Bøger: Hvis man skal vurdere denne bog ud fra dens overordnede ramme, altså at det er en slags biografi om landets tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, så fungerer den mindre godt, skidt faktisk. Men ret beset giver det også bedre mening at vurdere den som en slags selvbiografi - måske rettere en selvretfærdighedsbiografi - og så fungerer den anderledes udmærket.

Biografiens kritiske blik mangler, men til gengæld får vi langt flere og dybere lag end nogensinde tidligere til Helle Thorning-Schmidts billede af sig selv. Og sådan må og bør præmissen være, når bogen læses. Det er - som det også fremgår af titlen - Thorning, der fortæller sin historie gennem en loyal journalist, og altså hverken mere eller mindre end det. Det forklarer hullerne, selvmodsigelserne, udeladelserne og måske også den manglende selvrefleksion. Eneste kritik er lagt i hænderne på Ritt Bjerregaard, og så skal man nok vide at korrigere for endnu en stærk kvindes trang til selvbilledekorrektion.

Men det er måske også
for meget forlangt alligevel, at bogen skulle kunne rumme alt det, når man medtænker dens grundlæggende fundament som Thornings helt egen personlige historie om sig selv her kun godt to år efter, at vælgerne stemte hende ud. Perspektiv på egen rolle skabes først og fremmest ved tidens gunst.

Thorning var statsminister, vandt magten med det yderste af neglene og tabte den igen ved første mulige lejlighed, også her med den omtrent mindst mulige margin. Hun kom sidelæns ind i politik, og i princippet blev hun alene partiformand og senere statsminister, fordi hun naivt, optimistisk og opportunistisk greb muligheden, da den var der. Eller som både hun og manden Stephen Kinnock fortæller i bogen: "We say yes to stuff" - vi siger ja til ting.

- Ja, sagde Helle, og hendes opvækst som omstillingsparat skilsmissebarn syd for København og ja-sigende tilgang til skole, pludselige muligheder og selve livet vidner om en grundlæggende velfungerethed, måske ligefrem et kandidatur til titlen som et velfærdssamfundets præmiebarn, som har klaret det hele overmåde flot. God i skolen, god til det sociale, god til det boglige, god til musik, god til at levere, når det kræves. God til at se mulighederne, god til at gå efter dem, god til at sige ja. Til mulighederne og til livet.

Helle Thorning-Schmidt er ganske enkelt godt selskab, og det afspejler bogen fint. Hun ved også udmærket godt selv, at selv om livet som mor til to i en velfungerende akademikerfamilie med kartoffelrækkehus på Østerbro og verden for fødderne på mange måder ligner mange andres i toppen af samfundet, er hendes historie naturligvis helt ekstraordinær.

For inde bag kvinden, som døtrenes venner rosende kalder Hannah Montana, fordi hun ligesom Disney-karakteren af samme navn evner at være en om dagen på arbejde og en anden - sig selv? - når hun kommer hjem, gemmer der sig en fortælling med et formidabelt narrativt potentiale. Gift ind i en af Storbritanniens helt store politiske familier, sprængende partilisten ved sit første valg til Europa-Parlamentet, rækkende ud efter formandskabet i sit parti cirka fem minutter efter at være blevet valgt til Folketinget, for så at ende som partiformand og statsminister, og i en alder af 50 allerede være færdig med politik og på vej mod andre tinder internationalt.

En succeshistorie på ganske mange parametre. Om et overskudsmenneske med en fabelagtig evne til - på en bund af hårdt arbejde, talent og vilje forstås - at surfe af sted på skumtoppene af bølgerne. Men også en politisk forfaldshistorie, som man efter endt læsning tvivler på, om Thorning overhovedet selv kan se. Altså det forhold, at hun ret beset ikke efterlader sig politiske resultater af betydning.

Jo, Danmark blev trukket fri
af krisen, som hun sagde, hun ville. Men fortællingen om hendes knap fire år som statsminister er grundlæggende den om en regering, der under hendes ledelse var samspilsramt af tredje grad. Argumentationen er den velkendte og for lidt reflekterende; den om at det med kritik af løftebruddene er uretfærdigt, at de andre ikke leverede, at der var så meget modstand, etcetera. Man aner en næsten desperat politisk eftermælekamp.

Og trods velplacerede spark mod eksempelvis den i Thornings øjne ulideligt illoyale Mogens Lykketoft samt nye forklaringer på forholdet til Socialdemokratiets førstebulldog, Henrik Sass Larsen, står Thorning politisk tilbage som taberen. Et billede som styrkes af, at Helle Thorning i kraft af sin uddannelse, sit netværk, sin familie og sine sociale evner har direkte adgang til de klogeste politiske hjerner i den vestlige verden, men alligevel ikke synes at kunne levere et særlig klart politisk projekt. Jo, hun er reformist og vil flytte sit parti. Men hvilket samfund, hun drømmer om, fortaber sig i sætninger, der kunne stå i en politologisk lærebog eller udtales af enhver centrum-venstre-tænketank. Hvilket nok også er der, de hører hjemme. Den politiske ild er ikke til at få øje på, måske vælgerne heller ikke kunne se og mærke den?

Til gengæld vandt
Helle Thorning-Schmidt meget andet. Ikke mindst en familie, der fremstår forbilledligt stærkt i bogen, hvor de to døtre for første gang taler åbent om at være deres forældres børn. Om prisen, kritikken og ikke mindst vidunderligt stærkt om, hvordan deres mor har været en god mor hele vejen igennem.

Her står Thorning beundringsværdigt stærkt. At det har været hårdt at få det hele til at hænge sammen, levnes man ikke i tvivl om. Men står bogen til troende, har Thorning hele vejen igennem evnet at holde fast i sig selv i sin familie. En præstation, som det velsagtens er de færreste statsministre og toppolitikere, der kan matche.

Sejt gået, fristes man til at udbryde. Og måske ligger der en underliggende sandhed og psykologisk bund i hele historien, når en af døtrene fortæller, at Helle Thorning-Schmidt skam kan Nik & Jays sang "Novembervej" udenad. Det den hvor omkvædet lyder således:

"For altid åbenbart, der vil Danmark bo i mig

Det lyser ud af mig, om jeg vil det eller ej

Anderledes åbenbart, leder stadig efter svar

Hvor går man hen, når man er fra Novembervej".

Nina Munch-Perrin: "Hvad man ikke dør af - Helle Thorning-Schmidt fortæller sin historie", Gyldendal.

  • Mylenberg_Troels_(2015)_014

    Af:

Mere om emnet

Se alle
Helle Thorning-Schmidt: - Jeg er jo en tredjerangssocialdemokrat

Helle Thorning-Schmidt: - Jeg er jo en tredjerangssocialdemokrat