Vinredaktøren trykprøver en stribe chilenske crowdpleasere fra supermarkedet. Flere ældes med ynde, andre bliver som sure, gamle mænd, og en ungdommelig vin er mest af alt som en vrissen teenager.

Man kan som bekendt ikke bade i den samme flod to gange. Det konstaterede allerede de gamle grækere i et filosofisk øjeblik, og selv en Peter Sisseck kan ikke fremstille den samme pragtvin to gange.

Når du åbner en vin, er den et øjebliksbillede på en sæson i et bestemt område, hvor en vinmager har fortolket druerne med sit greb om antal dage i gæringskarret, lagring på fade og den tid, som vinen har fået på flaske.

Vin er med andre ord et produkt af mange faktorer, selv om det mere gælder for håndlavede vine end de industrielt producerede vine, som er grundlaget for denne uges eksperiment i vinspalten.

Startskuddet fra Arthur Metz

Den ældre vinredaktør blev inspireret af en ydmyg flaske riesling fra det kooperative Arthur Metz i Alsace. En flaske fra 2006 viste sig at være holdbar i den forstand, at vinen havde udviklet sig fra en basal metervare-riesling til en kompleks vin med et egentlig ret lækkert præg i stil med sherry - ikke helt så oxideret, men med en cremet tørhed, som var tiltalende.

En jagt i kælderens dunkle kroge frembragte en flaske Terrunyo på den chilenske nationaldrue carménère årgang 2006 fra mastodonten Concha y Toro, som er det største firma i det langstrakte, sydamerikanske land - og lidt længere inde lå en Casillero del Diablo på druen cabernet sauvignon fra 2008 fra samme firma. To flasker med 10 og 8 år på bagen.

Concha y Toro finder man i Coops butikker, mens Dansk Supermarked gennem mange år har købt prisvenlig blockbustervin hos konkurrenten Montgras, som også har sit hovedkvarter i Santiago de Chile. På hylderne lå en Montgras cabernet sauvignon fra 2008 foruden en syrah fra 2011 fra koncernens vineri Ninquen, som ligger højt på et bjerg.

Herefter gik vinredaktøren på jagt i Kvickly, Netto og Bilka og rykkede de nyeste modeller ned til en smagning af, hvordan alderen trykker, gavner eller måske ligefrem laver mirakler på nogle af de mest solgte flasker i Danmark.

To vine fra samme blok i marken

Nu kan man som nævnt ikke stikke tæerne i den samme flod to gange, men med Terrunyo-serien er vinelskeren tæt på, for indholdet af de to flasker stammer fra det samme område i vinmarken - nemlig Block 27, som det står på flasken - og desuden er sæsonerne mere konsistente på marken Peumo i Cachapoal Valley end i det hagl- og kulderamte Bordeaux, så de er til at sammenligne. Nogenlunde da.

Årgang 2006 har haft godt af at ligge i kælderen, for den er langt mere åben i duften, nuanceret og koncentreret i smagen end sin yngre bror.

Det samme gælder Casillero del Diablo, som er basismodellen hos firmaet og en billigere masseproduceret vin: Den nye årgang skuffer med lav syre og ditto koncentration, mens årgang 2008 har et ældet præg, som er mere interessant end en decideret nydelse - lidt en vissen, gammel knark af en vin. 2014-modellen har fået skruelåg, og måske har koncernen skåret nogle hjørner i produktionen ...

Dansk Supermarked har tilsvarende to niveauer i kvalitet fra Montgras med bjergvineriet Ninquen som den dyre udgave. Montgras' reserva på druen cabernet sauvignon er ældet smukt i stil mod god bordeaux, mens den nyeste flaske mest af alt virker som en vrissen teenager, der bliver trukket ud af sengen en søndag morgen: Den er lukket i næsen, har lidt svovl med en ucharmerende, grøn bitterhed i munden, som når man tygger på stilken fra en drueklase. Tanninerne vil have godt af noget tid.

Men om årgang 2014 vil udvikle sig så flot som 2008, det skal man vist have titel og selvtillid som en fremtidsforsker eller medieprofileret bankøkonom for at udtale sig om. Løfter kommer ikke fra denne skribent.

En vin fra bjergets top

Antu har som Terrunyo-serien fået mere opmærksomhed og kærlighed fra vinmageren, og det smager man i kompleksitet. Spændet på tre år mellem de to årgange er det mindste i denne test, men viser, at man sagtens kan lade bedre metervare-vin ligge nogle år.

De to vine er meget forskellige, hvor den yngste er klar markant, hård, mens den ældste er rundet af tre år på flaske med et mere tørt og let indtryk, saftigheden til trods. Den ældste er min favorit mere end den unge imponator-vin med markant fylde i frugten og tanniner, som stikker frem.

Man kan altså godt lade sin syrah fra Ninquen, som i dag har skiftet navn til Montgras på etiketten, ligge et par år eller tre i kælderen. Den kontante chilener udvikler sig akkurat som andre gode vine fra det europæiske kontinent.

  • Michael Bager

    Af:

    Journalist på kulturredaktionen i Odense med nyheder som stofområde. Madredaktør med ansvar for restaurantanmeldelser. Skriver om vin og drikkevarer til magasinet Livstil. Formand for foreningen Danske Madanmeldere, som står bag Årets Ret. Født 1967.