En tykskallet, grøn drue og tempranillo under et andet navn er blandt dagens anbefalinger til dig, der holder sommerferie i Spanien og har lyst til at prøve anderledes vine.

17. juli 1996 var endnu en varm dag i det sydligste Frankrig. Solen fulgte skånselsløst de tilbageværende ryttere i årets Tour de France alle 262 kilometer fra Argelès-Gazost på den franske side af grænsen til den spanske by Pamplona på sydkanten af Pyrenæerne. For tv-seere i Danmark og resten af verden var det en bemærkelsesværdig etape i verdens største cykelløb. Siden 10. etape havde Bjarne Riis kørt i den gule trøje efter sin sejr på den stærkt forkortede bjergetape til Sestrières, og på dagen, hvor feltet krydsede grænsen til Spanien og kørte gennem den femdobbelte tour-vinder Miguel Indurains hjemby, Villava, kunne alle bevidne kongens fald.

En sygdomsramt Indurain kunne ikke følge med Riis og de øvrige medicin-hjulpne ryttere i spidsen af feltet på den 262 kilometer lange kongeetape og kom i mål som nummer 19, otte minutter og 30 sekunder efter vinderen, Laurent Dufaux. Indurain blev hjulpet på podiet i Pamplona for at blive hædret af Riis, som kunne iføre sig en ny gul trøje. En konge var faldet.

Og hvad har det så med vin at gøre? spørger du. Set fra en sofarytters synspunkt er svaret: Meget.

For det er oplagt at kombinere intens tv-sening af touren med vine fra de områder, som rytterne kører igennem, når feltet fra næste lørdag er i gang igen. 21 etaper fører rytterne og tv-seerne gennem adskillige vinområder i Frankrig, og som sædvanlig slår feltet også et smut ind over den spanske grænse, når ruten går over flere bjerge i Pyrenæerne. Og så skal der naturligvis spansk vin i glasset.

Samtidig med Indurains slidsomme tur gennem Pyrenæerne hjem til Pamplona var en revolution i gang i den spanske vinverden, som i årtierne forinden ikke ligefrem svulmede af kvalitetsvine. For meget spansk vin var ligegyldig og kedelig eller forudsigeligt sovset ind i amerikansk egetræ.

Men i 1986 trådte Spanien ind i EU, og det åbnede for udviklingen af landets vinområder. Samtidig forstod fremsynede folk som René Barbier, Alvaro Palacios og Dafné Glorian at udnytte de billige priser på jord i et uvejsomt område syd for Barcelona, hvor de plantede moderne sorter som cabernet sauvignon, merlot og syrah og samtidig opkøbte marker med gamle garnacha- og cariñena-vinstokke. Det var rettidig omhu. Og det resulterede omkring årtusindskiftet i, at Priorat blev det hotteste vinområde i Spanien med Palacios' kultvin L'Ermita som det klarest lysende ikon.

Det affødte en jagt på andre gamle vinstokke og uslebne diamanter i det spanske vinland, og nærmest ud af det blå kom der vine på hylderne med pæne etiketter fra steder som Somontano, Montsant og Toro. Det var ikke nye områder, men vinene derfra havde levet forholdsvis ubemærket indtil da. Der er med andre ord nok af gode sager at lede efter, hvis din sommerferie går til Spanien.

Landet er for mange nok især kendt for sine rødvine, og til dagens test var det som udgangspunkt meningen, at vi ikke ville nævne tempranillo, den blå drue, der danner basis for vinene fra blandt andet Rioja. Tanken var at præsentere mindre kendte druer og vine. Det gør vi også, men tempranillo er vanskelig at komme udenom, for den findes i så mange andre udgaver end supermarkedets egetræssvøbte Rioja. Tempranillo har en række synonymer i Spanien: I Ribera del Duero kaldes den tinta del país, og i Peñedes vest for Barcelona hedder den ull de llebre. I det centrale og sydlige Spanien kaldes druen cencibel, mens den i Portugal lyder navnet aragonez. Og så findes den såmænd også under navnet grenache de logrono, hvilket nok kunne forlede nogen til at tro, at der så var tale om en variant af druen, der især er kendt for alkoholrige vine fra det sydlige Rhône.

I Toro nordvest for Madrid hedder den lokale variant af tempranillo tinta de toro, og i dette højtbeliggende område med vinmarker 600-750 meter over havet kan druen give komplekse vine med både frugttyngde og den nødvendige syre, som hjælpes på vej af de kølige nætter i højlandet. Et eksempel er den "billige" vin fra Bodega Numanthia, Termes. I årgang 2008, som sælges hos Godevine.dk for 225 kroner (175 kroner ved tre flasker), er der en god, opløftende syre og opstrammende tanniner. Den er et udmærket køb til tilbudsprisen, og den virker endnu så ung, at den formentlig kan udvikle sig mindst fem år endnu - den kan bruge masser af luft i glasset. En væsentlig anderledes og mere "kølig" fortolkning af sorten tempranillo end den klassiske Rioja-stil.

Numanthia ejes af luksuskoncernen LVMH (Louis Vuitton Moët Hennesy), og vingården er en af de kendteste i Toro-distriktet. Foruden Termes fremstilles vinene Numanthia og Termanthia - den sidste er topvinen (til cirka 1100 kroner) fra en 4,8 hektar stor vinmark kaldet Teso de los Carriles, hvor en lille del af vinstokkene er over 140 år gamle. En anden velanset producent er Pintia, som ejes af en af hele Spaniens mest kendte vingårde, Vega Sicilia. Pintia forhandles af bl.a. Sigurd Müller Vin og FineWines.dk og koster omkring 300 kroner i Danmark - i Spanien burde du kunne finde den til omkring 32 euro (238 kroner), mens Termes ligger til omkring 21 euro (157 kroner).

I Cigales, et andet højtbeliggende område mellem Toro og Ribera del Duero i det nordvestlige Spanien, hvor vinmarkerne ligger i cirka 750 meter højde over havet, hedder tempranillo tinta del país. Her bruges den især til rosado (rosé), og hvis du er vant til rosé i den provencalske/sydfranske udgave, er dette noget helt andet. Her er massivt tryk på frugten med aromaer af jordbær og hindbær og en moderat syrlighed, som gør, at vinen helst skal serveres godt afkølet for ikke at komme til at virke saftevandsagtig. For 99 kroner kan du hos D-wine i Aalborg få Carredueñas Rosado i 2015-udgaven - en udtalt sommervin der kan drikkes i store slurke uden så mange dikkedarer. Det er ikke en vin, du skal vælge, hvis du holder af en fast syre, der griber om tungen, men den er sjovere end mange af de billigere roséer fra kølemontren i supermarkedet.

Rødvinene i dagens test udmærker sig - årstiden taget i betragtning - ved, at de alle smager bedst efter en tur i køleskabet i nogle timer. Kølighed er med til at lægge en dæmper på både alkoholfornemmelsen og den fyldige frugt. Rundt om Priorat, det forjættede land, der nu har noget nær kultstatus blandt vinkendere, ligger Montsant. Her dyrkes de samme druer, og jordbunden minder nogle steder om den blanding af sort skifer og kvarts, kaldet llicorella, som druerne i Priorat trives så godt i.

Vinen Les Tallades fremstilles af et kooperativ, og til prisen på 60 kroner for en flaske (ved køb af seks flasker) har medlemmerne gjort det udmærket. Vinen er en blanding af garnacha, merlot, tempranillo og carignan og er proppet med frugt i smagen. Syren kunne være større, til gengæld er tanninerne spillevende og holder vinen rank. Det skinner i øvrigt for tydeligt igennem, at man snyder sig selv, hvis man køber vinen til stykprisen.

I den modsatte side af landet, ude i Galicien nær Spaniens atlanterhavskyst, ligger vinområdet Ribeiro. En af de populære rødvinsdruer i dette køligere område hedder sousón - det er oprindeligt en portugisisk drue, som også bruges til portvin. I Ribeiro anvendes den som farvegivende drue i blanding med andre druer, men i dagens vin fra Coto de Gomariz har den fået lov at stå alene. Det kan den sagtens - faktisk er den et charmerende bekendtskab med sine udtalte bæraromaer i både duften og smagen. Den minder lidt om en blanding af den alkoholpotente og sødmefulde garnacha og den jordbærfriske gamay, der bruges i Beaujolais. Vi er her "nede" på 100 kroner for en flaske - det er ikke decideret billigt, men kvaliteten kan bære prisen.

Albariño fra Rías Baixas

Og så, mine damer og herrer, kommer vi til det, der som minimum bør prøves på ferien i Spanien: En spansk hvidvin på druen albariño. Det er mildt sagt ikke en drue, der overbefolker vinhylderne i danske supermarkeder, så du må til en vinhandler for at finde de spanske hvidvine på den lille, tykskallede grønne drue, som i Portugal kaldes alvarinho og bruges til vinho verde. Rías Baixas hedder området ved Galiciens vestkyst, hvor albariño har sin spanske højborg, men den fås heldigvis i forretninger over hele Spanien, for vinmagerne i Galicien har formået at gøre albariño til Spaniens mest ansete hvidvinsdrue, og du kan finde udmærkede eksemplarer i supermarkeder i den modsatte ende af landet til under eller omkring 10 euro.

Det er godt, for de færreste almindelige turister når til Galicien - de, der gør, kommer blandt andet, fordi byen Santiago er endemålet for caminoen, den gamle pilgrimsrute til byen, hvor apostlen Jakob angiveligt ligger begravet. Men med en gennemsnitlig årlig nedbør på 1530 millimeter (i Danmark får vi lidt over 700 millimeter) er det ikke et sted, man typisk tager hen for at solbade. Albariño er heldigvis den lykkelige kombination af en drue, der giver en aromatisk og frisk vin og samtidig er i stand til at modstå den meldug, som på grund af det fugtige klima nær Atlanterhavet er en konstant trussel mod druerne. Den vinificeres både som enkeltdruevin og i blanding med andre sorter, og vi har begge dele med i dagens test.

The Cup & Rings skylder sit engelske navn den skotske vinmager Norrel Robertson, som under firmanavnet El Escocés Volante (den flyvende skotte) fremstiller vin fra flere områder i Spanien. Etiketten viser symboler, som er fundet i helleristninger i blandt andet Galicien. Efter to års lagring på gærresterne er vinen blevet meget afrundet, næsten olieret, i mundfornemmelsen, så syren ikke opleves påtrængende på nogen måde, snarere lidt underspillet. Men det betyder ikke, at vinen er kedelig. Til gengæld overpræsterer den heller ikke i forhold til prisen på 149 kroner.

Der er et bedre prisforhold i vinen Señorío de Rubiós, som er en blanding af treixadura, loureiro, albariño, godello og torrontés. Hvis du ikke har hørt om alle disse druer, er du ikke alene. Ligesom albariño bruges treixadura og loureira også i vinho verde fra Portugal, mens Godello også vinificeres til enkeltdruevine i Spanien. Torrontés er mere forvirrende, for druen er angiveligt ikke i familie med den sort, der går under samme navn i Argentina, men muligvis identisk med den portugisiske fernão pires. Señorío de Rubiós udmærker sig med en meget frugtfyldt duft, men det krævede et døgns tid i køleskabet efter åbning, før syren kunne balancere den meget runde og bløde mundfornemmelse.

Syrligheden er heller ikke afskrækkende i albariñoen fra Paso Señorans, som igen viser en af druens typiske aromaer, melon, sammen med æbler. Det er meget drikbar vin - det skal den også være til 189 kroner, og i den prisklasse begynder seriøse konkurrenter fra Tyskland og Frankrig at trænge sig på, så vi når ikke højere end tre stjerner.

Men sidder du med fødderne i sandet tæt på havet, en altan med udsigt til bjergene eller på en tapasbar i Barcelona, kan vinen som bekendt smage meget bedre, end den gør, når den er udsat for en "klinisk" smagning ved et hvidt bord. Og det er måske den vigtigste vejvisning til god vin på ferien: Det gør ikke noget, at vinen er billig, hvis du drikker den i godt humør og i godt selskab.

  • Klingenberg_Kenneth_(2015)_15

    Af:

    Jourhavende på Fyens.dk og vinskribent

  • Journalist portræt

    Af:

    Journalist på Fyens.dk og vinskribent for Fynske Medier.