Vi flytter først når Vorherre kalder

Familiens rede er 84-årige Cecilie Larsens hus i baggrunden, som hun har boet i siden opførelsen af kvarteret for 50 år siden. Fra venstre er det oldemor Cecilie Larsen (84), mormor Lis Søderberg (54), mor Maria Søderberg (37) og sønnerne Lasse og Jeppe på ni og syv år. FOTO: Birgitte Heiberg
Foto: Birgitte Carol Heiberg

Vi flytter først når Vorherre kalder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Reportage fra et anderledes kvarter, hvor folk bliver til den dag de dør. I år det 50 år siden de første flyttede ind

ODENSE: Der var tale om et topmoderne og visionært projekt, da Odense Kommune for en halv menneskealder siden opførte et helt nyt kvarter, Hinderuplund, i det der dengang var udkanten af byen.

I år er det 50 år siden. Cecilie Larsen var dengang midt i 30'erne, og for hende var det ren luksus at flytte til området fra en lille ussel lejlighed i midtbyen, hvor familien bestående af to voksne og tre børn havde boet på 45 kvadratmeter.

- Det var så skønt at komme herud og få 89 kvadratmeter med fjernvarme og eget badeværelse. Min mand, der var ansat ved banen, gik specielt meget op i det med fjernvarmen, siger hun og fortæller også om, hvilken luksus det var at få adgang til en vaskemaskine.

- Godt nok var der kun en vaskemaskine til de seks lejemål her i vores blok, og vaskemaskinen gik på omgang, sådan at man kun havde den en dag per uge, og så bagefter kom der en og hentede den med en pallevogn og kørte den videre til den næste lejlighed. Men en sand luksus var det nu alligevel, siger Cecilie Larsen, der i dag er blevet 84 år.

Lidt som Krøniken

Kvarteret fik navnet Hinderuplund og var tiltænkt børnerige familier og tjenestemænd hos politi, postvæsenet og statsbanerne, der som Cecilie Larsen og hendes familie skulle gives en mulighed for at slippe ud af midtbyens slumlejligheder med få kvadratmeter, fællestoilet og rotter i gården.

I dag fremstår kvarteret ikke synderligt nymodens. Tværtimod. Hvis man fratrækker de moderne biler, der holder pænt og ordentligt parkeret langs vejkanten, er en spadseretur i området lidt som at træde ind i en tidslomme fra de første afsnit af tv-serien Krøniken. Idyl af forhistoriske dimensioner driver ned ad de små gangstier mellem rækkerne af præcis ens små halvanden etages rækkehuse opført i gule mursten.

Vejene og de grønne områder i kvarteret er rolige og uforstyrrede og bærer navne som Erholmvænget, Hesbjergvænget og Krengerupvænget. Og netop på Krengerupvænget 36 bor Cecilie Larsen stadig den dag i dag.

Familiedynasti

Det gør hendes datter, 54-årige Lis Søderberg, også. I nummer 20 - blot en spytklat, eller præcis ni skridt, væk.

Faktisk kan de se hinanden gennem vinduer fra deres respektive huse. Lidt længere borte, men stadig i kvarteret, på Erholmvænget et par minutters gang væk, bor barnebarnet, 37-årige Maria Søderberg, sammen sine to sønner Lasse, ni år, og Jeppe, syv år.

Der er flere familier, der bor flere generationer samlet i kvarteret, men de er alligevel nok den eneste familie, hvor fire generationer aldrig har lagt Hinderuplund bag sig.

- Her er et nært miljø og et dejligt naboskab, hvor folk passer på hinanden, fortæller Lis Søderberg, i dag mormor, om, hvorfor hun for 15 år siden vendte tilbage til kvarteret efter at have boet andre steder i Odense i en årrække.

Og barnebarnet til Cecilie, Maria Søderberg på 37, vendte tilbage, da der blev et hus til salg.

- Jeg var på besøg herude en dag, og så spurgte mor og mormor, om vil ikke lige skulle over at se på det. Mormor havde tilfældigvis nøglen, og det var billigt, og så rykkede vi ind der, siger hun.

Uforklarlige frikadeller

Selvfølgelig har de fire generationer også bosat sig så tæt på hinanden, fordi de kan lide familiens nærhed, fortæller de.

- For eksempel oplever vi af og til, at der helt uforklarligt dukker en pose af mors frikadeller op i vores fryser, som vi ikke aner, hvor kommer fra, siger Lis Søderberg.

- Så har hun lige været inde i huset og smide dem i fryseren, mens vi har været væk.

Både Maria og Lis Søderberg, barn og barnebarn til Cecilie Larsen, har gennem årene nydt godt af at have familiens kvindelige overhoved i nærheden. Hos den ene er der blevet gjort rent, hos den anden bliver der gået tur med hunden og hængt vasketøj op.

Men alt er ikke fryd fra morgen til aften, når fire generationer bor så tæt op og ned ad hinanden.

Bliver også uvenner

- Selvfølgelig bliver vi uvenner nogle gange, fortæller Lis Søderberg og Maria Søderberg fortsætter:

- Men vi bliver nødt til at få det løst, for vi kan ikke rende rundt og være uvenner, når vi bor så tæt. Det ville ikke være til at holde ud. Så i stedet ringer man lige om aftenen og spørger, om man kan låne en pose sukker eller et par æg, og så er den sag ude af verden.

Privatliv har de fleste brug for, og også familien Larsen/Søderberg. Derfor gælder der bestemte regler for, hvornår man ikke må komme på besøg.

- Når gardinerne i køkkenet er rullet ned, så betyder det, at jeg ikke er interesseret i besøg lige nu, forklarer oldemor Cecilie Larsen, der i øvrigt er meget imod en ny regel, som hendes datter forsøger at indføre. Nemlig at man helst skal gå ind gennem hoveddøren i stedet for via havedøren.

- Det synes jeg er noget pjat, så nu bliver jeg bare ovre ved mig selv, siger Cecilie Larsen.

Flytter aldrig

Den 84-årige kvinde er i øvrigt beundringsværdig frisk af sin alder. Hun har sine egne klare meninger, for eksempel om at hun aldrig har tænkt sig at forlade huset på Krengerupvænget, som hun nu har beboet i 50 år.

- Jeg skal bæres ud herfra engang, for jeg flytter ikke frivilligt, siger hun og fortæller, at mange af dem, der flyttede ind dengang, det hele for 50 år siden var spritnyt, stadig bor her.

- I min blok er det tre af de seks huse, det stadig beboes af de oprindelige beboere. Det er ikke et sted, folk flytter fra. Folk flytter først, når Vorherre kalder, siger hun.

Vi flytter først når Vorherre kalder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce