Den kommende folkeafstemning i Tyrkiet åbner mulighed for, at den nuværende præsident kan blive siddende frem til 2029. Erdogans møgfald mod Tyskland og Holland ser eksperter som et middel at trække stemmer og dermed cementere magten.

Tyrkiet: Først var det tyskerne, der fik en verbal skraldespand hældt ud over sig, da den tyrkiske præsident Erdogan forrige weekend gav luft for sin vrede over aflysningerne af tyrkiske ministres besøg i Tyrkiet forud for den kommende folkeafstemning i Tyrkiet.

I den forløbne weekend blev det så hollændernes tur at smage de stærke, tyrkiske bolsjer, da Erdogan for anden gang på en uge trak nazikortet.

Krisen mellem Tyrkiet og flere EU-lande

25. februar: Valgkampen om en ændring af den tyrkiske forfatning indledes.1. marts: Borgmesteren i den sydtyske by Gaggenau aflyser af sikkerhedsmæssige grunde et folkemøde for tilhængere af Erdogan.

2. marts: Tyrkiets udenrigsministerium beordrer den tyske ambassadør til møde og reprimande. Köln trækker tilladelse til planlagt vælgermøde med tyrkisk minister tilbage.

5. marts: Tyrkiske politikere bør forbydes at føre valgkamp inden for EU's grænser, foreslår Østrigs kansler, Christian Kern.

7. marts: Tyrkiets udenrigsminister taler på vælgermøde i Hamburg til 300 tyrkiske vælgere. Mødet blev flyttet til generalkonsuls bolig. Myndighederne lukkede bygning, hvor det skulle være holdt.

9. marts: Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, tager afstand fra Erdogans udtalelse om, at tyskerne er nazister og fascister.

10. marts: En kommission under Europarådet retter hård kritik af folkeafstemningen: Tyrkiet bevæger sig i retning af et diktatorisk styre.

11. marts: Tyrkiets udenrigsminister bliver nægtet at lande i Holland. Senere samme dag bliver Tyrkiets familieminister stoppet af hollandsk politi i Rotterdam.

12. marts: Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) beder Tyrkiets premierminister udsætte et besøg i Danmark. Han ville komme 19. marts.

Kilder: dpa, Reuters, AFP og Anadolu

- Jeg troede, at nazismen var fortid, men jeg tog fejl. Nazismen lever i Vesten, lød møgfaldet fra præsidenten, som i øjeblikket slås for at få ændret den tyrkiske forfatning, så han sikrer sit greb om landet.

Erdogan har i hele sin lange karriere fra overborgmester i Istanbul til nuværende præsident været kendt for at bruge mund, når det var nødvendigt.

Hele hans karriere har bestået af oratoriske kraftudladninger, der har fået tilhængere til at lytte begejstret og modstandere til at buhe, fordi tonen har været for skinger.

1 Borgmester i Istanbul

Første gang, Recep Tayyip Erdogans navn dukker op på internationale medier, er i 1994, da den 40-årige økonom som ny overborgmester i Istanbul løfter sløret for sine visioner om en renere og anstændigere Bosporus-metropol

Som et tro medlem af det islamisk-fundamentalistiske velfærdsparti går han blandt til valg på  at indføre skolebusser med særskilte rum for drenge og piger og særlige badestrande for kvinder.

Istanbuls bordeller skal forbydes, og de prostituerede skal i stedet beskæftiges som plejere på alderdomshjem eller - hvis de ønsker det - tilbydes ægteskab.

Erdogan er allerede før sit valg sikker på, at unge tyrkiske kvinders vestligt inspirerede påklædning, cowboybukser, ultra-korte nederdele og bikiner, snart vil være passé.

2 Fire måneder i fængsel

I 1998 bliver det fundamentalistisk velfærdsparti, som Erdogan stiller op for, erklæret grundlovsstridigt og forbydes, fordi det truer sekulariseringen af Tyrkiet.

Erdogan bliver en prominent talsmand ved demonstrationer og ender med både at miste sin overborgmesterpost og at ryge i fængsel, fordi han har reciteret et digt, der ifølge den tyrkiske lovgivning opildner til religiøs uro.

Erdogan blev idømt ti måneders fængsel, men sidder kun inde i fire måneder. Dommen afholder ham også fra at stille op ved valg.

3 Tyrkisk premierminister

I 2001 danner Erdogan Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP), som vinder en jordskredssejr ved valget i 2002 og erobrer næsten to tredjedele af sæderne i parlamentet.

I første omgang kan Erdogan ikke blive premierminister, fordi han stadig er dømt ude på grund af sin famøse digtoplæsning, men et nyvalg i 2003 skaffer Erdogans premierministerposten, som han sidder solidt på frem til 2014, hvor det undervejs lykkes ham at dreje Tyrkiet i en mere islamiseret retniing.

4 Tyrkisk præsident

I foråret 2014 kræver demonstranter regeringens afgang efter voldsomme protester mod omstridte byggeplaner i Istanbul. Erdogan truer med at gå af, hvis hans parti taber ved lokalvalgene, men det sker ikke.

AKP erobrer 43 procent af stemmerne, og senere på året kan Erdogan krone sit personlige værk med valget som ny præsident.

5 Præsident til 2029

Den kommende afstemning 16. april er blevet mulig, efter at et flertal i Tyrkiets parlament i januar stemte for en ændring af forfatningen. Ændringen vil give Erdogang yderligere magtbeføjelser.

Hvis folket siger god for den reviderede forfatning, åbner det mulighed for, at Erdogan kan blive siddende som præsident frem til 2029. Til den tid vil han have været præsident i 15 år.

Samtidig vil præsidenten få mulighed for at udstede dekreter, erklære undtagelsestilstand, hyre ministre og topembedsfolk samt opløse landets parlament. Præsidentens tilhængere ser en ny forfatning som en mulighed for stabilitet på et tidspunkt med meget uro i landet.

Kritikere af en ny forfatning frygter derimod, at det vil svække parlamentet og give Erdogan alt for meget magt.

Ifølge eksperter kan Erdogan drage fordel af polarisere forholdet mellem Tyrkiet og Holland og Tyskland og på den måde trække stemmer.

  • fyens.dk