Lokaldebat

Af arne ebsen

Nyvej 48, Ulbølle, medlem af Svendborg Byråd for Liste T

Budgetarbejdet for 2009 begyndte tirsdag d. 27. maj, og ingen skal være i tvivl om, at Svendborgs økonomiske situation er kritisk. En væsentlig årsag hertil er et hårdt spændt budget for 2008, hvor advarselslamperne allerede nu blinker. Der er f.eks. betydelige overskridelser på børn- og ungeområdet, som kan fjerne de sidste frihedsgrader i budgetlægningen. Hvorfor har denne økonomiske udvikling ikke været forudset?

Det spørgsmål må rettes til børn- og ungeudvalget, da:

- Der tilsyneladende ikke er tale om nye informationer. Familierne og deres problemstillinger har været kendt over længere tid.

- Der har været stor aktivitet forud for kommunesammenlægningen for at rydde op, men samtidig gjorde de uklare økonomiske betingelser, at der var en tendens til at afvente iværksættelse af dyrere foranstaltninger.

- Vi ikke har modtaget et større antal tilflyttende "problemfamilier", der har belastet budgettet.

En del af forklaringen skal muligvis findes i de mange personaleskift, der har præget området, som betyder at hverken daginstitutioner eller skoler har fået etableret et tilfredsstillende samarbejde hele vejen rundt. Derfor får bekymringshenvendelser og underretninger ikke altid den nødvendige opmærksomhed i Børn-Unge-afdelingen, og det stigende antal underretninger gør så ofte børnenes problemer mere massive, så de kræver dyrere løsninger.

Sammensmeltningen af tre forvaltninger og en ny arbejdsdeling tager tid, så også på dette felt må vi altså stadig afvente en positiv effekt af kommunesammenlægningerne, hvis den overhovedet når at blive kendt inden vores medarbejdere løber skrigende væk p.g.a. det store sagspres, de som medarbejdere ikke kan have noget ansvar for.

Endelig er det jo det politiske ansvar, hvor fagudvalget har brugt mange kræfter på at få løst en række presserende problemer, drøftet de vanskelige børns vilkår og eventuelle handlemuligheder. I de afgørende situationer er kommunalbestyrelsens politiske flertal veget tilbage fra at handle på de kendsgerninger, der ikke kan være ukendte.

Så hvorfor har flertallet ikke undervejs opfanget, hvor store udfordringer dette område indeholder og hvor uforudsigeligt udgifterne udvikler sig og endelig reageret på det i tide? Nu har vi en budgetsituation, hvor truede børn ikke kun trues af deres sociale situation, men også af vilkårlige besparelser.