HONNING-ELSKER: En rigtig biavler må leve med mindst 25 daglige stik
Poul Erik Andersen er på vej bort og en smule fraværende. I sin egenskab af bi-ekspert er han kaldt til Glarmestervej, hvor en sværm af summende bæster ganske uønsket har slået sig ned i en husejers tuja.

- Fjern dem, vil du ikke nok, lyder bønnen.

Det vil Poul Erik Andersen gerne. Næstformanden i Svendborg og Omegns Biavlerforening kombinerer gerne egen interesse med andres.

Og ved den slags lejligheder tager han altid et glas honning med til kunden, som jo betaler for at slippe af med sine logerende.

- Hvem ved, måske bliver han begejstret for honningen, og så har vi en ny biavler, siger den snu Poul Erik Andersen.

Hvervekampagner er ganske nødvendige i denne biavlerforening, der for få år siden talte mere end 100 medlemmer, men i dag har registreret 70.

Forleden holdt Svendborg og Omegns Biavlerforening "Åben Slyngedag", hvor blandt andet Poul Erik Andersen fik gæster.

- Heldigvis ser det ud til, at ungdommen igen er begyndt at interessere sig lidt for biavl, siger Poul Erik Andersen, 64 år og efterlønsmodtager.

Men man skal være gjort af et særligt stof for at dele Poul Erik Andersens passion.

- Jeg er blevet stukket 25 gange i dag. Det er en stikkende affære, men handsker kan jeg ikke lide at have på. Nu har det også været dårligt vejr, og tre af mine bi-familier er specielt hidsige, fortæller Poul Erik Andersen.

Der avles ellers intenst på at fremelske fredelige, samarbejdsvillige og højt ydende honningbier, men det lykkes ikke altid at få de mest aggressive dronninger udfaset.

- Vi forsøger at krydse de forskellige bi-arter, men det sker, at der kommer nogle hidsige skiderikker ud af det, erkender Poul Erik Andersen.

Alligevel har han aldrig haft problemer med naboerne, som åbenbart holder af Poul Eriks summende avlsdyr trods deres store antal. Regn selv efter: 13 bistader med hver 50.000-65.000 indbyggere.

- Nu står det altså også i Christian den Fjerdes lov, at i hver have må der være bistade, pointerer Poul Erik Andersen. Han oplyser, at en mand i gamle dage kunne hænge sin hat på det træ, hvor bierne klumpede sig sammen og dermed markere, at sværmen tilhørte ham.

- Sådan er det jo ikke længere. I vore dage ville hatten nok blive stjålet, funderer Poul Erik Andersen, og nu skal han altså snart af sted, inden bi-fangsten på Glarmestervej flytter til andre græsgange.

Men han har en pointe, der skal med.

- Vi kunne få en bedre honningproduktion, hvis landmænd med brakmarker ville så honningurt. Eventuelt kunne biavlerne levere frøene. Skriv det.
  • fyens.dk