Germansk. Kaiserstuhl er et urgammelt vulkansk område, der er varmere og mere solbeskinnet end noget andet sted i Tyskland - her trives både spätburgunder og de hvide pinot-sorter.

De fleste danskere farer gennem den tyske delstat Baden med gps'en indstillet på sydligere himmelstrøg, og det er en skam. For her, i det sydvestlige hjørne af Tyskland, laver de vin, som er en konge værdig.

Nu er tyskerne for længst færdige med kronede overhoveder, men det virker passende, at det netop er i det lille område ved navn Kaiserstuhl, man kan finde noget af det bedste vin på den klassiske bourgogne-sort pinot noir uden for Bourgogne.

Kaiserstuhls navn rækker langt tilbage i historien - formentlig til 994, da kong Otto III holdt en rigsdag ved Sasbach i den nordlige del af Kaiserstuhl. Herefter blev området kaldet Königsstuhl. I 996 blev Otto kronet til kejser, men navnet Kaiserstuhl kendes først fra begyndelsen af 1300-tallet.

Det er naturligvis nogle helt andre faktorer, som er afgørende for, at vinen herfra kan blive så vellykket: For det første er Kaiserstuhl det varmeste sted i Tyskland. Området ligger pakket ind af den højere Schwarzwald mod øst og syd, og bjergkæden Vogeserne mod vest.

Her kan blive varmt allerede i april, og sommeren varer længe her - og den kan være heiss. I 2015 lagde en hedebølge sig til ro over området med dagtemperaturer omkring 40 grader i flere uger.

Varmen er også medvirkende til, at Baden - hvor hele delstatens vinområde strækker sig over cirka 400 kilometer og er inddelt i ni mindre områder - er den eneste tyske vinregion, som hører under EU's vinzone B, ligesom eksempelvis Alsace, Champagne og Loire.

Det betyder blandt andet, at kravene til druernes oechslevægt - modenheden målt på mængden af sukker - er højere end i de øvrige tyske vinområder, og her gælder andre regler for tilsætning af sukker og syre til mosten.

Vulkan for 60 millioner år siden

Men ikke alene er her varmt: Druerne i Kaiserstuhl nyder også flere solskinstimer end noget andet sted i Tyskland, og nedbørsmængden er ligesom i Colmar, på den anden side af grænsen i Alsace, begrænset.

Og så er der undergrunden. Kaiserstuhl er en urgammel vulkan - en af de mange, som for millioner af år siden prægede landskabet i det nuværende Tyskland. Det er en stor vulkan, der dækker et område på cirka 12 gange 16 kilometer. Basalt fra den vulkanske fortid er let at få øje på i vinmarkerne, og de sorte sten hjælper med at holde på varmen.

Over halvdelen af de 15.500 hektar vinmarker i Baden er beplantet med det, som tyskerne kalder burgunder-sorter, altså pinot noir (spätburgunder, 37 procent), pinot gris (grauburgunder, 10 procent) og pinot blanc (weissburgunder, syv procent), og i Kaiserstuhl er de tre sorters dominans endnu mere udtalt.

Spätburgunder er kongen her, men den bliver udfordret af begge hvide sorter, som bestemt er værd at prøve. I hænderne på en vinmager som Konrad Salwey kan den ellers forglemmelige pinot blanc blive til en nuanceret og spændende weissburgunder.

Let og ubesværet at drikke

Salwey, som har sin vinkælder i Oberrotweil i den vestlige del af Kaiserstuhl, var for 10 år siden medstifter af Generation Riesling - sammenslutningen af unge, tyske, fremadskuende vinmagere - og i dag, hvor han er blevet for gammel til den slags (man bliver automatisk skippet ud af foreningen, når man runder 35 år), er han optaget i den prestigefulde VDP (Verband Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter).

Dermed skiller han sig ud fra den store mængde i Kaiserstuhl, hvor langt over halvdelen af al vin fremstilles af vinbønder, der er gået sammen i et winzergenossenschaft, som der findes en del af her. Konrad Salwey skiller sig også ud med sine vine, som er blandt de bedste, jeg har smagt fra Kaiserstuhl.

- Hovedmålet er at gøre det så let og ubesværet som muligt at drikke vores vin. Det kræver, at de har moderat alkohol og et lavt niveau af restsukker. Når man har de to ting på plads, skal de andre elementer nok rette sig ind, forklarer Konrad Salwey sin simple filosofi, mens han stille og roligt - og med pauser, hvor han standser op som for at overveje sine ord - skænker i vores glas.

- For at nå vores mål har vinene brug for megen tid på gærresterne, og derfor er vi ofte en af de sidste til at flaske vinene.

Den tålmodige tilgang til vinmageriet minder mig om flere af de biodynamikere, der huserer i Alsace og her laver vin, som distancerer de fleste af deres kollegers vine, for eksempel Marc Tempé. Konrad Salwey har også stået i lære i Alsace - hos regionens grand old man (som ikke er så gammel endda) Olivier Zind-Humbrecht.

Han laver dog vin i en helt anden stil, end Salwey gør, og er på ingen måde bange for restsukker, heller ikke i sine tørre vine.

- Sukker skal være tjenende, ikke prægende, mener Konrad Salwey - og han og Zind-Humbrecht kunne nok få nogen tid til at gå med diskutere, hvor grænsen går.

Diskussionen nuanceres yderligere af Salweys ønske med sine vine, for da jeg bemærker, at de forekommer som vine, der i udpræget grad er lavet til at ledsage mad, konstaterer han:

- Det er det eneste, der interesserer mig: At lave vin til gastronomi. Og jeg forsøger ikke at drikke mere, end jeg spiser.

Enten lykkes det ham godt, eller også er han en flittig motionist - manden forekommer i hvert fald ganske fit. Men med en flaske af hans weissburgunder fra marken Henkenberg oven for Oberrotweil er det svært at holde sig til et enkelt glas til maden.

Det er weissburgunder af høj klasse, hvor det tydeligt smages, at vinen har fået al den lagring, den havde brug for, på gærresterne - samtidig med at syren er spillevende og drikkeanimerende.

Industriel vin i New Zealand

Cirka fem kilometer længere mod øst, mellem Oberbergen og Schelingen, bor Franziska Schätzle. Hun er vinmager for familiefirmaet Gregor & Thomas Schätzle, og da jeg spørger hende, om hun længes efter at være medlem af VDP - man kan ikke søge, men kun blive inviteret med i "klubben" - konstaterer hun tørt, at det nok ville have været en fordel for 10 år siden, men i dag ville hun mere anse det som en fin udmærkelse.

Hun ved udmærket, hvordan hun får det bedste ud af sine druer. Franziska Schätzle har, som mange andre af sine jævnaldrende kolleger i både Tyskland og andre vinlande, arbejdet sig til erfaringer på vingårde i udlandet. Hun har studeret ønologi på vinskolen i Geisenheim og i Bordeaux, og dertil har hun arbejdet under en høst i Rueda i Spanien og været i New Zealand - igen som mange af sine jævnaldrende kolleger.

- Det skal man prøve, mener Franziska Schätzle, som søgte til New Zealand for at lære, hvordan man arbejder med vin oversøisk.

- Og så ville jeg gerne lære noget om storindustrien i vinen. Så jeg kom til at arbejde i Blenheim i Marlborough, hvor der på en enkelt 12-timers vagt om natten kom lige så mange druer ind, som vi får her i løbet af en hel høst.

Det var vin som effektiviseret storproduktion og ikke noget, hun kan eller vil kopiere her på familiens vingård.

- Men jeg tror, at gennem alt, hvad jeg oplevede ude i verden, opdagede jeg også, hvor stort potentialet var herhjemme i Kaiserstuhl.

Vingården ligger med udsigt til gamle terrasser anlagt med vin op ad skråninger på begge sider af vineriet. Mod syd, direkte over for vingården, ligger Tysklands varmeste bjerg, 435 meter høje Badberg, hvor overfladens temperatur på den sydlige skråning om sommeren kan nå op på 70 grader.

Bjergets navn henviser til den funktion, som det fik, da romerne bosatte sig i området. De fjernede en stor del af træerne på bjerget for at få vandet fra varme kilder i bjerget ned i dalen, hvor de indrettede bade.

- Vi ligger højere her end i Ihringen - omkring 350-400 meter over havet - og det giver vores vine en anden struktur og syrestabilitet. Jeg forsøger at arbejde mere præcist med syreværdier i vinene, fortæller Franziska Schätzle.

Det er en nødvendighed at få tilstrækkelig syre i druerne, for her er, ligesom i den øvrige del af Kaiserstuhl, varmt:

- Sidste sommer (2015, red.) havde vi fire uger i træk med 40 grader hver dag, men vinden er køligere her (end i den lavereliggende del af Kaiserstuhl, red.), og om natten køles vinplanterne af, fortæller Franziska, som efter kort tid begynder at sige "du", hvilket en dansker med traditionel folkeskole- og gymnasieundervisning i tysk lige skal vænne sig til.

Terrasserne på ydersiderne af Badberg leverer druer til Schätzles guts- og ortsweine, dvs. de to nederste niveauer i kvalitetsstigen. Der er ifølge Franziska mere elegance i vinene fra sidedalene, som derfor bruges til Schätzles bedste vine, kaldet Schatz (ordet spiller selvfølgelig på navnet Schätzle, der betyder "lille skat") og Reserve.

Det er især restauranter i Tyskland og Schweiz, der køber vinene fra Schätzle, og for dem er det afgørende, at vinene ikke er så massive, at de mætter gæsterne. Det er også af hensyn til restauranterne, at en del af vinene holdes tilbage på vingården, blandt andet i magnum- og dobbeltmagnum-flasker.

- Det er vigtigt, at vi også har modne vine, som restauranterne kan sælge til deres gæster, mener Franziska Schätzle.

Samme sted i 550 år

I Burkheim, små syv kilometer mod vest, residerer Weingut Bercher midt i den gamle bydel. Skiltet uden for det gamle hus fortæller, at familien har hørt til her siden 1457. Brødrene Arne og Martin Bercher styrer til daglig vingården, som er medlem af VDP.

Ligesom hos Salwey kan det ses på priserne, at vi er i den øvre del af det tyske kvalitetshierarki. Berchers Grosse Gewächse (VDP-medlemmernes navn for vine på grand cru-niveau) koster fra 26 til 40 euro, altså fra lige under 200 kroner til 300 kroner.

Med de priser og med områdets relativt ukendte status i Danmark kan jeg ikke dy mig for at spørge, om de overhovedet kan sælge noget til Danmark?

- Jo, det gør vi da. Vores danske importør, Crime Wine i Valby, har lige købt 900 flasker af vores 2012-spätburgunder Sasbacher Limburg. De sælger dem nu, men udleverer dem først til deres kunder om tre-fire år, når de er modne, fortæller Arne Bercher.

Charmen ved at smage vin i et gammelt firma som dette er, at man som regel ikke bliver henvist til et moderne byggeri i glas og stål, men bliver ledt ind i mere eller mindre private gemakker, hvor tunge egetræsmøbler og gamle billeder dækker væggene.

Vi sidder ved et solidt træbord og smager på en halv snes vine - fra den billigste grauburgunder til den dyreste spätburgunder, Burkheimer Feuerberg Kesselberg.

Bercher-brødrene demonstrerer, ligesom Salwey, en meget dygtig omgang med weissburgunder-druerne. 2014 fra grosses gewächs-marken Haslen er blød og medgørlig, balanceret og bare meget lækker at drikke.

Og 2014-grauburgunderen fra marken Villinger, der ligesom weissburgunderen koster 22 euro (cirka 165 kroner) i Tyskland, understreger, at hvidvin tages lige så seriøst her som de røde druer. Den har fedme i mundfornemmelsen og tyk frugt med en godt integreret syre.

Det er svært ikke bare at svinge visakortet og købe en kasse af hver, for koncentrationen af virkelig gode vinbønder er høj i Kaiserstuhl. Der er langt flere end de fem, som vi har fundet plads til i dagens test, så hvis du på vej hjem fra en ferie længere sydpå kommer gennem området med et halvtomt bagagerum, vil det ikke være noget problem at få pladsen fyldt ud med gode vine.

  • Journalist portræt

    Af:

    Journalist på Fyens.dk og vinskribent for Fynske Medier.