Jørgen Eggers har i sin nordlangelandske have budt en humlebidronning og hendes familie velkommen og inviteret dem indenfor i et rigtigt humlebibo
Vi har i Danmark 18 forskellige arter brumbasser eller humlebier, som de rettelig hedder. Af disse er to arter de mest almindelige ? den sort- og gulstribede hushumlebi (Bombus hypnorum) og stenhumlebien ( Bombus lapidarius), som er helt sort bortset fra det bagerste af bagkroppen, der er festlig rødfarvet.

Som de fleste insekter er humlebierne firvingede (det er kun myg og fluer, der er tovingede), og det er en kendt sag, at hvis man måler vingeplan kontra kropsstørrelse og vægt på en humlebi, så burde den ikke kunne flyve ? hvilket den jo altså kan, om end det foregår på en mere adstadig måde end de fleste andre insekter ? næsten som et tungt lastet herkulesfly!

Humlebierne er de første større insekter, man ser i det tidlige forår, ofte før de almindelige overvintrende sommerfugle, nældens takvinge og dagpåfugleøje, er på vingerne.

Alle de humlebier, der søger nektar i forårsblomsterne, de røde blomster i ribisbuske og tidlige frugttræer, er alle efterårsparrede hunner, som i frostskjul har overlevet vinteren. De er alle dronninger, hvis opgave det nu er at føre slægten videre.

Disse » pelsklædte brumbasser« kommer let gennem en dansk vinter, for de kan nemlig også klare den langt koldere grønlandske, for i Grønland er både hushumlebien og stenhumlebien meget almindelige, ligesom de i Skandinavien er udbredt til nord for polarcirklen.

Dronning på hårdt arbejde

De første par uger i sådan en humlebidronnings tidlige forårsliv, består i at samle kræfter til den kommende temmelig anstrengende bosættelse, og hvad der dermed følger.

For at oparbejde den nødvendige energi og modne de æg, som hun bærer i sig, er hun - blot vejr og temperatur er nogenlunde - i gang fra sol står op, til den går ned med at besøge så mange blomster som muligt .

Efterhånden som sulten stilles med honning og pollen, mærker hun, at æggene i hende modnes, og næste fase i dronningelivet melder sig med det påtrængende ønske om at finde et godt sted at bygge et bo. Og hvad er så et godt sted? Ja - man kan i sin have se, hvordan disse dronningehumlebier åbenbart tit har en vanskelig opgave. De flyver lavt og lander mange gange på jorden og kravler søgende mellem græs, blade og grene, for så at flyve op og kort efter igen sætte sig med samme søgende adfærd!

Redepladsen for både havehumlen og stenhumlen er meget ofte - man fristes til at sige - næsten altid forladte musehuller. Der er derfor et tydeligt forhold mellem antallet af humlebier og antallet af mus på et givet sted.

En nyere engelsk undersøgelse viser da også, at den unge bidronning går efter lugten af museurin, som for den bosøgende dronning er som den herligste blomsterduft. Andre forhåndenværende huller i jorden kan naturligvis også blive brugt - men den engelske undersøgelse konkluderer, at det næsten kun sker i områder, hvor mus ikke forekommer eller er udryddet.

Nu tilbage til det, som sker, når museboet via urinduften er sporet. For at det videre forløb kan lykkes for dronningen, så skal det være et forladt musebo, hun har fundet. Er der stadig mus i boet, bliver den enlige humlebi jaget ud - og hun må fortsat søge.

Er der ikke mus, begynder hun straks at bruge musenes forladte rede. Ved at flytte rundt med de tørre strå, mos og musehår laver hun et lunt ægkammer, sådan cirka knytnævestort.

Så begynder hun voksudskillelse fra kirtler på over-og undersiden af bagkroppen. Dette foregår i den varme, som bien selv afgiver ved nedbrydningen af sukker og fedt. Af vokset bygger hun en nydelig lille honningkrukke samt en ynglecelle. I bunden af ynglecellen anbringes et lag pollen, og ovenpå lægges en klump æg. Honningkrukken fyldes efterhånden med honning, som dronningen samler ind imellem sine andre gøremål.

Når larverne klækkes, begynder de at æde løs af pollen. Det bliver hurtigt spist op, og dronningen må stadig forsyne larverne med mere pollen og honning. Efterhånden som larverne vokser, bliver cellen for lille, og dronningen må derfor stadig lægge nye vokslag udvendig og reparere revner og huller, som opstår.

Snart nås puppestadiet, hvor hver larve spinder sin egen silkekokon. Nu fjerner dronningen vokset omkring pupperne og bruger det til bygning af flere yngleceller og honningkrukker.

De unge nye humlebier, som klækker, er ofte af meget mindre størrelse end en normal humlebi, hvilket kan skyldes sparsom fodring i den første svære tid, da dronningen var alene om alt arbejdet.

Humlebisamfundet opstår

Nu kan man tale om et begyndende socialt samfund. Arbejdshumlebierne overtager efterhånden samfundets forskellige opgaver, men dronningen koncentrerer sig om æglægningen. Helt så specialiseret som f.eks. en honningbidronning bliver hun dog aldrig, for her vil dronningen til stadighed tage mere eller mindre del i det indendørs arbejde.

Individantallet tager nu hurtigt til, og der hersker et travlt liv i humleboet. Nu er det, at humlebierne som blomsterbestøvere har stor betydning for frøsætningen hos mange landbrugsplanter, især rødkløveren, hvis kronrør er så dybt, at kun de langtungede humlebier kan nå nektaren. De er også på anden måde mere effektive indsamlere end honningbierne, da de flyver tidligere og senere på dagen og også i dårligere vejr end disse.

Kun er deres begrænsede individtal hæmmende for effektiviteten. Maksimum nås ofte ved kun 300-400 arbejdere pr. bo - og det sker, at et samfund kun kan præstere cirka 100 arbejdsbier.

Når vi kommer hen på sommeren, går humlebisamfundet i gang med at producere hanner og befrugtningsmodne hunner. Dog er der nogle humlebisamfund, der aldrig når så vidt, men stagnerer eller dør ud på grund af dårlig beliggenhed, vejrforhold eller angreb af parasitter og andre fjender.

I de fleste tilfælde lykkes dog sommerens kulmination i humlebisamfundet- og dette er at skabe kønnede individer til slægtens videreførelse.

Hannerne stammer fra ubefrugtede æg. I reden kan man ikke se forskel på arbejderkokonner og hankokonner, derimod er dronningekokonnerne noget større end hannernes og arbejdernes.

Når de klækker efter puppestadiet, kan hannerne skelnes fra hunnerne - ud over de er mindre, også ved at have et særligt gribeapparat på bagkropsspidsen (genital - armaturet). Med dette griber de og fastholder hunnen ved parringen, som altid sker flyvende i flokke fra flere humlebiboer!

Med efterårets faldende temperaturer daler også aktiviteten i boet.

Dronningen har stoppet æglægningen, så der tilføres ikke flere nye arbejdere - de gamle, som er tilbage- har lasede vinger og er mere eller mindre skallede, de uddør efterhånden.

Til sidst er kun den gamle dronning tilbage, og det kan tydeligt ses, at hun er helt aflægs. Med kuldens komme dør også hun.

De unge befrugtede dronninger har da for længst fundet sig et frostfrit vinterophold for at afvente forårets komme og dermed muligheden for at grundlægge et nyt humlebisamfund.

Lav et humlebibo i haven

Nu kan det jo være, at der opstår en lyst eller et ønske om at få disse store fredelige » forårsbrumbasser« til at slå sig ned i ens have og bygge et bo - måske endda et bestemt sted i haven, som er bekvemt for daglig iagttagelse. Kan det lade sig gøre? Ja- faktisk er det muligt at få både hushumlebien og stenhumlebien til at stifte bo i en hjemmelavet lille trækasse - hvis man anskaffer det lokkemiddel, som er omtalt tidligere i denne artikel i forbindelse med den hernævnte engelske undersøgelse -nemlig museurin. Men først til kassen, som kan laves af brede, ubehandlede træ lister. Bruges en forladt muserede laver dronningen af materialet et »knytnævestort« redekammer- så af dette kan det forstås, at der ikke er tale om en stor kasse.

Eksempelvis lavede jeg mig sidste år den her afbildede kasse, som har målene: længde 25 cm, højde 12 cm og samme bredde 12 cm. Det betyder næppe noget, at kassen har andre mål, men vigtigt er det, at flyvehullet er 14-15 mm. Er hullet større kan man risikere, at museduften, trækker mus ind i kassen, så dronningens boplaner spoleres.

Det skal også siges, at kassen er mest tiltrækkende, hvis den ikke anbringes meget åbent, men et halvskygget sted med lidt beskyttende vegetation. I det hele taget er dronningen i den første tid en ret sart dame. Har man således sat sin iagttagerstol for tæt på kassen, viser dronningen det ved at flyve irriteret rundt om en og vil måske først gå ind i kassen, når man har flyttet sig - så er løsningen at flytte iagttagelsesstolen længere væk i den første tid - men aldrig kassen, den må ikke flyttes den mindste smule, for gør man det, vil dronningen straks søge et andet bosted.

Men inden disse problemer, så skal den unge dronning jo først ville stifte bo i kassen, fordi den dufter af museurin. Hvordan får man så museurin? Selv har jeg det let på det punkt, idet jeg holder rødmus (beskrevet her på Natursiden 25/11-08) og derfor bare tog en rede og smurte lidt ekstra urin fra den i kassen, og så var det klaret.

Kan man ikke finde en tom muserede, må man lave den af tørt græs, mos og hår (knytnævestor).

At skaffe muserurin er ikke spor håbløst. Mange laboratorier bruger mus og rotter som forsøgsdyr.

Henvender man sig venligt her med en plastpose, kan man sikkert få lidt fugtigt bundlag fra et af burene. Er der ikke forsøgsdyr i nærheden - så er der nok en dyrehandler med hvide mus, som gerne giver lidt gennemtisset bundlag fra deres bur!

Slutteligt skal det nævnes, at det kun er den tid, hvor dronningen er alene om alt arbejdet, at hun er stresset og sart. Når hun fra sidst i maj har en flok arbejdere i gang, og derfor selv holder sig indendørs, så kan man faktisk godt forsigtig kigge ned i humlebiboet. Dette forudsætter dog, at man laver en kasse med en fals til en glasplade og et hængslet trælåg som tag. Så kan man godt med en lygte om aftenen se, hvordan de fredelige brumbasser har det og udvikler sig.

Vil man nå det i år, skal alt være klar om otte dage!
  • fyens.dk