BOSTON: Det begyndte allerede i flyvemaskinen.

Den gode nyhed var, at jeg var havnet på en exit-række. Det giver lidt mere benplads.

Den dårlige nyhed var, at stewardessen insisterede på, at vi skulle kende sikkerhedsproceduren. Alle exit-passagerer fik stukket en folder i hænderne og fik besked på at læse den, mens hun iagttog os. Bagefter var det eksamenstid.

Når du har åbnet exit-døren, hvor vil du så gøre af den, spurgte hun. Hvor er redningsvesten? Vil du selv kravle ud først, eller vil du få de andre ud først?

Og sådan blev det ved.

Til sidst blev jeg nødt til forsigtigt at spørge:

- Hvorfor al den opmærksomhed?

- Vi skal til Boston, min ven, svarede hun.

Jo, tak, vi skal til Boston.

Jeg havde fornøjelsen af at dække konventerne i 2000, og vel var der sikkerhed, vel var der hærdebrede mænd med solbriller, Vestre Fængsel-frisure og snegl i øret, men det var ikke Boston.

Tre sikkerhedsvagter sad søndag sammen med deres bombehunde og hvilede sig i en fuldstændig mennesketom afdeling af konventsalen. En forbipasserende gik hen til dem: Sikke nogle søde hunde, sagde vedkommende. Hvad hedder de? Vagten kiggede på hende:

- Det kan jeg ikke fortælle dig. Vi forsøger at give hundene en lav profil.

100 kameraer

Omkring konvent-centret er der opsat 100 kameraer, den nærliggende metrostation er lukket, det samme er motorvejstilkørslen ved centret, rundt om byen patruljerer kystvagtsbåde med infrarødt nattesyn, specialhold af dykkere og undervandskamera, og over byen cirkler helikopterne, og natten gennem-fræses af lyden af F-16 fly.

3000 betjente er på vagt, og gade på gade er afspærret.

- Det er et helvede. Jeg vil næsten hellere køre derhjemme, sagde en taxachauffør, som jeg kørte med.

Derhjemme?

- I Haiti. Vi har dårligere veje, og der er landevejsrøvere over alt, men det går hurtigere end her.

Absolut ingen adgang

Flere gange kom vi forbi en park eller et andet offentligt område, som FBI-agenter eller Secret Service-agenter havde slået uigennemsigtigt hegn om. "Absolut ingen adgang", stod der, og ifølge mytemagerne her i byen er det tilholdsstedet for de kemisk-biologiske måleapparater.

Over hele Boston måles luften for udslip af masseødelæggelsesvåben, og myndighederne har distribueret såkaldte chempacks rundt omkring i byen. Pakkerne indeholder bl.a. antibiotika, gasmasker og jodtabletter.

Natten til i går kom den første storalarm. Et medlem af hjemmeværnet hævdede at have set faldskærme, der dalede ned over konventområdet, og straks blev helikoptere med projektører og patruljevogne sendt til stedet.

- Men vi fandt intet, oplyste politiet, som dog understregede, at efterforskningen fortsatte.

Kerrys hjem

John Kerrys hjem er i Boston, og vil man se sikkerhed, er det en god idé at lægge vejen forbi hans nabolag.

Her holder et helt brugtbilsudsalg af store firehjulstrækkere, sorte eller mørkeblå og med afdækkede vinduer. Motorerne går konstant, og rundt om dem - og omkring John Kerrys 6,6 millioner dollar (godt 40 mio. kroner) hus - står mænd så voluminøse, at de burde have gule nummerplader på. Huset ligger ved Louisburg Square i Beacon Hill, adressen her i Boston, og de øvrige beboere var i begyndelsen meget lidt begejstrede for de udstødningstunge Secret Serviceagenter. De kunne ikke sove, de kunne ikke få lov til at læsse deres købmandsvarer af foran døren, firehjulstrækkerne svinede og lugtede, og meget var galt, Men siden er parterne blevet forbrødret. Beboerne sender mad ud til dem, bager kager til dem, vagterne holder også øje med kvarterets børn, og en kvinde ringede sågar til lokalavisen og roste agenterne for deres personlige hygiejne.

- De bruger en meget velduftende aftershave, fortalte hun.

Et par andre kvinder har fået designet et særligt konventslips til agenterne, en ikke videre klædelig sag i guld, sølv, blå, grøn og rød, og agenterne ved ikke rigtigt, hvad de skal stille op med slipset:

- Jeg skal nok tage det på - en enkelt gang, siger en af agenterne anonymt til Boston Globe.

Når beboerne på Beacon Hill kan lære at leve med deres skæbne, skulle man synes, at medierne kunne lære det samme.

Brokkehoveder

Men journalister - og professionelle sportsstjerner - er som regel de største brokkehoveder, og pressen var meget utilfreds med alle sikkerhedsforanstaltningerne. Flere klagede over, at de skulle stå i kø i over en time for at komme ind, og derefter skulle de gennem yderligere et par køer, før end de var fremme ved konventsalen.

- Vi kan ikke passe vores arbejde under de omstændigheder, sagde en journalist fra en lokal tv-station.

- Det er for meget. Det er et beskæftigelsesprojekt for vagterne.

Men der er mere end én grund til at være på vagt.

Vi ved fra Madrid, at al- Qaeda ville elske at blande sig i den demokratiske proces, selv om det er uvist, om det herovre ville virke den ene eller den anden vej, og Boston har også yderligere et incitament til at være på dupperne. Eller lad os sige: To incitamenter.

De to fly, som 11. september 2001 blev styret ind i World Trade Center, lettede fra Boston, og undersøgelser har siden vist, at sikkerhedstjekket i lufthavnen var mere end almindelig liberalt.

Det gentager sig ikke. I lufthavnen gik en herre foran mig, en nydelig mand med olieret hår og en fin mappe, og han kom øjensynligt fra et den slags lande, der er kendt for olie, dadler og terror. En sikkerhedsvagt vinkede ham ind til siden, og da jeg sidste gang så ham, stod han med spredte ben, og en vagt var ved at gennemrode hans taske.

Han brokkede sig, vagten afviste ham.

Helikoptere med nattesyn, både med undervandskameraer, afspærrede gader, taxichauffører, der længes hjem til Haiti, og hunde uden navn.

Det er Boston 2004.
  • fyens.dk