Debat: Juleglæde i "mit Afrika"
Af: Svend Løbner, journalist, Gl. Lundeborgvej 32, Hesselager

Læserbrev: Forventningens glæde er den største. Det er saligere at give end at modtage.

De to ordsprog indkapsler julen for mig. For jeg husker stadig glæden ved at fremskaffe den helt rigtige julegave til mine forældre, da jeg voksede op i Tanzania.

For mig startede julen allerede i sommerferien. Jeg boede i Tanzania i 1970erne, mens landet var stærkt påvirket af kommunisme og planøkonomi, og det ikke var til at opdrive såkaldte luksusvarer af nogen art.

Så i vores familie julehandlede vi altid, mens vi var på sommerferie i Kenya. Og håbede, vi kunne få varerne over grænsen nogenlunde toldfrit. Det lykkedes faktisk altid - sikkert fordi vi holdt juleenglene på overarbejde.

Men lykkedes det ikke at opfylde hinandens juleønsker i så god tid, måtte vi tage forhåndenværende midler i brug. Heldigvis sørger tanzanieres aldrig svigtende kreativitet for et væld af souvenirs. Selv helt ude i malariasumpene, hvor jeg var på kostskole sammen med 42 andre missionærbørn det meste af året, kom sælgere forbi. Det var her, jeg i første klasse købte en lille træ-leopard til min mor.

Hvor var det skønt at se hende pakke gaven ud og se hende så jublende glad. Men skulle der nu heller ikke være nogen souvenirs, der faldt i min smag, så kunne jeg da heldigvis lave mine julegaver selv. Eller opdrætte dem.

Som da jeg fandt en skildpadde på en skovsti på en af mine mange vandreture. Jeg hjembragte stolt mit bytte og fik lov af husfar at sætte den ind i indhegningen til hønsene.

Og så glemte jeg ellers alt om den, indtil en af kostskolens køkkenmedarbejdere kom og spurgte om ikke det var tid til skildpaddesuppe. Min julegave? Nej, du kan tro nej.

Men på den anden side var jeg jo ude efter skjoldet. Skildpadden havde vokset sig stor, og jeg gik om til indhegningen og beundrede skildpadden og dens skinnende skjold en sidste gang, inden jeg sendte dyret til skafottet.

Og vupti, køkkenmanden blev mæt, og jeg fik udleveret et rent skildpaddeskjold. Det pakkede jeg så ind til min far. Og hvor blev han glad. Han har det faktisk endnu.

Vi var hjemme fra kostskolen fire gange om året. Den ene gang var selvfølgelig juleferie. Og her blev pyntet og hygget og bagt, og alle vores gaver fra sommerferien gravet frem og pakket ind.

Og juletræet? Jeg huggede grene af vores eukalyptustræer og bandt dem fast om et kosteskaft i en spand cement. Sådan.

Så var der jul. Vi dansede om juletræet, der havde så meget pynt, at man næsten ikke kunne se kosteskaftet. Og da tiden var inde, gav vi hinanden de gaver, vi havde fremskaffet siden sommeren.

Juledag gik vi kirke, hvor vi sang, dansede, takkede og bad, så bliktaget var ved at løfte sig. Tanzaniere forstår virkelig at feste. Efter gudstjenesten blev der slagtet en ko, hvis kød blev kogt med sovs i store olietønder, så der var rigelig mad til flere hundrede mennesker.

Det er det, julen handler om for mig. Sang og fest. Kærlighed og gavmildhed. Som det indkapsles så smukt af apostlen Johannes: For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn ...