Prinsens vine er en dyr fornøjelse


Prinsens vine er en dyr fornøjelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vinredaktørerne havde store forventninger til smagningen af prins Henriks vine. Men priserne lagde en dæmper på begejstringen.

- Hm … det bliver vist heller ikke i år, vi bliver inviteret til nytårskuren, Klingenberg.

Den ældre vinredaktør kiggede på sin yngre kollega med en rynket pande. Foran dem stod to flasker rødvin til en samlet pris af 480 kroner. Ingen af dem havde imponeret redaktørerne.

- Næ, det gør det vel ikke. Og du har ellers et billede af regentparret stående på dit skrivebord, sagde den yngre redaktør i et forsøg på at lette stemningen lidt.

Det hjalp ikke. Foran lå arbejdet med at præsentere udbyttet af de sidste to dages smagning af vinene fra en af verdens få royale vinmagere: prins Henriks vine fra Château de Cayx. Der lå en udfordring i at holde balancen mellem klar og kontant forbrugeroplysning og passende høflighed over for prinsgemalen.

- Vi skal ikke ud i majestætsfornærmelse, formanede den ældre redaktør sin yngre kollega og stirrede på ham med løftede øjenbryn.

Chardonnayen er bedst

De to var gået til flaskerne med blandede erfaringer fra tidligere smagninger af enkelte af prinsens vine, men de håbede, at det passede, hvad de havde hørt: Vinene fra regentparrets franske vinslot var blevet bedre de senere år.

Det skulle ikke mindst skyldes, at prins Henriks nevø, Guillaume Bardin, med en fortid hos Mouton-Rothschild i Bordeaux er blevet ansat som direktør, og at chefønologen nu hedder Alexandre Gélis. Han har tidligere arbejdet sammen med den elskede og hadede vinkonsulent Michel Rolland, hvis stil er antitesen til tyndbenede og sammensnerpende vine.

Regentparret købte slottet i 1974 for 2,5 millioner kroner, og i dag, efter omfattende renovering, skulle det angiveligt være omkring 70 millioner kroner værd. Til slottet hører nu 23 hektar vinmarker, som fortrinsvis er beplantet med malbec - som her på egnen også kaldes auxerrois.

AOC-forskrifterne for Cahors tillader ikke hvidvinsproduktion, så da prinsen i midten af 1990’erne fik lyst til at forsøge sig med hvidvin, måtte vinene tappes under den bredere betegnelse ”Vins de pays du Lot”.

Skulle man udelukkende vurdere vinene efter deres område-betegnelse, ville en sådan vin være af ringere kvalitet end en vin med ”Cahors” på etiketten, men sådan hænger tingene selvfølgelig ikke sammen. Der kan laves klassevin uanset benævnelsen, hvis blot råmaterialet og den rette vinmager er til stede.

Hvidvinen, La Cigaralle på chardonnay, der har gæret på fad og med bundfald, gør et udmærket første indtryk. Frisk, frugtig og letdrikkelig med behagelig lav alkoholprocent og mange af druens karakteristiske kendetegn i både duft og smag. Til 129,95 kroner er den dog også betalt. Man kan godt finde oversøisk chardonnay, der leverer lige så godt til omkring en hundredkroneseddel. En lavere pris havde med andre ord udløst en stjerne mere.

For dyre

Le Rosé du Prince de Danemark, som prinsgemalen har kaldt sin terrassevin, fremstilles ligesom rødvinene fra Château de Cayx af malbec. Farven lover godt og kan selv en diset novemberdag gøre en tørstig, men bitter frugt og en lav syre får redaktørerne til at længes efter andre roséer i samme prisklasse (75 kroner).

Og bedre går det faktisk ikke, da rødvinene kommer i glassene. Første vin - Château de Cayx Malbec - imponerer med en vild, mørk duft, der nærmest råber på kød. Men i munden skuffer vinen og kan ikke leve op til de løfter, duften giver. Og til 129,95 kroner må redaktørerne igen konkludere, at der findes andre vine i samme prisklasse, som leverer mere overbevisende.

Et mørkt monster

Storebroren, Cuvée Majesté, der er fremstillet til dronningens 70-års-fødselsdag på en blanding af malbec (85 procent), merlot (10 procent) og tannat (fem procent), imponerer allerede ved skænkningen: Sort-lilla og farvemættet næsten helt ud til kanten i glasset minder den om noget, der har været igennem en australsk mostkoncentrator med tilsætning af Mega Purple.

Den slags er dog ikke nødvendigt i Cahors, hvor en del af egnens vine tidligere blev skibet til Bordeaux for at blive blandet i de fine slottes vine for at give dem mere farve og kraft. ”Den sorte vin” fra Cahors skylder druesorterne malbec og tannat sin massive farve, men hvor malbec-vine fra Argentina, druens andet hjemland nu om dage, også kan være dybt mørke som fætrene fra egnen omkring prinsens slot, er der en kæmpe forskel i vinenes struktur og umiddelbare drikkevenlighed. Argentinsk malbec kan være blød som en teddybamsekrammer, men en malbec fra Cahors er snarere som en stridbar bjørn med kløerne fremme.

Cuvée Majesté har fået roser mange steder, og vel er der tale om en vin med kæmpe koncentration og potentiale til mange års udvikling. Men lige nu er den, også efter flere timers luft, en lettere modvillig sag i munden, og man skal virkelig holde af kraftige tanniner for at nå bunden af flasken.

Og så er der lige det med prisen - 349,95 kroner er også en slags penge, og det er umiddelbart svært for os at få øje på det afgørende argument for, at man hellere skal snuppe en flaske af prinsens vin end for eksempel en barolo eller barbaresco, som fås i glimrende udgaver i samme prisleje, hvis man holder af tanninrig vin.

Det kræver med andre ord en villig smagssans at lære at sætte pris på vinene fra Cahors. Hvis man er vant til de argentinske bamser, vil man få sig en overraskelse, hvis man tror, der er tale om samme slags vin fra Cahors, blot fordi der står malbec på etiketten.

Prinsens vine er en dyr fornøjelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce