Vestindiens smukkeste ø

Kachoten i Saint Pierre, hvor Cyparis sov sin brandert ud og var byens eneste overlevende.

Vestindiens smukkeste ø

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Forfatter og journalist Jan Larson besøger de franske oversøiske besiddelser. Andet stop: de Franske Antiller.

Martinique: Blomsternes ø, Kvindernes ø, Leguanernes ø, Vestindiens perle. Martiniques stemningsvækkende tilnavne er mange, men sikkert er det, at ingen af de omkringliggende øsamfund kan måle sig med den betagende og afvekslende natur, man finder på "Vestindiens smukkeste ø" - vulkaner, regnskove, badestrande. Som Christopher Colombus begejstret udtalte, da han på sin fjerde rejse første gang satte foden på øen, "Aldrig har jeg set noget så smukt." Det var den 15. juni 1502, i helgenkalenderen dagen for Saint Martin, som har givet navn til øen.

Den 8. maj 1902 - Kristi Himmelfartsdag, nøjagtig 400 år efter Christoffer Colombus' landgang - bliver Saint Pierre, den daværende hovedby i Martinique, udraderet på mindre end et minut af det vulkanudbrud på kloden, der i det 20. århundrede skulle kræve flest ofre, 30.000 mennesker.

Klokken 07.52 eksploderer vulkanen i et hidtil uset inferno og sprøjter med voldsom kraft og supersonisk hastighed sin glødende askesky fire kilometer op i luften, før den med sine svimlende 500 kilometer i timen begraver by og bugt med sin dødbringende og altødelæggende lava.

Cyparis, hed byens eneste overlevende, en drukkenbolt, der aftenen i forvejen var anbragt i byens kachot for at sove sin brandert ud. Fængslets tykke mure beskyttede ham mod den 1000 grader varme lava, men han pådrog sig svære forbrændinger. Da han kravlede ud af de beskyttende mure, var det til en surrealistisk og apokalyptisk frihed.

Når man i dag kører ind i ruinbyen Saint Pierre, bliver man mødt af et dystert syn: På ruingavle rundt omkring i den gamle by synes omkomne indbyggere - udødeliggjort gennem naturtro afbildninger - at byde besøgende velkommen til den tidligere hovedstads tavse mindesmærker. Som for at fortælle omverdenen, at de aldrig fik en chance, at de aldrig nåede at registrere, hvad det var for et ragnarok, der ramte dem.

De franske oversøiske besiddelser
Efter besøget i Fransk Guyana med smugkig ind i bl.a. det europæiske rumfartscenter, er vi nu med raketfart landet i den sydligste af de Franske Antiller, Martinique, nordvest for Guyana. Hver af de Franske Antiller har som Guyana status af amt og region. De har hver deres særpræg men deler samme historie, lige som demografi, natur og erhvervsaktivitet er nært beslægtet.Jan Larson, forfatter og erhvervsmand, bor med sin hustru i Nice. Han er aktuel med spændingsromanen "Casamance-passagen", der tager afsæt i den eksplosive vækst i den illegale handel med mennesker.
Afbildning af omkomne på ruingavle.
Afbildning af omkomne på ruingavle.

Kreol-samfund

Kreol-identiteten er det mest gennemgående træk i den vestindiske kultur. Kreol-dialekten i Martinique tales af alle kreoler, uanset race, farve eller religion. Kreol-kulturen er det, der binder det multietniske folk sammen, om man er efterkommer af de gamle franske kolonister, af frigivne slaver eller af importeret sydøstasiatisk arbejdskraft.

Kreol-kulturen er forankret i en farvestrålende mosaik af caribisk, europæisk, afrikansk og indisk autenticitet, der gennemsyrer det livsglade folks afslappede levevis, kutymer og traditioner. Et samfund, der lever i harmoni med naturen til rytmen af Det Caribiske Havs bølger, der monotont og beroligende bryder de palmebeklædte sandstrande.

Békés, kalder man de franske kolonisters efterkommere, som de facto har siddet på magten i det lille øsamfund i mere end 300 år. De udgør én procent af Martiniques befolkning men - og det gør sig gældende især for en halv snes af Békés-familierne - tegner sig for langt størstedelen af erhvervsaktiviteten, om det drejer sig om handel og industri, landbrug, turisme eller finans. Altså en form for oligopol i hænderne på Békés-familier, der - til trods for den rige, fælles kreol-kulturarv - ofte lever tilbagetrukket i en lille, lukket og sammenspist del af samfundet.

Disse hvide kreolers politiske magt kom med al ønskelig tydelighed frem, da der i 2010 blev afholdt afstemning om udvidet grad af selvstændighed for amtet, et forslag der blev stemt ned med overvældende flertal.

Da min hustru og jeg første gang besluttede at drage i vinterhi i Martinique, var det om lynhurtigt at falde ind i gadebilledet. Men da jeg efter et par ugers tid fornemmede, at der "manglede noget", spurgte jeg en lokal bekendt til råds, hvis samlever var Béké.

- Man kan se på miles afstand, at I ikke er herfra! betroede hun mig nøgternt men med et smil på læben.

- Det oser langt væk - I bevæger jer forkert og går alt, alt for hurtigt!

Da slog det mig, at nogle lokale - der et par dage i forvejen sad og nød en eftermiddagsdrink på en fortovsrestaurant - anråbte os, da vi gik forbi, med et lattermildt:

- Pas på, I ikke får en fartbøde!

Jeg kunne ikke overvinde min trang til at lade det komme an på en prøve, så jeg lærte mig hurtigt at gebærde mig som en Béké: Adstadigt tempo, arme og ben let svingende i perfekt musisk harmoni, langsomme rytmiske bevægelser, brystet skudt en anelse frem, knejsende hoved og en attitude, der signalerede bevidst men behersket arrogance.

Resultatet var øjeblikkeligt: Der var nu respekt, diskrete hilsener og anerkendende blikke fra de lokale, hvor vi end bevægede os hen. De havde taget os til sig.

Jeg følte pludselig, at jeg ejede hele øen.

Tilhørsforhold til Frankrig
1628/35/48: Fransk koloni.

1946: Fransk oversøisk amt.

2007/15: Fransk amt og region.

Areal: 2.835 km2.

Befolkning: 824.000

Årligt antal turister: 1.8 mio., heraf 0,7 mio. krydstogtturister(multietnisk, overvejende kreoler)

Hovederhverv: Turisme, landbrug, agroindustri, fiskeri.

Arbejdsløshed: 25 pct.
Indsejling til den gamle hovedby Saint Pierre. Foto: Wikipedia
Indsejling til den gamle hovedby Saint Pierre. Foto: Wikipedia

Samfundsøkonomi i ubalance

Som alle andre oversøiske besiddelser nyder Martinique godt af betydelige subventioner fra den franske centraladministration. Men økonomien er i ubalance, den er kronisk overophedet, og den befinder sig i en form for Catch-22:

Da Martinique i 1946 ændrede status fra koloni til amt, steg behovet for investeringer og udbygning af infrastrukturen kraftigt. Følgen blev, at et stort antal offentligt ansatte inden for uddannelsessektoren, ordensmagten, sundhedsvæsenet m.v. blev udstationeret til det nye amt.

Ansættelsesbetingelserne var umiddelbart meget attraktive - typisk i form af betydelige ulempe- og dyrtidstillæg - hvilket ofte betød dobbelt løn, tidlig pensionering, tilskud til flytte- og investeringsomkostninger m.v. Resultatet blev, at disse inflationære tilstande pressede såvel priser som efterspørgsel lokalt på boliger og andre serviceydelser i vejret.

Bortset fra forskellige tilskudsordninger, skattelempelser, m.v. er der i samfundsøkonomisk forstand ingen forskel på et oversøisk og et 'kontinentalt' fransk amt. Ergo er minimumslønningerne i Martinique identiske med de i Frankrig kendte. Men da Martinique (og de øvrige Franske Antiller) befinder sig i et vestindisk område, hvor arbejdslønnen typisk ligger på en tiendedel af den franske minimumsløn, er der magnetagtig tiltrækning på arbejdssøgende fra de omkringliggende fattige caribiske øer, ikke mindst fra det jordskælvsramte Haiti.

De mange illegale haitianere og andre caribiske nationaliteter, der finder vej til de franske Antiller, er direkte medvirkende til konkurrenceforvridning og presser lokale indfødte ud i arbejdsløshed. Altså en form for social dumping lidt à la det "polske blikkenslager"-syndrom i EU.

Martinique er langt fra selvforsynende, og historisk har amtet dækket sit importbehov primært fra Frankrig, hvorfor prisniveauet i Martinique er cirka 30 procent højere end i France Métropolitaine. Men transportudgifterne alene retfærdiggør ikke denne prisforskel, der yderligere forklares ved det faktum, at Béké-familierne sidder på samtlige fordyrende led i handelskæden - fra producent i Frankrig til slutbruger i Martinique.

Jeg slutter besøget i Martinique med dette lidt morbide kreol-mundheld: Tout kouyon mò Sain-Pyè (Tous les couillons sont morts à Saint Pierre = Alle tåber døde i Saint Pierre). Det henviser til det faktum, at havde befolkning og især myndigheder taget for- og advarsler om vulkanudbrud alvorligt - forudgående jordskælv, vulkanens rumlen, svovludslip, askeregn, m.m. - kunne størstedelen af byens befolkning være blevet evakueret i tide og dermed reddet.

Fra Vestindiens fortryllende natur, den velgørende caribiske brise og det azurblå hav, kreol-gastronomi og rom-punch fortsætter rejsen itil det sydlige Stillehav, hvor vi bl.a. går i land på Tahiti. Det var her dramaet omkring "Mytteriet på Bounty'"udspillede sig i revolutionsåret 1789.

Bon voyage et bon séjour!

Vulkanen Pelée. Foto: Wikipedia
Vulkanen Pelée. Foto: Wikipedia

Vestindiens smukkeste ø

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce