Vi har smagt på en række forskellige vine. Blandt favoritterne er et eksemplar fra et af danskernes foretrukne ferieområder samt en flaske fra den anden side af jordkloden.

Denne uges vinsider er viet til nogle flasker, som er til at finde i landets vinbutikker, fysiske såvel som på nettet.

Fra et område, som mange nok har besøgt, men de færreste har smagt vin fra, kommer en af ugens bedste oplevelser, når vi ser på pris over for kvaliteten.

Anima Negra er navnet på et af Mallorcas førende vinhuse. Herfra kommer vinen AN2, som fås i flere danske forretninger. Druerne er ikke videre kendte: Callet, manto negre og fogoneu udgør 85 procent af druematerialet, mens den mere kendte syrah står for de sidste 15 procent.

Indholdet er langt fra det ofte meget kraftfulde spanske vin, man møder, hvor alkoholprocenten tit er høj. AN2 er - serveret ved de optimale 15-16 grader - en blanding af elegance som bourgogne og frugt og krop som en mellemfyldig spanier. Vaniljen fra fadlagringen fornemmes bestemt, men vil formentlig aftage med et par års yderligere lagring. Den smagte 2012'er er fin nu og flere år frem.

Fra et andet område, der nok heller ikke vækker genklang hos mange, finder vi Bancal del Bosc. Den er fra Montsant, der er nabo til det langt mere kendte Priorat-distrikt i det nordøstlige Spanien. Ofte får man relativ meget for pengene i disse mindre kendte områder.

Alligevel mangler jeg noget mere personlighed og karakter til prisen med Bancal del Bosc. Den mangler at sende et signal om, at jeg skal skrive navnet ned, tage et billede eller lignende for at huske på vinen. Den skiller sig kort sagt ikke ud fra mængden af andre vine i denne prisklasse.

Langt væk hjemmefra

Vi tager en tur uden for Europa. Faktisk så langt væk, man overhovedet kan komme til det, jeg oplever som et overset vinland, New Zealand. Klimaet er generelt anderledes, end det vi ellers ser i de store oversøiske vinlande som Australien, Chile og USA.

Med nogle undtagelser er New Zealand relativt køligt, blandt andet på grund af sine kyster, som er med til at køle druerne ned. Newzealandske vine er ikke voldsomt udbredte i Danmark, og blandt andet derfor er priserne relativt høje. Det ændrer ikke ved indholdet i flaskerne, som for de rødes vedkommende ofte har pinot noir som ophavsdrue.

Sileni er et eksempel på dette og er med sin læskende syre og lyse bær fra pinot noir et glimrende eksempel på, at blandt andet New Zealand leverer vine på denne drue, som er på niveau med god elegant bourgogne, men til absolut konkurrencedygtige priser. Efter min bedste overbevisning ville Sileni ikke kunne sælges til 100 kroner (ved seks styk), hvis der stod bourgogne på etiketten.

Fra et af Spaniens store vinområder kommer Mureda. Ofte er jeg skeptisk over for vine i denne prisklasse fra disse store områder, der sprøjter flasker ud i millionvis hvert år. Det har en tendens til at blive meget mainstream, hvor det er svært at fornemme område- eller drueoprindelse. Mureda er bestemt undtagelsen. Bevares, den er ligetil uden de store armbevægelser, men det er samtidig også dens styrke, og til prisen er det et rigtig godt køb. Og vel også et eksempel på, at Spanien er et yderst seriøst vinland med dygtige producenter i både de kendte (og dyre) samt knap så kendte områder.

Lang fadlagring i Portugal

Carm fra den store og helt fortjent velansete Douro-region i det nordlige Portugal er for mig et godt eksempel på, hvorfor portugisiske vine ofte bør have noget tid. Selvom denne med fem år på bagen ikke er nogen decideret ung vin, er fadudtrykket fra de hele 18 måneders fadlagring stadig meget markant.

Det er naturligvis smag og behov, hvorvidt man holder af så tydelige vanilje- og egetræsnoter, der stammer fra den lange fadlagring.

Derfor er der intet i vejen for at drikke vinen, som bestemt smager dejligt, nu. Her er masser af fed frugt og blomme, der vil gøre sig godt til kraftigere kødretter. Både nu og de næste 5-10 år.

  • fyens.dk