Portvin er ikke kun til risalamande og pimpning i smug. Prøv en ung vintage port til en peberbøf og se, hvad der sker.

En vintage port er, som navnet antyder, en portvin fra en bestemt årgang - som også colheita og late bottled vintage port er det. Disse to typer får imidlertid længere fadlagring - en colheita kan ligge i årtier - og smager derfor anderledes end en vintage port, der som helt ung kan minde om en moppedreng af en australsk shiraz med et skud ekstra sødme.

Et godt stykke ad vejen foregår fremstillingen af en vintage port også som en typisk rødvin: Når druerne er plukket, mases de - enten ved at blive trådt pr. fodkraft eller ved mekanisk hjælp - og skallerne udblødes på den måde sammen med druemosten for at trække farve og tanniner ud.

Herefter gæres mosten - men når gæren har spist cirka halvdelen af sukkeret i mosten, blandes den med neutralt smagende alkohol for at standse gæringen og således både beholde sødmen og øge alkoholprocenten. Vintage port lagres på fad og tappes på flaske efter to år.

Syv gange vintage i 2011

Det er dog ikke hvert år, der fremstilles vintage port. Instituto dos Vinhos do Douro e Porto skal godkende producenternes vine, før de kan sælges som vintage port. I de bedste år deklarerer portvinsinstituttet årgangen som vintage-årgang. Den seneste deklaration faldt i 2007, men det forhindrer altså ikke, at producenterne også har kunnet sælge vin fra senere årgange som vintage.

2011 ser ud til at blive den nyeste vintage-årgang. Den har høstet masser af ros, og den 14. april erklærede firmaet Symington 2011 som vintage for syv af sine mærker: Graham’s, Dow’s, Warre’s, Cockburn’s, Quinta do Vesuvio, Smith Woodhouse og Quinta de Roriz (som Symington har sammen med firmaet Prats).

Producenterne kan også vælge ikke at tappe vintage port, hvis de ikke mener, vinene lever op til standarden. Da vintage port som hovedregel fremstilles af vine fra flere vingårde (quintaer), kan en producent i stedet vælge kun at tappe vinen fra en af gårdene som vintage-vin, hvis kvaliteten i de øvrige vine ikke er til en rigtig vintage port. I så fald bliver det en single quinta vintage.

God til røget ål

Men hvad stiller man så op med vintage port? Den skal selvfølgelig drikkes - og det kan man gøre efter at have lagret den i årevis i kælderen - eller man kan snuppe den med det samme og blive imponeret over styrken og dybden i den unge vin.

De bedste har en flot syre og meget markante tanniner foruden selvfølgelig en grundlæggende frugtsødme. Røget ål skulle ifølge The Vintage Port Academy - dannet af de seks gamle portvinsfirmaer Croft, Dow’s, Fonseca, Graham’s, Taylor’s og Warre’s for at fremme forståelsen af vintage port - gå godt i spænd med vintage port.

Det er et dristigt bud, og for mange vil det nok være en mental overvindelse overhovedet at sætte en vintage port på bordet til andet end eksempelvis mørk chokolade(kage) eller blåskimmelost (og så bør vinen have lidt alder).

En godt krydret peberbøf er imidlertid også en god partner til en ung vintage port. Her er peber til at matche vinens kraft og styrke, og tanninerne i vinen arbejder godt med kødet. I dag har vi testet to vintage-vine - 2004 Quinta do Vale Meão 2004 og 2009 Quinta do Crasto - og begge er kort fortalt meget anbefalelsesværdige. Både til bøffen og til glasset for sig selv. I denne sammenligning vinder den ældre vin dog marginalt over den yngre, fordi frugtsødmen er mindre dominerende, mens tanninerne stadig er i fin form.

Til en pris på 300-315 kroner flasken er det ikke vin, man lige impulskøber, men und dig selv oplevelsen en gang imellem - og køb eventuelt en kasse sammen med andre, der holder af denne type vin. Endnu en god ting ved vintage port er jo, at den tåler års lagring.