Det kræver sikkerhedsgodkendelse at komme til middag og vinsmagning på den amerikanske ambassade. Et godt glas slap gennem nåleøjet.
Et godt glas En indrømmelse: Jeg har aldrig været i USA.

Jeg har fløjet hen over de østlige stater et par gange, men aldrig sat fod på amerikansk jord. Det er næsten pinligt at sige det, når nu dollaren så længe har været så lav, og flere af mine venner har været af sted flere gange. Men jeg har altså ikke været der. Ikke før end mandag i forrige uge, da der bød sig en chance for en smuttur til USA. Endda med masser af vin på rejsen.

Klokken 11 står vi - en halv snes mennesker - neden for Stars and Stripes, et par hundrede meter fra Østerport Station. Den amerikanske ambassade i København er for uvedkommende lukket land. Et godt fire meter højt hegn omgærder bygningerne med mørke ruder, og i portnerhuset skal man forbi metaldetektor, vagter og gennemlysningsbånd, før man bliver lukket ind på de bløde tæpper.

Vi er heldigvis inviteret. Vores invitation gælder en smagning af amerikanske vine og frokost i ambassadens restaurant, The Diplomat, som i over 30 år har været en slags fremskudt brohoved for amerikansk mad og vin i Danmark - hvis man altså kunne få adgang til stedet.

Amerikansk mad og vin

Keld Johnsen, som er vært for smagningen sammen med Wine Institute of California, er sommelier og har været køkkenchef på The Diplomat siden 1978. Og han er af den grund noget af et særsyn i den danske restaurationsverden, hvor de færreste restauranter - hvis overhovedet nogen - har samme køkkenchef som for 31 år siden.

Men The Diplomat er heller ikke nogen almindelig restaurant. Man kan ikke bare ringe og bestille bord til familien - ud over at servere for ambassadens personale og gæster har restauranten kun åbent for firmaer, vinklubber og lukkede selskaber på mindst 25 personer.

Men kan man samle folk nok, giver et besøg i restauranten mulighed for at smage på et stort udvalg af amerikanske råvarer - som forskellige skaldyr, fisk og bison. Og alene udvalget af vin kan give en lyst til at komme igen.

Men der er som nævnt ikke fri adgang til restauranten: Ambassaden skal have navne på alle deltagere senest fem dage i forvejen og har ret til at afvise enhver, "der skønnes at være uegnet til at være på ambassaden", som det hedder i adgangsreglerne.

Nervøse soldater

Sikkerhedsprocedurerne er de samme, som hvis man skulle med et fly til USA, og da der senere på dagen kaldes til frokost, lyder det formanende fra Keld Johnsen:

- Jeg vil gerne have, at I følger med tjenerne ned i restauranten nu, så I ikke kommer til at gå forkert. Der er nogle soldater her, som godt kan blive lidt nervøse, hvis de ser fremmede gå rundt på ambassaden.

Mit håb om at møde en karseklippet, stift stirrende marinesoldat allerede ved hovedindgangen - bare for senere at kunne sige, at jeg slap forbi ham - bliver dog ikke til virkelighed. Vi må nøjes med fredsommeligt udseende danskere fra et privat vagtfirma. Det skrappeste, de bærer, er mørke solbriller og en walkie-talkie. De lukker os ind og gennem metaldetektoren i hold på tre, og efter at have sikret sig, at ingen af os har noget elektronisk udstyr med, udstyrer de os med et gæsteskilt og lukker os ud i en mellemgård. Her gælder det bare om at skynde sig videre til næste dør. Ingen unødige stop eller nysgerrig kiggen rundt - jeg ved, der er et kamera, der følger mig. Indenfor sørger en udkommanderet tjener fra restauranten for, at vi bevæger os direkte ind i det lokale, hvor vinene er stillet op på to lange borde.

De hvide

Ingen snushaner skal ud på svinkeærinder her, og det er der i øvrigt heller ikke tid til. Det er en halv time siden, jeg steg af s-toget på Østerport Station, og jeg er nu på amerikansk grund, omgivet af smageglas og flasker. Omkring 45 vine er stillet op til smagning, og vi har nu kun halvanden time til at snuse og smage os igennem. Det kræver en koncentreret indsats, og det er tydeligt, at de stadig flere gæster, der fylder lokalet - vintjenere, kokke, restauratører og vinskribenter - ved, hvad de i hvert fald skal nå at smage.

Der bliver hurtigt god plads ved bordet med de flasker, som koster under 100 kroner i indkøbspris, mens bord to, der blandt andet rummer flaskerne med hvidvin fra Kistler (til 600 kroner plus moms pr. flaske), hurtigt bliver omringet. Kistlers vine er ikke til at købe i almindelig handel, og selv amerikanerne må tilmelde sig mailinglister for at være heldige at få tilbudt at købe nogle flasker.

Kistler ER også god - især er det en befrielse at smage den hvide Les Noisetiers 2006, fordi den i modsætning til et par af de andre flasker, især Michael Davids "7 deadly chards", ikke er blevet begravet i nye fade. Kistler laver retlinede, fokuserede vine med god syre-/sødmebalance. Den fedme og umiddelbare frugt, som andre af de væsentlig billigere chardonnayer på smagningen har, er dog ikke så markant i de vine fra Kistler, der er med i smagningen. Det er vine, der kræver fordybelse for at give det fulde udbytte. Og fordybelse er der hverken ro eller tid til ved en smagning som denne.

Smagningens røde vine domineres af zinfandel, cabernet sauvignon og pinot noir. Der er store navne iblandt - så som Stag’s Leap Wine Cellars, Spottswoode, Poul Hobbs, Seghesio og Clos du Val. Kvalitetsniveauet er generelt højt - men priserne på vinene ligger for næsten alles vedkommende også et godt stykke over almindeligt supermarkedsniveau - og det generelt høje prisniveau er nok en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor amerikansk vin ikke er blandt de største sællerter her i landet. Sidste år lå USA på niendepladsen over de lande, danskerne drak vin fra - med kun 3,4 procent af markedet.

Bedst til prisen på smagningen er blandt andre Zinfandel 2005 fra Lake Mendocino Wine Cellars (86 kroner), Sketch Book Pinot Noir 2005 fra samme producent (200 kroner), Lot 205 Zinfandel 2006 fra Cartlidge & Browne (69,95 kroner v. 12 flasker) og Chardonnay 2007 fra De Loach (86,25 kroner) - se smagenoter og forhandlere til alle vinene på www.fyens.dk.

Luksus-vinbuffet

Maden på The Diplomat er selvfølgelig amerikansk - vi får kammusling, urte- og tangsalat, tun og blue marlin til forret, mens hovedretten er oksekød med blandt andet ingefær, hvidløg, lime, majs, tranebær, løgsoufflé og rødvins- og chokoladesauce. En stor del af vinene fra smagningen er flyttet med ned i restauranten til fri afbenyttelse til frokosten - og hvorfor påstå noget andet: Det er selvfølgelig en luksus at kunne skænke sig vine fra flere af Californiens bedste producenter og sammenligne dem til "egnstypisk" mad - uden at skulle tænke på regningen bagefter.

En desserttallerken med chokoladekage, bananmuffin, bærterrin og is af druer og zinfandel runder den hurtige frokost af - men folk er uvillige til at rejse sig og gå hjem. Det skyldes selvfølgelig, at der stadig er masser af fyldte flasker i vinbuffeten, og da der ikke har været spyttespande på bordene under frokosten, er stemningen lettere løftet.

- Kokke og journalister er de værste, de er aldrig til at få ud igen, lyder det fra Keld Johnsen, da han efter små fire timer med fødderne på amerikansk grund gør det klart, at det er tid til at vende tilbage til kongeriget Danmark.

Det går noget hurtigere og nemmere at komme ud af ambassaden, end det gjorde at komme ind, og jetlag - den er jeg helt fri for, da jeg sætter mig i s-toget til hovedbanegården. 
  • Fyens Stiftstidende

Mere om emnet

Se alle

Smagenoter fra ambassaden

High-lights fra smagningen

High-lights fra smagningen