Håndbold

Han er blandt meget andet negativt blevet kaldt psykopat, men der er bestemt også en anden side af trænerlegenden Jevgenij Trefilov. Han kan være både rolig og fornuftig og endda giver gerne sine spillere et trøstende kram efter en kamp - og så har han en forklaring på, hvorfor det danske kvindelandshold ikke længere sidder på tronen.

VM I TYSKLAND: Gal eller genial? Eller begge dele?

Bjørnen. Russiske Jevgenij Trefilov. Alle med bare en lille smule interesse for kvindehåndbold kender ham.

Brølende, tordnende og gestikulerende ind mod sine spillere. Stakkels dem, tænker mange, når Trefilov går amok og skælder, smælder og ind i mellem tager et meget fast greb i armen på en spiller, hvis vedkommende har lavet en fejl inde på banen.

En rigtig gruppefinale

Fredag kl. 20.30 i EWE Arena i tyske Oldenburg møder Rusland og Danmark hinanden. Det er den femte og sidste kamp i den indledende gruppe. Vinderen af kampen, går videre til 1/8-finalen ved slutrunden som etter fra puljen. Rusland har gjort rent bord indtil videre med otte point i fire kampe, mens Danmark har seks point. Danmark indledte med at tabe til Montenegro, men har efterfølgende vundet over Japan, Tunesien og Brasilien.   

Jeg har ofte tænkt, at ham kunne jeg godt tænke mig at få en snak med, for hvad er det lige, der sker? Hvordan i alverden kan man slippe afsted med sådan en ledelsesstil i vore dage?

Det sidste tror jeg faktisk godt, at jeg kan svare på. Kig på Trefilovs resultater som træner. Han var vundet alt, hvad der er værd at vinde, og han har gjort det flere gange.

Vinderen har altid ret. Sådan er det, og sådan vil det blive ved med at være, selvom mange utvivlsomt sidder og tager sig til hovedet og tænker "hvordan pokker kan de russiske håndboldkvinder dog holde ham ud", når Trefilov brøler for fuld udblæsning.

Og det går han altså stort set i 2 x 30 minutter i hver eneste kamp. Også ved VM-slutrunden i Tyskland, hvor Danmark fredag møder Rusland.

Her er det lykkedes at få aftalt et interview med Trefilov.

Jeg syntes selv, at jeg havde forberedt mig godt, og det udviklede sig faktisk til at blive en yderst behagelig oplevelse at være helt tæt på trænerlegenden en halv times tid. 

Håndbold er følelser

Han fortæller og fortæller, selvom der egentlig kun var afsat et kvarter. Han gør det på russisk, så tolken ved Trefilovs side er på overarbejde.

- Ingen følelser, ingen håndbold. Sådan er det. Vi er her for at opnå så gode resultater som muligt, og så skal vi gå efter det ultimative. Jeg kræver det maksimale af spillerne, og de kræver det maksimale af mig, forklarer Trefilov.

- Jeg var tosset på mine spillere efter kampen mod Japan. De smider bolden væk til sidst, selvom vi har aftalt noget andet. Det gør mig rasende, men mon ikke jeres danske Ulrik Wilbek havde smidt en flaske i vandet. Sådan reagerer vi forskelligt, griner Trefilov.

- Nogle gange siger folk, at jeg er aggressiv, men for mig er det en kamp, og det er bedre at være tilstede i kampen, end at lade noget være uprøvet. At udtrykke sig tydeligt. At udtrykke russisk karakter. Når vi spiller kamp, går vi hårdt til dem, men efter kampen er vi venner. 

Han kan glæde sig over, at Rusland fortsat er en af verdens absolut førende nationer, når det gælder kvindehåndbold. Senest understreget med OL-guld i Rio. Det halter lidt mere med Danmark, der ellers tidligere skovlede medaljer ind.

- Jeg husker det tydeligt. Andersen hed de. Camilla og Anja. De var nogle af de allerbedste, husker 62-årige Trefilov, der har brugt de sidste 20 år af sit liv på at træne håndboldkvinder.

Trænerkarrieren begyndte dog helt tilbage i 1984 i hjembyen Krasnodar, hvor han også er klubtræner den dag i dag. Dengang arbejdede Trefilov som assistent for legendariske Vladimir Maksimov. Sammen vandt de VM-guld for mænd i 1997.

Han mener, at han har forklaringen på, hvorfor Danmark ikke længere er toneangivende indenfor kvindehåndbold.

- Der er alt for mange udenlandske spillere i den danske liga. Det betyder, at der ikke er plads til de danske spillere på det bedste hold. En spiller har brug for otte år for at udvikle sig til en topspiller, hvis de skal spille på landsholdet.

- Men jeg har stor respekt for Danmark, hvor der er mange gode trænere. Man kan sammenligne den danske kvindeliga med mændenes liga i Tyskland, men på landsholdet har man ikke succes.

- Hvordan har min ven Jan Pytlick (tidligere landstræner, red.) det i øvrigt?

Han har det da vist rigtig fint i Odense. Trefilov og Pytlick stod overfor hinanden mange gange på hver sin side af midterlinjen. De respekterede hinanden, og der er også en historie om, at de to en aften var ude at drikke vodka sammen.

- Han ville bare have en lille én til at starte med, men sidst på aftenen forstod vi hinanden, griner Trefilov.

- Pytlick kunne pludselig tale russisk.   

Giver gerne en krammer

Trefilov har aldrig haft et trænerjob udenfor Rusland, selvom han kan fremvise de mest imponerende resultater.

- Jeg er patriot. Sådan burde det være for mange mennesker. Ruslands flag er mit flag, Rusland er mit land. Sådan er det, og jeg er bare blevet styrket i min tro de seneste dage.

Han hentyder til sagen, hvor Rusland er blevet udelukket fra vinter-OL.

- Folk må tro, hvad de vil. Men jeg kan fortælle dig, at da vi kom her til Tyskland blev 10 ud af vores 18 spillere straks kaldt til dopingkontrol. Er det normalt? Jeg tror, at du fornemmer mit svar på det spørgsmål.

Trefilov virker rolig, men sådanne ting - og så selvfølgelig også et nederlag inde på banen - går ham på. Det går også spillerne på. Og derfor er det på ingen måde usædvanligt at se den russiske succestræner give spillerne et kram eller et klap på skulderen.

Det ser vi ikke derhjemme i stuerne, når tv-kanalerne er gået på endnu en omgang reklamer, men vi ser det her til VM-slutrunden.

En stor, stærk bjørn passer på sine unger.  

  • Af: