Glem alt om Baba og K.B. Jay - nu hedder Svendborgs bluesmusiker bare Klaus B. Jensen
SVENDBORG: Øgenavnet Baba er kylet langt væk. Det hører fortiden til.

Han har også kaldt sig K. B. Jay.

- Det var i et anfald af storhedsvanvid, siger den svendborgensiske gademusikant og blues-guitarist, som nu lyder fødenavnet Klaus B. Jensen.

Selv om hverken Jensen eller Klaus eller Bent just emmer af blues, folk eller amerikansk rootsmusik.

- Nej, men man skal være den, man er. Det er nok lidt mere voksent at kalde sig ved sit rigtige navn og ikke alt muligt andet, siger Klaus B. Jensen.

De små sceners mand

Den 50-årige sanger og guitarist har spillet på samtlige Svendborgs småscener. Flere gange. På værtshuse og bodegaer - og rigtig meget på gaden.

Denne sydfynske musiker lyder amerikansk - ikke blot sangmæssigt, men også via den fingerpicking-stil, han har benyttet i højrehånden, siden han lærte et par tricks af bluesguitaristen Ole Frimer i Århus.

Tommeltot, pegefinger, langemand. Det er dem, der lyner, når turisterne passerer Gerritsgade og spidser ører til Sunday Street, Lonesome Valley eller Little Red Rooster. Og måske spiller han bottleneck - altså slideguitar.

Opfordret fra København

Også i hovedstaden har Klaus B. Jensens stil vakt gehør.

Han er for første gang blevet bedt om et bidrag til den session-cd, der udgives i forbindelse med årets bluesfestival i København.

- Det er jeg meget, meget glad for og stolt over. At vide, at de sidder der i København og ved, hvem jeg er nede i Svendborg, siger Klaus B. Jensen.

Han arbejder lige nu på sin tredje cd, og det er et bidrag fra den, han har udvalgt til bluesfestivalen i København. Nemlig den selvkomponerede "Sommernatten kalder mig".

Skældt ud af sin far

- Jeg kan ikke helt slippe det amerikanske endnu, men jeg arbejder på det. Og min næste cd skal kun bestå af numre, jeg selv har skrevet. Flere af dem med dansk tekst, fortæller Klaus B. Jensen.

Han er uddannet bygningssnedker fra Langeland, men fik snart andre interesser. Som 17-årig lånte han 700 kroner af farmor, så han kunne købe den der røde, flotte guitar, der fristede fra et forretningsvindue i Svendborg. Og så gik han i gang som gademusikant af den flittige slags i hjembyen Rudkøbing.

Men hverken hans far eller læremester var tilfreds med at opleve den unge mand spille penge ned i hatten på Torvet i den langelandske hovedstad. Han blev skældt ud.

- Gademusikanter virkede pinligt på folk i Rudkøbing dengang. De gik i en stor bue uden om os. Var måske lidt bange. Men jeg og et par andre syntes jo netop, det var sjovt at provokere lidt. Vi opfattede os selv som de sidste hippier og spillede Steppeulvene eller Skousen og Ingemann, husker Klaus B. Jensen.

Lærte at spille på gaden

Der er mange plusser ved at spille på gaden. En skilling eller to falder jo altid af, og navnlig i starten af karrieren kunne Klaus benytte sin gadeoptræden til at øve sig og udvikle og udvide det beskedne repertoire.

- Der er jo hele tiden udskiftning af publikum på gaden. Så hvis det halter lidt med et nummer, kan man bare øve det med et kvarters intervaller. Det er der ingen, der opdager. En anden fordel er, at jeg med det samme opfanger, hvad der fanger folk. Hvilke virkemidler, der fungerer bedst. Det er på gaden, jeg har lært at spille, og den disciplin slipper jeg aldrig, siger Klaus B. Jensen.

Han har rejst rundt i store dele af Europa med sin guitartaske på ryggen. I Holland, Tyskland og Schweiz har han sovet i busskure og næsten levet på gaden. Eller overnattet på det billigste hotel i Barcelona til tyve kroner per overnatning. Kakerlakkerne skulle der ikke betales ekstra for.

Den amerikanske drøm

Og i de små spillesteder over hele Danmark kender værten så udmærket navnene Klaus Baba eller K. B. Jay eller Klaus B. Jensen for den sags skyld.

- Men jeg mangler endnu at besøge USA. Jeg har ikke haft råd. Men det er virkelig min drøm - at opleve på nærmeste hold den musik, som jeg selv udøver herhjemme. Det må være stort, siger Klaus B. Jensen.
  • Fyens Stiftstidende