Du bliver ikke skærmnarkoman af at bruge din mobil eller pc


Du bliver ikke skærmnarkoman af at bruge din mobil eller pc

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Adjunkt i pædagogisk psykologi ved Aarhus Universitet og forfatter til bogen Spilpædagogik Andreas Lieberoth
Billede
Debat. 

Lidt for ofte ser man børns iPad-spil eller mors lyst til at tjekke Facebook reduceret til en metafor om 'digital heroin' eller et mystisk stof ved navn dopamin. Men det er en naiv ansvarsfraskrivelse, som viser dyb uvidenhed om hjernens komplekse virkelighed. Så læs lige dette før du går i panik over Facebook-dopamin og skærmafhængighed.

Fra oldtidens myter og 1700-tallets kuriositetskabinetter til 1980'ernes komedieserier og 2010'ernes realityshows har der altid været et marked for oplevelser, der pirrer vores nysgerrighed. Vi vil gerne overraskes og have udfordret vores forventninger, men helst med en slags sikkerhedsline som den, fortællinger, leg, og spil tilbyder. Nysgerrighedsinstinktet er en nødvendig modvægt til vores lige så dominerende søgen efter tryghed og nemme velkendte løsninger. Uden det havde vi aldrig fundet nye kilder til føde, lært nye færdigheder af hinanden eller tænkt: "Gad vide hvad der er på den anden side af det der Middelhav?". Hvorfor er det vigtigt? Fordi nysgerrighedsinstinktet blandt andet understøttes af dopamin.

Siden 90'erne har vi jævnligt fået fortalt, at vores øjensynlige skærmnarkomani er tæt forbundet med signalstoffer i hjernen. Mobilspil giver et 'dopaminkick', og hjernen bliver afhængig af stoffet, siges det. Det er rigtigt, at jeg og min hjerne i skrivende stund er afhængige af dopamin - men kun på samme måde, som den er afhængig af blod for at bringe ilt og sukker rundt i systemet. Der er dopamin alle mulige steder i hjernen inklusive i dine øjne, og i sig selv giver dopamin ikke nogen følelse af nydelse. Det gør derimod de endorfiner, som frigives ved spænding, latter, forhåbning, abers nussen og menneskers sociale sladder.

Den nyeste forskning tyder på, at dopaminsystemet er en intern lærings- og motivationsmekanisme, som siger: "Vågn op. Her foregår noget nyt, som måske er vigtigt" eller "Hold ved. Du er ikke færdig. Afkastet kommer først senere". Systemet vågner særligt til dåd i mødet med overraskelser og mønstre, der pirrer vores nysgerrighed eller udfordrer vores eksisterende syn på virkeligheden. Og så stammer meget af vores viden om dette mytiske stof i øvrigt slet ikke fra mennesker, men fra aber og rotter, der selvsagt ikke har Facebook-profiler.

Ret skal være ret: Dopaminsystemet er selvfølgelig på spil i vores online-liv, på samme måde som resten af hjernen er. Vi genkender også ansigter, når vi ser dem på en fotos. Og vores frygtsystemer reagerer på Donald Trump. Og så videre. Online-livet er kognitivt og socialt virkeligt - også for hjernen. Facebook og Instagram er gode til at skabe forventning, fordi der er psykologisk guld imellem alt affaldet. Måske derfor, og ikke på grund af nogen narkomekanisme, er vi spændte på at tjekke, når telefonen bipper, selvom de sociale medier ofte skuffer og keder os. Dopamin er 'production' - ikke 'pleasure'.

Hvis et spil, en Netflix-serie eller Instagram bliver mindre leveringsdygtig i psykologisk meningsfulde oplevelser, så vil dopaminsystemet også hjælpe med at regulere forventningen ned igen. Det er et velfungerende tovejssystem, der ikke bare skriger "vil ha' mere", men også siger "Snapchat plejer at være røvsyg tirsdag aften, så lad os hellere læse en bog". Dopamin er altså ikke en belønning i hjernen. Den er en del af et forudsigelses- og fejlsystem, som vi blandt andet benytter os af, når vi spiller Candy Crush eller tjekker Instagram. Og det er faktisk også centralt for vores viljestyrke og evne til at sige: "nej, kagen er lækker, men du vil skamme dig bagefter", eller "hold nu ved. Det er kedeligt, men du skal snart til eksamen". Uden dopamin kan vi ikke tænke, lære eller gå på slankekur. Derfor ruller jeg som forsker med øjnene, hvis nogen siger dopamin i samtalen om mobilskærme. Det er omtrent så lidt relevant for normale sunde mennesker som at give sig til at himle op om muskelfibrenes interne dynamikker, hvis to piger har været oppe at slås i skolegården.

Lad mig sige det så klart som muligt: Der er ingen tegn på, at hverken computerspil, iPads eller mobilskærme i sig selv er særligt skadelige. Eller diagnosticerbart afhængighedsskabende. Der er ekstremtilfælde, men det er der også af shopping og Den Store Bagedyst-dyrkelse. Du er ikke narkoman. Du er heller ikke en rotte i et bur. Du er en påvirkelig forbruger af både gode og dårlige medier.I forhold til skærme generelt er der dog overvejende konsensus om, at sammenlagt stillesiddende skærmtid, uanset om vi taler biograf, bibliotek eller tablet, er negativt forbundet med sundhed og søvn.

Søvnproblemet handler om tidsforbrug, selvom mange teenageres hormoner og onlinefællesskaber gør dem til naturlige natugler, hvilket ikke i sig selv har noget med skærme eller spil at gøre. Forskning tyder dog på, at skærmlys kan forstyrre døgnrytmen, hvis de ikke bliver slukket en god halv time før sengetid. Sundhedsspørgsmålet drejer sig om motion og kost: Her er problemet måske for nogles vedkommende chips og sukkerspækkede energidrikke, men først og fremmest at skærmlivet leder til stillesiddende adfærd.

Når det kommer til yngre børn og småskærme, er evidensen papirtynd. Smartphones og iPads har simpelthen ikke år nok på bagen til, at vi rigtigt kan få øje på eventuelle langtidseffekter - gode eller dårlige. Laboratorieeksperimenter har dog vist, at digitale spil påvirker børn. Umiddelbart efter et opslugende actionspil er børn mindre tilbøjelige til at være hjælpsomme og mere tilbøjelige til at tilskrive andre mennesker aggressive intentioner. De har kort sagt hovedet fyldt med det, deres hjerne lige har brugt en masse kræfter på at behandle. Det gælder ikke kun digitale spil eller YouTube-videoer. Til sammenligning viste et af de allermest klassiske studier i social læring nemlig, at børn blot behøvede se en voksen opføre sig aggressivt over for en dukke, før de selv prøvede at slå løs på den. Undersøgelser som disse viser, at børn er påvirkelige - ikke at spil eller internettet er farligere end så meget andet. De er bare nemmere tilgængelige. Og det giver alle os forældre en særlig opgave.

Jeg kan få helt ondt i ørerne af at høre på mere eller mindre selvbestaltede eksperter og af den måde, hvorpå medierne ynder at sætte os op imod hinanden, som om det var boksekampe. Ofte er det klogest at slukke for debatten og tænke lidt pragmatisk ud fra, hvad vi med nogenlunde sikkerhed kan konkludere: Hvis skærmene fylder en stor andel af opvækstens vågne timer, vil de have en større chance for at påvirke tanker, holdninger og udvikling. Men dette må ses i relation til, at døgnets 24 timer for de fleste børn har en overvældende overvægt af ikke-skærmtid.

Set udefra ligner den igangværende skærmpanik en spejling af tidligere tiders medieraserier. Denne gang dog tilsat en gavmild håndfuld hjernekrymmel og et solidt skud skam til allerede pressede voksne. Skærmpanikken er ikke nogens skyld - men vi får ikke noget godt ud af at puste til bålet. Selvom mindre børn i gennemsnit bruger en til to timer med flimmer og iPad, foregår der oftest andre ting omkring dem i rummet, og måske er forældre og søskende endda til stede til at med-se og med-fortolke. Når institutionsbørn har leget dagen lang, er dette et undseligt vindue for påvirkning, og sammen med min viden om hvordan hjernen fungerer, er jeg derfor overhovedet ikke nervøs for mine egne børns periodiske skærmsteneri.

Du bliver ikke skærmnarkoman af at bruge din mobil eller pc

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce