Rundt i Svendborgs gader : De socialt udsatte værner om Flemming og Birgitte

Birgitte og Flemming passer på på Svendborgs mest socialt udsatte borgere og færdes i misbrugsmiljøet på gadeplan. Foto: Katrine Becher Damkjær

Rundt i Svendborgs gader : De socialt udsatte værner om Flemming og Birgitte

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Gadesygeplejerske Birgitte Juul Hansen og støtte-kontaktperson Flemming Sørensen kender Svendborgs garvede narkomaner, alkoholikere og socialt udsatte, og de to opsøgende gademedarbejdere er populære, hvor de kommer. De kommer ikke med restriktioner eller krav, og misbrugerne har tillid til dem

Svendborg: Birgitte Juul Hansen og Flemming Sørensen sætter farten ned og drejer synkront hovederne efter en kvinde i en rød jakke, der har retning mod Svendborgs banegård. Hun slingrer, og for de to gadeplansmedarbejdere er det en automatreaktion lige at se, om det er en, de kender.

Det er det ikke denne gang. Kvinden er hverken fuld eller skæv, bare dårligt gående.

Gadesygeplejersken Birgitte og Flemming, der er opsøgende støtte-kontaktperson, spotter byens mest socialt udsatte, når de hver fredag formiddag tager på den faste rundtur i Svendborgs misbrugsmiljø. Ærøfærgens ventesal, Banegården, Føtex' parkeringsplads, mødestederne På Banen på Nordre Havnevej og Den blå Lagune på Nordre Kajgade. Så er der bænkene ude i boligområderne, varmestuerne, og de banker også på døre til private hjem. Om man er til alkohol, hash, kokain, syntetiske piller eller heroin, findes det hele i Svendborg. Hårdt ramte alkoholikere og narkomaner også.

Misbrugsmiljøet i Svendborg er nogenlunde som i andre byer og ret stabilt i antal. I Alkoholambulatoriet har man for øjeblikket 72 mennesker i behandling, og i behandlingscenteret på Dronningholmsvej er der i øjeblikket 170 mennesker i behandling. Og så er der også alle dem, der ikke er i behandling.

Birgitte og Flemming ser mest til dem, der har deres daglige gang på gaden. Som for eksempel Tonny og John, der efter flere lange lune måneder i det fri nu er trukket indendørs i den røde barak, På Banen. Det kommunale mødested for socialt udsatte stofmisbrugere. Andre - især alkoholikere - holder til i Den Blå Lagune 100 meter derfra.

Jeg har sammenlagt siddet 14 år i spjældet. Men det er de lange perioder med afsoning, der gør, at jeg stadig lever.
John, narkoman i behandling
Sådan har vi gjort
Fyns Amts Avis har besøgt Svendborgs voksne misbrugsmiljø gennem nogle uger i november.

Vi har talt med voksne svendborgensere med mangeårigt stofmisbrug og alkoholmisbrug samt med relevante personer i det system, der tager vare på dem. Nogle af de interviewede misbrugere har af personlige hensyn ikke ønsket deres efternavne og billeder offentliggjort. Redaktionen er bekendt med navne og identitet.



Læs mere de kommende dage.
Gadeplansmedarbejdere Birgitte og Flemming. Foto: Katrine Becher Damkjær
Gadeplansmedarbejdere Birgitte og Flemming. Foto: Katrine Becher Damkjær

Støtte til hverdagsproblemer

De lyser op, da se ser Birgitte og Flemming. De to er populære alle steder, de kommer. Dem har misbrugerne tillid til, for de skal hverken skrive journaler eller dokumentere, hvem de møder, og hvad de ellers får at vide.

- Henvendelser fra miljøet er altid relevante, siger Flemming.

- Det sker yderst sjældent, at vi kontakter systemet og kun i meget farlige situationer - eller, hvis der er børn involveret.

