Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


De forfærdeligste timer

En efter en blev de ni minearbejdere hejst op - det er det Dennis Hall.
Foto: Reuter

De forfærdeligste timer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

INDESPÆRRET: Ni kulminearbejdere blev reddet efter 77 timer under jorden

USA: Ni ud af ni. Det var slagordet blandt redningsarbejderne. Det var, hvad der stod på skilte og husmure i de nærliggende landsbyer, og ni ud af ni - det var resultatet, da gennembruddet endelig kom natten til i går.

Tom Foy, Blaine Mayhugh, John Phillippi, Ron Hileman, John Unger, Randy Fogel, Robert Pugh, Mark Popernack og Dennis Hall blev sodsværtede og drivvåde, én for én, hejst op fra en hule 80 meter under jorden.

I 77 timer var de fanget dernede, i 77 timer krøb de sammen på 2,5 kvadratmeter, i 77 timer anede de ikke, om de nogensinde skulle gense lyset og deres familie ovenjorde, og lige så længe arbejdede deres kolleger på at komme ned til dem.

Redningsaktionen var et drama meget lig den danske kaptajn Carlsen og hans skæve skib, et drama, som gjorde ikke blot venner og familiemedlemmer søvnløse, men som holdt store dele af USA fanget foran tv-skærmen. Ville de nå ned til dem i tide? Ville boret holde? Ville de dø af kulde i det 10 grader varme vand? Eller oversvømmelse? Spørgsmålene var så mange, og de matematiske og geologiske beregninger så mangefacetterede, at resultatet kunne blive både det ene og - desværre - også det andet.

Alle er ude

Men klokken 23.35 lørdag aften - 05.35 søndag morgen dansk tid - gik guvernør Mark Schwiker op foran en knopskydning af mikrofoner, han hævede to knyttede hænder i luften og sagde, hvad omverden havde ventet på at høre:

- Alle ni er i live. Alle ni er i live, og såvidt vi ved, er de forholdsvis uskadte.

På det tidspunkt var boremaskinerne endelig nået ned i hulen, og redningsarbejderne havde firet en telefon derned og fået kontakt med en af de nødstedte kulminearbejdere.

- Hvorfor tog det så lang tid, spurgte den pågældende med, hvad der lød som et skævt grin.

Den næste kom til røret og fortsatte:

- Der er ni mand hernede, og vi er klar til at komme op i en pokkers fart. Vi er sultne.Ç

Ganske forståeligt omstændighederne taget i betragtning.

Siden onsdag

De ni kulminearbejdere gik ned i Quecreek-minen omkring klokken 21 onsdag aften. Minen ligger i Somerset-området i nærheden af Pittsburgh, i det sydvestlige Pennsylvania. Det er gammelt mineland, millioner af ton kul er hentet op herfra og til industrien i nærliggende Johnstown og Pittsburgh, og i 1920'erne var Somerset den travleste kulmineby i hele verden. Men tiderne har været unådige ved gammeldags, underjordiske kulbrydning, og i dag er der kun ti miner af typen tilbage i området. Heriblandt Quecreek-minen.

De ni gik forrest i de underjordiske gange, og et stykke efter dem kom yderligere ni kolleger.

Borede i anden mine

Kort før klokken 22 borede de op i et lag, hvor der ifølge de geologiske kort skulle være kul, men hvor der viste sig at være noget helt andet. Nemlig en forladt mine - den såkaldte Saxman-mine - og boringen forårsagede en vandstrøm, der i de underjordiske gange må have føltes som af Noah'ske dimensioner. Saxman-minen var fyldt med mellem 190 og 228 mio. liter vand, og masserne fossede ud.

De ni kulminearbejdere flygtede tilbage til et højereliggende område, og de nåede at sende en besked til deres ni kolleger, som var på vej.

- Kom ud - i en fart. Minen er oversvømmet, råbte de i radioen, og deres ni kolleger måtte flygte for livet og til sidst gå med vand til halsen.

Men ud kom de.

Det gjorde de første ni ikke. De var fanget på en hylde af en hule, 80 meter under jorden, og de begyndte at banke på rør og vægge for at fortælle deres kolleger ovenjorde, hvor de var.

Godt fem timer senere konstaterede redningsarbejderne med seismisk udstyr, hvor de nødstedte kolleger befandt sig, og aktionen kunne gå i gang.

Latent risiko

Som fiskerbyer på den danske vestkyst er ulykker eller frygten for ulykker altid tilstedeværende i kulminebyer. En kulminearbejders job er syv gange så farligt som en gennemsnitlig arbejders, og den amerikanske historie er rig på tankevækkende eksempler på grådighed, der har overstukket sikkerhed og ført til ulykker. I december 1907 blev 239 minearbejdere dræbt i Somerset, den værste kulmineulykke i USA's historie, og i dag må kulminearbejdere løbe spidsrod mellem farligt støv og el-kabler, der rummer risikoen for dødelige stød.

- Det forunderlige ved kulminerne i dag er, at der trods alt ikke sker flere ulykker end der gør, siger kulmineforskeren Elizabeth Ricketts, Indiana University.

17 døde årligt

I øjeblikket omkommer i gennemsnit 17 personer om året ved kulbrydning.

Men de ni personer i Quecreek-minen skulle ikke blive en del af denne statistik.

Halvvejs gennem redningsarbejdet var kolleger og familiemedlemmer ellers ved at miste modet.

For det første holdt bankelydene fra dybet op. Det kunne skyldtes, at der var så meget redningsudstyr, at det druknede lyden, men alligevelÉ

For det andet brækkede et bor natten til fredag, og det tog næsten et døgn inden det brækkede stykke blev fisket op, og boringen kunne fortsætte.

For det tredje begyndte eksperterne at regne på sandsynligheder. 40 pumper sugede 80.000 liter vand op i minuttet, og sørgede for at vandstanden dernede faldt med 30 centimeter i timen.

Hvis redningsarbejderne borede ind i den underjordiske hule, mens vandstanden var for høj, ville de indespærrede minearbejdere drukne. Hvis redningsarbejderne ventede for længe, ville de formentlig dø af sult.

Så var der problemet med luften. Redningsarbejderne borede et lille lufthul ned i hulen og sendte 87 grader varm, dekomprimeret luft ned til arbejderne for at give dem luft og for at tvinge vandet ud af hulen, men hvis de nødstedte indåndede alt for meget dekomprimeret luft, kunne de få dykkersyge under rejsen op til overfladen.

Kuldedøden

Så var der også risikoen for at dø af kulde. Vandmasserne var højest 10 grader varme, og forskerne begyndte at forske i, hvor længe et menneske kunne klare sig ved den temperatur.

Læg dertil risikoen for druknedød, for feber eller infektioner, og, nej, der var mange god grunde til at være om end ikke pessimistisk, så i det mindste realistisk med hensyn til operationen.

Men som guvernør Schweiker sagde lørdag:

- Kulminearbejdere er gjort af et helt specielt stof, og hvis nogen kan overleve det her, så er det dem. Vi skal nok få dem op.

Og sådan gik det 12 timer senere.

Ni ud af ni.

De forfærdeligste timer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.