Den tidligere GOG-anfører har fået spidset albuerne efter skiftet til Ciudad Real
HÅNDBOLD: De rullende spanske r'er har det med at hænge fast på tungen af Torsten Laen, men ellers er alt gledet perfekt i hans første sæson i Spanien.

Fem titler, masser af spilletid, personlige udfordringer på det helt rigtige tidspunkt og ikke mindst spidser på albuerne er det blevet til for den tidligere GOG-anfører, der som den første danske herrespiller har vundet Champions League efter et brag af en finale, der havde alle ingredienser.

Laens spanske eventyr

Den tidligere GOG-anfører Torsten Laen er midtvejs i en to-årig kontrakt med den spanske storklub Ciudad Real.

Her spiller han sammen med en lang række verdensstjerner som bl.a. Ólafur Stefánsson, Petar Metlii, Alberto Entrerríos og Didier Dinart.

I år har klubben vundet hele fem trofæer: Det spanske mesterskab, Super Cup'en, de to pokalturneringer ASOBAL Cup og Copa del Rey samt ikke mindst Champions League.

- Det har været et fantastisk år både på og uden for banen. Al respekt for GOG, men jeg har ikke fortrudt det en eneste gang.

Sats bar frugt

For første gang siden januar er Torsten Laen hjemme i Odense, og hans stemme gløder af stolthed og vel også en smule taknemmelighed over, at satsningen bar frugt.

For underskriften på Ciudad Real-kontrakten kunne lige så vel have betydet et mareridtsår i skyggen af franske Didier Dinart, en af verdens bedste forsvarsspillere, og Rolando Urios, det spanske landsholds førstevalg.

I stedet har solen i alle henseender skinnet på den fynske profil.

- Jeg vidste, at det var noget af et sats, da jeg tog af sted den 1. august. Jeg vidste, at jeg kom til en klub med 17 landsholdsspillere, og hvor man ikke er garanteret spilletid, selv hvis man er blandt de 14, der bliver udtaget til kampene. Det kunne være blevet et mareridtsår, men jeg havde ikke noget at tabe. Landsholdspladsen havde jeg mistet, og jeg ville gerne ud at prøve noget, siger Torsten Laen, der vidste, at Urios var slidt.

- Men at han kun ville komme til at spille fem kampe, havde jeg ikke forventet. Og jeg har også fået lov at dække op, og bare det at blive accepteret på sådan et hold er stort. De kommer og siger "vi kendte dig ikke, men du har virkelig gjort det godt", og det er et kæmpe skulderklap.

Greb chancen

Tilfældighederne har på den måde igen givet Torsten Laens karriere et puf i den rigtige retning, som dengang han som ung seniorspiller pludselig blev kastet ind på førsteholdet, da Keld Vilhelmsen og Joachim Boldsen blev skadet.

- Dengang slog jeg til, og det føler jeg bestemt også, at jeg har gjort denne gang. Jeg har vist, at jeg sagtens kan være med på det niveau, og det har givet stor selvtillid og ros fra omgivelserne.

Alligevel er det anden glæde, der præger Torsten Laen efter at have vundet det spanske mesterskab, Super Cup'en, to pokaltitler og Champions League. Sejre, der - for at gøre mesterværket endnu mere fuldendt - i tre tilfælde gik ud over ærkerivalerne fra Barcelona.

- Jeg er mega stolt og glad for at have været med til det, men det er en anden følelse end at vinde guld med GOG, hvor jeg har været en større del af præstationen. Jeg er stadig glad for at have bidraget, men det er bare anderledes, når man spiller 20 minutter og ikke er med i forsvaret. Jeg er gået fra en "vi"-fornemmelse i GOG, hvor "vi" skulle vinde og "vi" skulle gøre det godt til at være mere kynisk og tænke på mig selv. Det er man nødt til i udlandet, for ellers står der bare en ny i køen. Jeg har fået albuer på, siger Torsten Laen.

Faste aftaler

Sæsonen har langt oversteget de vildeste forhåbninger, og Torsten Laen sætter pris på at være kommet til en klub, hvor der er styr på tingene. Og så har det været en stor fordel, at træner Talant Dujshebaev kører et for spansk håndbolds vedkommende stort antal faste aftaler. Til gengæld når træningen i Ciudad ikke GOG's til snørebåndene, og Laen har derfor haft god brug for selvdisciplin for kontant at udfordre sig selv til forbedringer også under den daglige dont. Der er ikke meget kreativitet, fornyelse og udvikling over den. Det er samme skabelon hver gang, for Ciudad er ikke en klub, der udvikler spillerne. Det er en klub, der køber færdige spillere til at præstere.

- Jeg ikke blevet en markant bedre spiller, og jeg er ikke gået fra at være en over-middel ligaspiler med landsholdspotentiale til på ni måneder at være verdensstjerne. Slet ikke. Og det har da ikke været let, men det er alligevel kommet overraskende let til mig.

Kæmpe kompromis

Måske er det i virkeligheden uden for banen, de største udfordringer skal findes. Privat har det været et kæmpe kompromis at skulle leve adskilt fra kæresten Maria Thuesen det meste af tiden, men også den del er gået over forventning, og trods savnet har det til tider ligefrem været en fordel for integrationen, at Torsten Laen har kunnet koncentrere sig om at falde i hak med holdkammeraterne.

- Det har været en kæmpe udfordring at komme ind på et nyt hold, finde ud af hvordan man skal gebærde sig og ikke kunne kommunikere med holdkammeraterne på samme måde, som jeg er vant til, siger Torsten Laen, der har haft privatlærer for at få de spanske gloser ind under huden. Håndboldsproget er på plads, men derfor kunne han alligevel godt ønske sig mere.

- Spansk ligger desvære fjernt for mig. Jeg har store problemer med udtalen. De rullende r'er og de lyde, hvor man nærmest skal spytte, ligger ikke naturligt for mig, og af natur er jeg sådan, at jeg gerne vil være sikker på, at det, jeg siger, er 100 procent korrekt. Ellers tier jeg hellere stille.

Det lyder helt naturstridigt at høre Torsten Laen sige sådan, for han har været spillernes naturlige talerør i sin tid som GOG-spiller, men netop den rolle nyder han at være revet ud af, så han nu kan koncentrere sig 100 procent om sin egen indsats på banen.

En indsats, der har givet ham en plads i Ulrik Wilbeks bruttotrup, som de næste måneder skal forberede sig til legene i Beijing. Med i bagagen er to erindringer, der efter et år i Don Quijotes fodspor brænder sig fast.

- De første kampe for Ciudad Real. Bare det at trække trøjen over hovedet. Jeg havde ikke troet, at jeg skulle få lov at stå der. Og CL-finalen, fordi det var så vanvittigt.

Og den 28-årige stregspiller vender tilbage til Ciudad Real til august. For selv om man aldrig ved, hvad der sker i de spanske storklubber, så har de bedt ham møde efter sommerferien.

Så meget spansk forstår han.
  • Fyens Stiftstidende