Birgitte tager sig af det sundhedsmæssige. Hun måler blodtryk, blodsukker og promiller, tjekker sår og andre skader og har mulighed for at bytte sprøjter for dem, som har det behov. Hun tager også med som støtte hos lægen og på hospitalet.

Flemming hjælper med alt bureaukratisk fra tydningen af el-regning til at finde en ny bolig, hvis man er smidt ud af den gamle. Han er med som støtte på borgerservice, i retten, men fælles for dem begge er den menneskelige kontakt.

De interesserer sig for individet, kender til familien, baggrunden og de aktuelle udfordringer. Lytter og forstår. Rådgiver, hvis det ønskes. Lader være, hvis det ikke ønskes.

- Vi vurderer jo altid grænsen mellem service og indsats. Vi hjælper dem, som for eksempel ikke er i stand til at møde op, trække et nummer og vente i en kø på borgerservice. Andre kommunikerer dårligt med lægen, og så går vi med for at hjælpe med det, siger Flemming.

Denne fredag oplever de to gademedarbejdere en bekymring for en af byens hårdest ramte stofmisbrugere. Den kommer både fra Tonny og John og fra et par stykker, Flemming og Birgitte møder senere på deres rundtur.

- I ved jo godt, at jeg ikke kan sige noget om andres forhold, men jeg vil godt tage ud til ham og høre, hvordan han har det, lover Flemming.

Metadon og vodka

For nogle lykkes det rent faktisk at klare skærene med antabus og metadon, men det gør sjældent livet til en dans på roser. Det er stadig en daglig kamp.

Tonny får metadon, og John får en medicin i samme genre, Suboxone. Det tager abstinenserne og trangen til heroin, men det dulmer ikke den ulykke, et langt liv med misbrug og ødelagte familier har medført. Så hjælper det lidt med noget alkohol, og mange heroinafhængige har et sidemisbrug for at dæmpe følelserne lidt.

Tonny starter dagen med et par guldøl, og John blander gerne vodka i sin kakaomælk.

- I dag prøver jeg noget andet. Cola og vodka, og jeg deler med Tonny, siger John.

På bordet står en stor skål i rustfrit stål som askebæger. Tonny har taget et krus med hjemmefra.

Birgitte har både kanyler, spritklude og saltvand med i tasken. Derimod har hun hverken medicin eller penge i den.

- Så der er ingen grund til at stjæle min taske, siger hun med et smil.

Det er der nu heller ingen, der har forsøgt - folk ved det som regel godt.

- Flemming og jeg bliver altid godt behandlet, og jeg er aldrig blevet forulempet. Men hvis vi kan mærke, at der er optræk til ballade mellem dem, trækker vi os tilbage, siger Birgitte.

- De ved, hvem vi er, og de ved, at vi ikke kommer med restriktioner eller krav til dem, tilføjer Flemming.

- Det er jo det, der ofte giver konflikterne. Derfor kan der godt være situationer, der er så højspændte, at vi forbereder os på, hvordan vi kan komme ud igen, inden vi banker på og går ind. Har vi en dårlig mavefornemmelse, går vi slet ikke ind. Det sker en gang imellem.

At puste rent

Tonny og John holder hverdagen kørende med faste rutiner. Om morgenen ned og puste rent i alkometeret på behandlingscenteret og få medicinen udleveret. Så ud i miljøet og møde de andre, måske købe et måltid mad på varmestuen, inden det går hjemad igen.

- Jeg går gerne hjem til Sandalsparken ved middagstid og tager noget smørrebrød med fra Blomstercafeen på vejen, fortæller John. Derhjemme har han fyldt sin ældrebolig med grønne planter, som han bruger tid på.

- Jeg skal stoppe med at drikke senest klokken 20, for at kunne puste rent næste morgen, forklarer han. Går det galt, kan han dog godt klare et døgn uden medicin.

- Men så heller ikke mere, siger han.

-Suboxone er bedre og sundere end metadon. Man bliver heller ikke så tung i hovedet, siger han og lyder faktisk også ret frisk her tidligt på dagen.

John er årgang 1956, oplyser han. I ungdommen havde han job som graver ved Verninge Kirkegård suppleret med sort hækklipning hos byens enker. Det gav en pæn indtægt, så længe det varede.

Hans største karriere har dog været lang og kriminel.

- Jeg ville ikke have, at min kæreste skulle trække på gaden, så jeg tog ud og lavede masser af røverier, så vi havde penge til stofferne, fortæller han.

- Jeg har sammenlagt siddet 14 år i spjældet. Men det er de lange perioder med afsoning, der gør, at jeg stadig lever, slår han fast.

- Nu er det længe siden, jeg har haft noget i armen, og det er godt for mig. Men der er også mange triste historier, når man har været længe i miljøet. Mange af vennerne er her ikke mere, siger han.

Tonny fortæller, at han er den eneste tilbage fra sin gamle klike. Hans ene ben ryster, og øjnene slører til. Han skutter sig og banker en cigaret mod bordkanten.

- Nu holder jeg mig fra de hårde stoffer, og jeg vil gerne trappes helt ud af medicinen også, siger han.

- Det er fornuften, der taler nu, siger Flemming, og de ved begge, at det meget hurtigt kan være abstinenserne, der bestemmer.

John understreger, at det er et langt sejt træk at blive helt medicinfri.

- Det længste jeg har prøvet at være uden medicin, er 17 dage, siger han.

- Så tror man, at i morgen bliver det bedre, og man prøver at holde ud, men nej, nej. Det bliver ikke bedre i morgen. Der går mindst tre-fire år, inden man kan slippe helt ud af medicinen - hvis det nogensinde sker.

Lyspunkterne

Flemming og Birgitte runder lige Den Blå Lagune, hvor de fleste af brugerne er trukket ud i solen for at se på en kranvogn, der er ved at hejse en motorbåd op af vandet.

- Kom lige med og se, hvad politiet ødelagde ved razziaen forleden, siger en af mændene, Ivan, til Flemming.

De går om bagved lagunen til pissoiret, som er brækket ud af væggen. Også tagrenderne er ødelagt.

- Jeg prøver at snakke med politiet, siger Flemming, der dog ikke kan love mere end det.

Han havde egentlig en aftale med en anden af lagunens brugere, men denne er ikke dukket op.

- Hvis han kommer, kan I sige, at jeg prøver at finde ham i næste uge, siger Flemming, og gademedarbejderne sætter nu kurs mod banegården.

Birgitte har en aftale med en misbruger, der gerne vil i behandling.

- Promillen er for høj, siger hun, og de aftaler, at han skal forsøge at drikke sig ned, så hun kan måle igen på mandag.

Manden bor tæt på kommunegrænsen og er kommet ind med bussen. Han og de andre mænd på bænken er enige om, at det burde være sådan, at de kunne få medicin med hjem til flere dage ad gangen, så de ikke skulle rejse til Svendborg hver dag.

- De er jo bange for, at vi sælger den. Men jeg bliver syg, hvis jeg sælger min medicin, siger en af dem.

Klokken nærmer sig middag, og tågerne lægger sig mere og mere over både by og bænk. Nu skal der kaffe til - og Flemming og Birgitte kender et godt sted - men der skal man være ædru.

Alkorådet i Havnegade, en rådgivning drevet af den ædru alkoholiker, Carsten Lindolm.

- Det er godt sted, hvor vi kan finde et nyt netværk til dem, der er blevet ædru. Dem er der heldigvis også en del af. På samme måde har vi Café Møllen i Møllergade til narkomaner, der er blevet clean, fortæller Flemming.

- Det her er et af lyspunkterne.

Rundt i Svendborgs gader : De socialt udsatte værner om Flemming og Birgitte

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce