Øl-stafet i minefeltet

Poul "Træsko" Pedersen står tit for enden af baren på Klosterstuen, og synger en vise.
Foto: Michael Bager

Øl-stafet i minefeltet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Svendborg var engang kendt som den danske by med flest værtshuse pr. indbygger. Ingen kender den nøjagtige bevisførelse for den påstand, men der er masser af værtshuse og masser af stamgæster i byens minefelt. Vi lod stamgæsterne vise os dødsruten

SVENDBORG: "På Samsø var en pige, o, så skøn, så skøn?"

De fleste af stamgæsterne på Klosterstuen midt i Svendborgs berømte minefelt griner og vender blikket mod enden af baren, hvor Poul "Træsko" Pedersen har sat hånden på brystet, mens han højt og klart synger vers efter vers efter vers.

Det er ikke Poul "Træskos" sang, der får værtshusvennerne til at slå sig på lårene. Næ, de er vant til at høre hans arie, men det, at Fyns Amts Avis er til stede med mikrofon, kamera og blok, er noget, der får kammersangerens kammerater til at vise tænder.

Svendborg var engang kendt langt ud over bygrænsen som den danske provinsby med flest værtshuse pr. indbyggere, og også minefeltet og den berygtede dødsrute har de hørt om i både Herning, Esbjerg og Vordingborg.

Vi er på vej på dødsruten for at møde nogle af de stamgæster, som dag efter dag møder værtshusvennerne og slukker tørsten et sted på ruten.

Vores rute starter på Klosterstuen. Og den syngende mand i træsko for enden af baren er vores første kontakt.
"Kiddi" blev ansat som bartender natten efter den dramatiske og sagnomspundne skudepisode på Hong Kong i 1973.
Foto: Michael Bager

En stemme fra drengekoret

- Når der er fest, er det altid mig, der synger for. Jeg er god til at sprede hygge, fordi jeg både kan gå op og ned, forklarer Poul "Træsko" Pedersen, der engang var indehaver af "Piccadilly Pub", et tidligere værtshus i minefeltet.

Nu foretrækker han at komme på Klosterstuen, og indehaveren, Sanne Riel, har sin store andel i, at det er for enden af hendes bar, Poul "Træsko" synger gamle sange og køber vodka.

- Hun er utraditionel ligesom mig. Hun er ikke bange for at sige, hvad hun mener, hun tør fortælle, hvad hun står for, og det tiltaler mig. Det kan jeg godt lide, siger Poul "Træsko" Pedersen, der er skibsfører på Femøsund-overfarten og også underviser fritidssejlere i sejlads i Svendborg Sejlerskole.

- Men når jeg har fri, er jeg nødt til at gå på druk. Ellers keder jeg mig, griner Poul "Træsko" og begynder en ny gammel sang:

"Farvel, farvel min lille ven?"

- Hva' fa'en, det er jo Poul Richardt, lyder det fra det ene hjørne.

- Har du været med i drengekoret, spørger en anden grinende stamgæst.

- Ja, så må det sgu' da være mange år siden, lyder svaret, der akkompagneres af brølende grin hele baren rundt.

Poul "Træsko" får lov til at sende os videre på dødsruten og anbefaler det lille værtshus Hong Kong, lige på den anden side af gaden. Så skal vi høre den rigtige historie om skudhullet i baren.
Signe Glahn er ikke alene en habil billardspiller. Hun er også vennernes støttepædagog på Kahytten i Fredriksgade.
Signe Glahn er ikke alene en habil billardspiller. Hun er også vennernes støttepædagog på Kahytten i Fredriksgade.
Foto: Michael Bager

Kalender med stamgæster

Den historie kan "Kiddi". Han drikker Albani og ryger Cecil i takt og havde sin første arbejdsdag som bartender på Hong Kong netop dagen efter at skudepisoden fandt sted en juninat 1973.

- Du kan se, kuglen ramte dér, siger "Kiddi" og peger på et ar i det træ, der omkranser baren.

Ved siden af er boret et nydeligt hul. Det ligner et rigtigt skudhul - fra en westernfilm - men det er kun lavet af hensyn til de nysgerrige, der har hørt historien og vil ind og se hullet over en øl eller to.

- Der er mange, der spørger, og derfor er der lavet det dér hul. Det ligner mere et skudhul, men det dér er det rigtige, griner "Kiddi", der er 57 år, og nu har job som pedel i SAK's kunstbygning.

- Men "Kiddi", hvad skete der den nat i 1973?

- Der var en mand - ja, han må jo have været gal i hovedet - for han skød pludselig en af gæsterne. Jeg ved ikke, om der var noget med noget klatgæld, men det er også lige meget.

- Han ramte ham heldigvis mellem benene, så skuddet gik ind i baren. Derefter løb han ud, og her mødte han en person, som må have været morgentørstig. Ham skød han også, og han kom ind at ligge her på gulvet, indtil ambulancen kom.

- Da jeg startede næste morgen, var der politi med hvidt pulver alle vegne, fortæller "Kiddi", der stod bag baren indtil for en seks-syv år siden og overlevede fire eller fem værter.

Nu står hans kone, Lis, bag baren, og både Lis og "Kiddi" kender så godt som alle, der sætter deres ben på Hong Kong. Ja, værtshuset har ligefrem lavet en kalender med billeder af stamgæsterne.

Ham de kalder Snik-Snak har fået æren og er "Mr. August".

- Hong Kong var engang et rigtigt sømandsværtshus. Når der i 70'erne eller 80'erne kom et skib ind, stod der 16-17 sømænd skulder ved skulder i baren, men nu er her næsten kun stamgæster.

- Det sker også, at der kommer nogle turister, som tror, de kan få noget fint kinesisk mad på Hong Kong, men vi serverer kun flydende føde, griner "Kiddi".
Bo Blume har ligesom mange andre stamgæster på De Tre Musketerer sin egen private sprutflaske med navn på i baglokalet.
Bo Blume har ligesom mange andre stamgæster på De Tre Musketerer sin egen private sprutflaske med navn på i baglokalet.
Foto: Michael Bager

Jørgensens gule ærter

"Kiddi" sender os rundt om hjørnet i Frederiksgade, og op af trappen til Den Høje Stue - et andet værtshus i klassen for stamgæster. Ja, Den Høje Stue har faktisk helt uofficielt uddelt faste pladser til nogle af gæsterne, eller også har nogle af gæsterne bare siddet på den samme plads så mange år, at den nærmest er blevet deres.

For eksempel sidder Leif altid på pladsen ud mod vinduet, hvor han kan holde øje med de unge piger. Og ved bordet bagerst i lokalet sidder Ebbesen og Jørgensen altid lige overfor hinanden.

Ebbesen, der aldrig kaldes andet, men også hedder Jens Peter, er 49 år. Han stammer fra Odder, men slog sig for 25 år siden ned i Svendborg for at komme så tilpas langt væk, at hans familie ikke kom rendende alt for tit.

- Jeg kommer her, fordi her er et godt miljø. Her er gode venner, og så er Jytte og Carsten gode at snakke med. De giver sig tid til at snakke. Vi får en god behandling, siger Ebbesen, og tilføjer:

- Vi kender alle sammen hinanden, og vi passer godt på hinanden.

Ebbesen deler ros ud til ejeren af "Stuen", Jytte Madsen, og Carsten Nielsen, der er tidligere langturschauffør, nuværende bartender og stor som et køleskab. Han bekræfter, at de værner om hinanden på Den Høje Stue. Han har det bedst med, at stamgæsterne ikke har alt for mange helligdage fra stambordet, og det er ikke kun indtjeningen han tænker på.

- Det er ikke, fordi de skal komme og købe noget, men vi bliver da bekymrede, hvis vi ikke ser dem i flere dage. Så bliver vi bange for, om de er blevet syge, om de er kede af det eller går og er bekymrede, siger han.

På de fleste af stamværtshusene er der masser af værtshus-venner, men det hører til sjældenhederne, at venskabet rækker ud over bardisken. De færreste besøger hinanden privat, men Den Høje Stue er undtagelsen.

Hjemme ved Ebbesen er der en gang om måneden i vinterhalvåret fællesspisning for en seks-syv af stuens venner. Jørgensens gule ærter med bajere og brændevin står højt på hitlisten over vennernes favoritter.

Traditionen indledes igen til september.
Teddy Holm havde engang to års forbud mod at vise sig på
Teddy Holm havde engang to års forbud mod at vise sig på "Ørkild" efter et slagsmål. Men nu er han tilbage.
Foto: Michael Bager

Signes gode skulder

Fra Den Høje Stue sender Ebbesen os ned i kælderen - i Kahytten -, hvor John Petersen har stået bag baren i tre år. Sønnen, Jesper, manglede et sted at spille med sit band, og så købte far et værtshus. Med scene.

Kahytten har bevaret mange af de gamle stamgæster, men der er i de seneste år også kommet et betydeligt yngre publikum til. Den levende musik og billardbordet trækker.

32-årige Signe Glahn er en af dem, der er tiltrukket af ballerne, det grønne klæde og den gode stemning i Kahytten.

- Her er masser af festlige mennesker lige til klokken tre om natten, her er plads til alle, og så er musikken meget alsidig.

- John er god til at give både de kendte og de ukendte chancen på scenen. Det er spændende, siger Signe Glahn.

Signes ros til Kahytten og ejeren John rammer hende dog som en boomerang fra billard- og værtshus-kammeraterne. Deres helt er Signe selv:

- Hun er vores støttepædagog, siger en af vennerne, Brian "Krykke" Hansen, og uddyber:

- Hvis du mangler en skulder eller et knus, så er Signe der altid. Hun sørger for, at alle har det godt. Og så er hun god til at spille billard - hun er en haj, siger "Krykke".

Signe er også bartender. Hun står bagbaren på De Tre Musketerer enkelte timer om ugen, og derfor sender hun os naturligvis op ad Vestergade.
Ebbesen har sin faste plads i bagerst i hjørnet på Den Høje Stue. Og Jørgensen har sin faste plads lige overfor.
Ebbesen har sin faste plads i bagerst i hjørnet på Den Høje Stue. Og Jørgensen har sin faste plads lige overfor.
Foto: Michael Bager

Blumes halvmor

Her møder vi Blume. Han er 43 år, hedder også Bo, er sømand og fast gæst på "De Tre", som stedet hedder i folkemunde.

Værtshuset i Vestergade adskiller sig fra byens andre værtshuse ved at holde åbent fra fredag formiddag til søndag aften ? nonstop! Og så har stamkunderne deres egen private spiritusflaske med navn på i baglokalet.

Blume har en flaske "Captain Morgan", men det er ejeren af De tre Musketerer, Inge-Lise Kuehn, der er årsag til, at det er bag baren i Vestergade, Blume spæder sin rom op med cola.

- Hun er som en halvmor for mig, siger sømanden med våde øjne og skruer kapslen af flasken.

- Jeg kom engang hjem uden penge. Jeg skulle være hjemme i halvanden måned, og dengang reddede Inge-Lise røven på mig. Hun lånte mig penge ? et ganske pænt beløb. Og hun vidste, at hun ville få dem igen, pointerer Blume.

- Jeg får også lov til at låne hendes bil og sådan noget, og derfor kalder jeg hende for min halvmor, siger Blume, der har begravet sin rigtige mor.

"En for alle ? og alle for én" står der med store bogstaver på en af væggene på "De Tre", og det motto passer godt. Mener Blume

- Vi hygger os og har det godt socialt. Det er derfor, vi går på værtshus, siger Blume, der dog ikke mødes med nogle af værtshuskammeraterne privat.

Karantæne på Ørkild

Tiden er ved at ebbe ud. Dagen er blevet til nat, og udvalget af åbne værtshuse tynder ud.

- Men prøv at se, om Ørkild har åbent, siger Blume og sender os ned i Ørkildsgade.

I Svendborg forbinder mange fortsat gaden med den 16-årige skolepige Martina, der blev fundet død af en overdosis heroin i en lejlighed i 1991. Siden er Ørkildsgade blevet forvandlet. De gamle narkobuler er revet ned og byfornyet, men midt på gaden ligger Restaurant Ørkild og ligner sig selv.

Teddy Holm er kommet her i årevis. Det vil sige bortset fra en periode på to år, hvor han efter et slagsmål fik forbud mod at vise sig på Ørkild.

- Jeg sparkede én ned af en barstol, og så var han så uheldig at ramme hovedet ind i en jernkant, så han fik en bule så stor som en bordtennisbold, fortæller 44-årige Teddy Holm, der måtte ind og sidde efter affæren.

- Politiet kom og sagde: Klokken er 22 et eller andet, og du er anholdt. Men jeg er blevet gode venner med ham, det gik ud over, griner han.

Teddy kunne bedre lide at gå i byen i "gamle dage". Han bryder sig ikke om at komme ind i bymidten, og derfor bliver han på Ørkild.

- Det er blevet farligt at gå i byen. Nu går folk med knive og slår hinanden i hovedet med flasker, og det kan man blive slået ihjel af.

- Jeg har selv haft et par voldsdomme, men dengang var det anderledes. Vi mødte hinanden "face to face", men nu er det hele blevet meget mere råt og utrygt. Jeg kan ikke lide at komme i bymidten, men her på Ørkild er der ikke så meget ballade. Her kender jeg jo de andre, og her er jeg tryg, siger Teddy Holm.

Øl-stafet i minefeltet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce