Hvor vildt kan det blive? I dag kigger vi både højt og lavt og i nord og syd efter de mest ekstreme vine, der findes.

For fem år siden var naturvin så hip, at selv hipstere, i hvert fald i Danmark, kun lige var begyndt at fatte, hvad det drejede sig om. Det var det nye sort for sommeliererne på restauranter i København og små specialiserede vinforhandlere, der kunne sælge ukendte vine på ukendte druer fra ukendte vinbønder til trecifrede beløb, når blot der stod "vin de France" (bordvin, den laveste klassifikation i Frankrig) på etiketten.

Og der blev fortalt nostalgiske historier om amfora-lagrede vine fra Georgien, som var det en ældgammel og længe savnet kulturskat, som vi endelig kunne nyde igen takket være idealistiske vinbønder, der havde genoptaget forfædrenes måder at lave vin på.

Efter at have smagt på sagerne måtte en og anden tænke, at der nok var en årsag til, at produktionen af vin havde udviklet sig en del, siden dengang det var normalt at hælde det på lerkrukker ...

Det er især naturvinfolkenes forsøg på at minimere og helst undgå tilsætning af svovldioxid til vinen, der har været det store diskussionsemne. For uden SO2 kan det gå galt: Vinene kan oxidere og få en tydelig sherryagtig smag. Det går især ud over mosten til hvidvin, der normalt ikke gærer med drueskallerne, som rødvin gør - tanninerne fra druerne giver rødvinen en vis beskyttelse mod oxidering. Vinen kan også få eddikestik. Og uden tilsætning af svovldioxid kan vinen også begynde at gære igen, hvis der er levende gærceller tilbage, når den bliver hældt på flaske. Det kan betyde alt fra et lille "fizzz", når flasken bliver åbnet, til en flaske, der pludselig eksploderer, fordi kuldioxidtrykket bliver for stort.

Nu er naturvin efterhånden et så bredt omtalt fænomen, at hiphedsfaktoren må siges at være for nedadgående. Men så er der de orange vine, som stadig har et skær af mystik over sig. Orange vin er fremstillet af grønne druer, men fordi mosten har gæret sammen med drueskallerne - altså ligesom man laver rødvin - trækkes der både tanniner og andre polyfenoler ud af skallerne, og det anses ikke nødvendigvis som en fejl i vinen, hvis den er oxideret.

Veganervenlig og let orange

Til dagens test har vi fundet en vin, som ikke bare kalder sig orange - den er også Demeter-certificeret, dvs. fremstillet efter de biodynamiske forskrifter, og den opfylder et af tidens store livsstilskrav: Den er nemlig vegansk. Ingen dyr kom således, så vidt vides, til skade under fremstillingen af vinen, som i øvrigt baserer sig på den mindre kendte druesort johanniter.

Det er Gustavshof i Rheinhessen, hvor store navne som Keller, Kühling-Gillot, Battenfeld-Spanier og Seehof laver mere traditionel vin i topklasse, der står bag 2014 Orange Trocken, som faktisk ikke er så orange endda, snarere lidt tisgul og uklar. Det er ikke sit udseende, vinen skal sælge sig selv på. Den er til gengæld behageligt fri for oxiderede toner i både duften og smagen, og med lidt god vilje kan den siges at have en slank, mineralsk krop med en god syre.

En stor pleaser er den ikke, men hvis du vil snuse til det der orange vin, behøver du ikke føle, at pengene er smidt ud ad vinduet, hvis du køber denne vin.

Det vil på ingen måde være spild af penge at investere i rieslingen fra Rippon i Central Otago, der ligger på Sydøen i New Zealand. Central Otago er verdens sydligst beliggende vindistrikt - vi er tættere på Sydpolen, end både vinmarkerne i det sydlige Patagonien i Argentina og vinmarkerne i Cape-provinsen i Sydafrika - men vinen, som koster 200 kroner hos H.J. Hansen/Vinspecialisten, har så megen volume i smagen, at den stilmæssigt minder om en shiraz-basse fra det varme Australien et par tusind kilometer væk. Syren gør den samtidig så drikke-animerende, at man får lyst til en slurk mere. Og så lige et glas vand. Det er en stor mundfuld.

Norsk vin - men kun til udskænkning

Her ville det være passende at bringe den nordlige halvkugles modsvar, men vinen fra det, som skulle være den nordligste kommercielle vinmark, kan endnu ikke købes i fri handel. Vinen kommer fra Lerkekåsa Vingård i Gvarv i Telemark i det sydlige Norge, der, så vidt vi har kunnet finde frem til, er den nordligst beliggende vingård.

- Vi har licens til udskænkning af vin, men ikke til at sælge den, fortæller Joar Sættem fra vingården.

Sammen med sin hustru, Wenche Hvattum, plantede han de første druer i 2008, og selvom frugtvin er parrets vigtigste forretningsområde, arbejder tiden for deres druer.

- Vi er med i en forening for norske druedyrkere, og dyrkningen bevæger sig nordover, fortæller Joar Sættem.

Endnu længere mod nord, på øen Olkiluoto i det sydvestlige Finland, ligger faktisk også en vinmark. Druerne bliver dog ikke brugt i vin. Marken på bare 0,1 hektar ligger ved siden af et atomkraftværk, og overskudsvarmen herfra bliver brugt til at den eksperimentelle vinmark, som giver et årligt udbytte på 850 kilo druer af sorten zilga.

Lækker bøfvin fra 2300 meters højde

Til gengæld kan vi købe vin fra en af verdens højest beliggende vinmarker. Kjær & Sommerfeldt forhandler vinene fra Bodega Colomé i det nordvestlige Argentina, som laver vin af druer, der vokser i over to kilometers højde. Det er ikke verdens højeste vinmarker - den højeste vinmark ligger i nabolandet Chile, hvor der ved Talabre nær Atacama-ørkenen er plantet vin i 3500 meters højde.

Det smager dog lidt af fugl - eller måske kondor, nu da vi er i Andesbjergene - når man på etiketten kan læse, at vinen i glasset kommer fra marken Colomé i 2300 meters højde over havet.

Man kunne tro, at det ville blive for koldt for druerne i denne højde, men de har netop brug for kølighed i løbet af natten for at give balance til smagen, der ellers ville blive præget af det kraftige sollys, som druerne får i bjergene.

Vinen er lavet på malbec, Argentinas røde nationaldrue, som godt kan give en temmelig plump og tung vin. Her er det dog lykkedes at få en stram, men stadig frugtdomineret og meget lækkert duftende vin ud af anstrengelserne i højderne. Til 239 kroner for en flaske bør det også smage godt, men er du villig til at betale den pris, kan du forvente en vin med stort bundtræk og samtidig masser af charme. Det er en udtalt bøfvin.

Ekstremer giver ekstrem vin. Hvor det i en tør vin gælder om at få omdannet det meste af sukkeret i mosten til alkohol, gælder præcis det modsatte i det, der betragtes som en af verdens fineste søde vine: den ungarske specialitet eszencia. Her bliver tokaj-druerne først høstet, når de er overmodne og angrebet af ædelråd, hvilket får dem til at skrumpe og koncentrerer deres sødme. De bliver lagt i beholdere med tappehaner, og vægten fra de øverste druer presser automatisk most ud af de nederste. Denne most - essensen - er så sukkerholdig, at det kun er muligt at gære vinen op til nogle få procent alkohol.

Det siger sig selv, at eszencia er en smådyr vin. 25 centiliter kan fås for cirka 1000 kroner og opefter. Smagen kan beskrives som flydende rosinhonning - det er ikke en væske, man behøver store mængder af.

Det gør man heller ikke af den vin, vi har valgt at købe til dagens test. Her slap vi med 225 kroner, og selvom sukkerindholdet så kun er omkring en tredjedel af, hvad det kan være i en eszencia, rækker de 244 gram sukker pr. liter i Fine Old Muscat fra australske Buller Wines så rigeligt til at sirupsdække hele mundhulen.

Vinen er fremstillet ved at presse de koncentrerede muscat-druer og hælde mosten i åbne gæringskar. Her gæres den med den vildgær, som findes på druerne, indtil alkoholprocenten er nået op på seks. Derefter tilsættes druesprit, indtil vinen holder 18 procent. Det standser gæringen, og vinen hældes nu på store tanke, hvor procenten finjusteres, før hedvinen overføres til et solerasystem. Den blandes altså, ligesom sherry, med vin fra tidligere år, så det endelige produkt er ens, år efter år.

Polynesien vil også være med

Der er selvfølgelig steder på kloden, hvor der ikke er naturgivne gode forhold for vindyrkning. Men selv i Indien og i ørkenen langs Nilen i Egypten er der plantet vin. Så hvis du en dag er så heldig at lande i Tahiti, bør det ikke overraske dig, at du også her kan nyde lokale dråber.

Domaine Ampelidacees på øen Rangiroa dyrkes både de grønne sorter muscat de hambourg og italia og den blå carignan. De anvendes til at fremstille to hvidvine, en rosé og en sød vin, som vi forgæves har forsøgt at få fingrene i. Beskrivelsen af dem lyder nemlig fristende: De er friske og har en "mind-blowing" aroma.

Øen har en omkreds på 38 kilometer og er en af de største atoller i verden - og så har den et klima, der ville give enhver europæisk vinmager nervøse trækninger. Den gennemsnitlige minimumstemperatur kommer ikke under 23 grader, og i seks af årets 12 måneder falder der mellem 100 og 200 millimeter regn. Og så kan der i øvrigt høstes to gange om året.

De første tre hektar vinmark blev plantet i 1997 efter flere års forsøg med forskellige vinmarker, og i dag er marken vokset til en størrelse af otte hektar, som giver druer til 40.000 flasker. Det er altså ikke bare en hobbyproduktion - de mener det alvorligt, langt derude i Stillehavet.

  • Journalist portræt

    Af:

    Journalist på Fyens.dk og vinskribent for Fynske Medier.