft den holdning, at "quit is not an option". At melde fra er slet ikke en mulighed i mit univers, og når man ikke giver sig selv den mulighed, så bliver man stærk. Hvis man tvivler på, om man kan klare det, er man allerede i farezonen.

Sluk for følelserne

B.S. Christiansen har ikke tvivlet meget. Han har handlet. Ikke bare på militære operationer, men også på det personlige plan, hvor han har måttet erkende, at selv ikke hård vilje og stramme tidsplaner har kunnet forhindre privatlivet i at bølge. Som da faderen blev ramt af en blodprop, eller hustruen fødte for tidligt, og det nær var gået galt.

- Når den slags sker, handler jeg. Da Robert kom for tidligt, hersede jeg med lægerne i ambulancen, bestemte hvilket sygehus vi skulle til og fulgte med helt ind på operationsstuen. Jeg har lært, at når alt går galt, så er følelsesknappen den første knap, jeg skal slukke for, siger B.S Christiansen.

Hvor sidder den?

- Den tager lang tid at finde. Det er noget, jeg har lært som jægersoldat og trænet i mange år. Men når jorden går under, så skal man lukke for følelserne og være positiv, for kun når man er positiv, kan man se løsninger. I mit liv har der været masser af gange, hvor jeg har været nødt til at lukke for følelserne. Både på militære opgaver, men selvfølgelig også i privatlivet. Da min far fik en blodprop, gik det hele meget stærkt, og da jeg kom op på sygehuset, kunne jeg godt se, at det var meget alvorligt, for min familie sad og hang. Jeg havde det lige så forfærdeligt som dem, men i stedet for at sætte mig ned, begyndte jeg at afkræve lægerne svar. Jeg ville vide præcis, hvor vi stod, og hvilke odds der var. Min mor syntes, det virkede totalt kynisk og iskoldt, men i virkeligheden tror jeg, at jeg var den, der havde det værst. Ikke i situationen, for der var jeg nødt til at handle, men jeg var da lige så ked af det som dem, siger B.S. Christiansen, der betegner sig selv som en blød mand og tager skarpt afstand fra det Rambo-image, som folk ofte prøver at klæbe på ham.

- Det er helt forkert, når psykologer siger, at de, der er gode til at udskyde deres egne følelser, har svært ved at sætte sig ind i andre menneskers situation. Jeg slukker kun for følelserne, når jeg er i kamp - og jeg kalder det at være i kamp, når min far kommer på sygehuset, eller min kone føder for tidligt. Fra det øjeblik jeg får meldingen, går jeg i "kamp-mode". Så er jeg i kontrol og bruger nogle helt andre metoder end i dagliglivet. Men det er kun i nødsituationer. Selvfølgelig skal man også kunne græde og grine sammen med ungerne, og jeg får i øvrigt tit ros for, at jeg er god til at sætte mig ind i folks personlighed.

Som en flyvemaskine

Selvkontrol og promiller er uforeneligt, og B.S. Christiansen er en mand, der aldrig drikker sig fuld. Ryge gjorde han i to dage - så røg tilbuddet om kørekort som et resultat af førnævnte konsekvenspædagogik - og familien har vænnet sig til, at han forlader julefrokosten, hvis samtalen bliver for uklar.

- Jeg bryder mig ikke om fulde mennesker. Det er folk ude af kontrol, og det, synes jeg, er for dumt. Der er heller ingen grund til at spilde tid på useriøse diskussioner - så går jeg. Det er hyggeligt, når folk er let berusede, men jeg hader, når charmen ryger, og de bliver for fulde, siger B.S. Christiansen.

- Hvis jeg kommer ud i noget, hvor jeg kan mærke, at jeg er ved at miste kontrollen over situationen eller mig selv, så har jeg altid genvundet den igen ved at fjerne mig. Når jeg har mødt nogle piger, hvor jeg kunne mærke, at forholdet var ude af kontrol i forhold til, hvad jeg kunne magte, har jeg trukket mig ud.

Hvad er det, du er så bange for ved at miste kontrollen over situationen?

- Jeg vil ikke sige, at jeg er bange for noget ...

Han holder en lang pause.

- ... nu er jeg jo ikke uddannet psykolog, men jeg tror, at det er ligesom, når jeg er ude at flyve. Hvis jeg flyver for langsomt, så falder jeg ned. Hvis jeg flyver stærkt, kan jeg bedre lave undvigemanøvre. Når der er fart på, oplever jeg mere - til gengæld er det også mere farligt, men jeg kan bedre lide at have fart på, for så risikerer jeg ikke at falde ned.

Men hvad sker der, hvis du falder ned?

- Så mister jeg mig selv. Og hvis jeg mister mig selv, kan jeg ikke være noget for andre. Det er også derfor, jeg ikke drikker, for jeg er sikker på, at hvis jeg bliver fuld, så sker der noget uforudset, og så kan jeg ikke handle. Og jeg vil ikke være i en situation, hvor jeg ikke kan leve op til mine egne værdier og bliver hjælpeløs - det er nok det, jeg frygter, siger B.S. Christiansen. Han bliver stille et øjeblik.

- Der er få ting, jeg er bange for, men noget af det værste, jeg kan forestille mig, er at ende hjælpeløs i en kørestol. Jeg er nok ikke så god til, at andre folk skal gøre noget for mig, siger han.

Døren går op, og hustruen kommer ind med et stille smil. Spinkel og blond i rosa angorasweater går hun hen og tager B.S. Christiansen på skuldrene. Hun griner lidt af al kontrolsnakken.

- Jeg var ved at få kvababbelser i begyndelsen, men efterhånden har det smittet af på mig også. Bjarne er dog stadig det største rodehoved herhjemme, så her er det mig, der har kommandoen, siger hun og klemmer sin mand let.

Han ser ud af vinduet. Så udbryder han.

- Prøv at se på køerne. Når de går derover, er det fordi, der kommer nogen oppe på vejen. Jeg kan slet ikke lade være med at holde øje. Det er den første kontrol, når man kommer et nyt sted - at se hvad, der er normalt, for så spotter man lynhurtigt det unormale, siger han.

Ganske rigtigt kommer formiddagens næste gæst kørende på grusvejen.

Dagen efter interviewet ringer telefonen.

- Det er B.S. Jeg ville bare sikre, at alt var, som det skulle være, og du fik det at vide, du havde brug for.



B.S. Christiansen holder foredrag på Restaurant Næsbyhoved Kro i Odense tirsdag 11. januar kl. 18. Arrangementet er udsolgt.