Whisky kan godt smage af banan, mango og død sømand - bare den er gammel nok
En flok fynboer smagte sammen med Jaque Sutherland på flasker fra forlængst lukkede destillerier
Jacque Sutherland er en munter kvinde, og hun har sin egen forklaring på, hvordan hun og hendes landsmænd - skotterne - fik whiskyen: Gud var så venlig at give skotterne whiskyen, og da én indvendte, at det var at forkæle dem, replicerede Gud.

- Vent så og se, hvilke naboer de får ...

Netop Guds gave til skotterne er i fokus denne aften på restaurant OT på toppen af Odense Teater, hvor kønsfordelingen understreger, at whiskysmagning er en mandesport. Antallet af kvinder kan tælles på en savværksarbejders hånd, men de er der altså.

Single malts er en kvalitetsbetegnelse for whisky, og denne aften byder på en stribe af slagsen. Men her er det ikke som normalt single malts med whisky fra flere fade i en blanding, men whisky fra et enkelt nummereret fad, der er hældt på flaske.

Og Jacque Sutherlands kolleger i firmaet Duncan Taylor & Co har valgt de bedste fade ud af en samling på mere end 4000. Firmaet har i år vundet priser som Independent Bottler of the Year for sine kvalitetsdråber, hvoraf mange kommer fra forlængst lukkede destillerier.

Skotskternet, selvfølgelig

Jacque Sutherlands arbejdstøj er nederdel, skotskternet selvfølgelig, og som marketingdame til fingerspidserne understreger hun den unikke mulighed for efter smagningen at købe dråber fra nu forlængst lukkede destillerier. Hun giver publikum det samme råd, som den amerikanske komiker Bob Hope engang formulerede - nemlig at investere i noget, der ikke bliver mere af - han mente jord, hun whisky.

Vi skal smage otte forskellige af slagsen denne aften, heraf to flasker fra årgang 1965, som dermed er ældre end i hvert fald nogle blandt publikum.

- Vi gider ikke rode med whisky på under 10 år. Det bliver whisky uden E-numre og uden karamel som farve. Derfor er de også lysere, bebuder Jacque Sutherland.

Jacque Sutherland lægger blødt ud med en 16 års Glentauchers fra 1990, en Speyside-whisky med en styrke på 46 procent. Mere end de fleste i butikkerne, men langt fra det højeste, vi skal nå i aften.

Glentauchers er let at gå til, blød og cremet, og Jacque Sutherland opfordrer publikum til at dryppe et par dråber vand i drammen for at se, om den fortæller en anden historie. Her er moden banan i næsen, banan som i milkshake og lidt mango, og Jacque Sutherland lægger ud med sit bud.

- Den er ret herbally for mig, men igen: Der er ikke noget rigtigt eller forkert omkring whisky, understreger hun.

Seriøse gardiner hænger på indersiden af det tulipanformede glas, som samler aromaerne mod toppen.

Den næste er fra det klassiske destilleri Macallan, endnu en 16 års i samme procent. Farven er dybere, fordi den er lagret i et portvinsfad, gardinerne på indersiden af glasset er længere, og den byder på tung frugt, vanilje og en pæn sødme. Federe, mere olieret og med citron og appelsin leder den tanken hen på kattetunger. Alkoholen svider tungen.

- Den har mere kraft, konstaterer Jacque Sutherland.

Tredje whisky er en såkaldt grain fra 1965.

- Før vi alle var født, siger Jacque Sutherland med tyk skotsk accent og griner.

En grain bliver ofte lavet på maltet byg, men ellers er begrebet udtryk for, at den kan laves på alt, hvad der er billigt. Denne er fra fad nummer 15.516 fra Invergordon, holder sine 50,1 procent og giver en god varme i halsen og vækker bred jubel ved bordet.

- Jeg skal have noget med hjem til Fru Rasmussen, konstaterer en mand lidt længere nede.

En solnedgang i karamel

Whiskyen tapetserer mundhulen med en solnedgang i karamel. De 44 år har rundet den fantastisk med karamel og blød nougat i smagen. Jacque Sutherland fortæller vitsen om skotten, som efter sin død gerne ville have hældt whisky over sig, inden han blev lagt i jorden. Det havde hans kammerat ikke noget problem med at hjælpe ham med-

- Men er det i orden, at whiskyen har været gennem mine nyrer først.

Nummer fire er en 26 år gammel Glenesk med en vindstyrke på 59 procent, og dermed har den stort set ikke tabt noget alkohol under fadlagringen. Her ryger ellers et par procent om året - det, der kaldes englenes andel.

De bevingede væsener måtte kigge langt efter noget fra fad nummer 934, som har sukkerrørssødme som rom, lidt kirsebærlikør og rød frugt.

- Den er fra en af de allersidste casks, så det er en ret unik oplevelse i aften, fastslår Jaque Sutherland.

Det er tid til pause og sandwich, stemningen i forsamlingen er blevet nærmest højrøstet, og Jacque Sutherland åbner andet og sidste heat med at forklare sit publikum forskellen på en skotte og en kokosnød: Man kan altid få en drink ud af en kokosnød.

Og prisen

Nu har aftenens deltagere betalt for at komme ind, men af hensyn til deltagere med eventuelle hjerteproblemer får vi først oplyst priserne på aftenens flasker til sidst - og i øvrigt er det også sjovere at smage whisky end priser, lyder den mere seriøse begrundelse fra arrangørerne i Vinens Verden. Publikum har svært ved at holde fokus på Jacque Sutherlands korte oplæg til de enkelte flasker. Og klokken 21.10 er det et spørgsmål, hvor mange der egentlig for alvor hører efter.

Nummer syv er en Bowmore, det ældste destilleri på Islay fra Duncan Taylor NC2 Range. Næsen er let cremet og sød, mens smagen har en pæn tyngde, røg og et touch af døde sømænd på flaske.

Den er lidt salty i smagen ifølge Jacque Sutherland.

- Den er ikke rå, men meget blød - en whisky for folk, der ikke er vant til den fulde kraft fra Islay, noterer hun og opfordrer folk til at komme en dråbe vand i de 46 procent.

Man skal dog passe på, lyder det fra en ved bordet. Han prøvede tricket med en Bowmore årgang 1958, som døde inden anden slurk. Men den første var god.

Aftenens sidste dram er lidt mere røget, 58,1 procent Caol Ilha, og ved bordet får den ros for en fantastisk duft, inden en af deltagerne bryder ud i hoste.

- Den er go’, hva’.

Whiskyen smager af barbecue-bål med sin brændte næse, alkoholen svider slimhinderne, og den har tjærenoter - men er alligevel en letgående Islay. I hvert fald ifølge Jacque Sutherland. Hun trækker ud i nederdelen og nejer smukt for publikum, aftenens tour de whisky er forbi. Hun har bevist, at man ikke altid kan se forskel på en skotte og en kokosnød. Det var muligt at få en drink ud af hende. Men hun er jo skotte, så publikum havde betalt for den på forhånd.
  • Fyens Stiftstidende

Mere om emnet

Se alle

En skatkiste med whisky