I Wales har den nationale liga og landsholdet egentlig ikke en pind med hinanden at gøre - og så alligevel ret meget

Landstræner for Wales, Manchester United-legenden Ryan Giggs, kigger sine spillere an på træningsbanen. Han har til opgøret mod Danmark flere profiler fra Premier League, den næstbedste engelske række og enkelte europæiske klubber at vælge imellem til sin startopstilling. Foto: Reuters/Andrew Boyers

I Wales har den nationale liga og landsholdet egentlig ikke en pind med hinanden at gøre - og så alligevel ret meget

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der er langt fra walisiske landsholdsstjerner som Gareth Bale og Aaron Ramsey og så til kampene i den nationale fodboldliga. Men rækken - The Welsh Premier League - der netop nu føres af en lille undseelig klub, der holder til ved floden Dee i det nordlige Wales, er faktisk forudsætningen for den succes Bale og landsholdskammeraterne oplever i disse år ude i den store verden.

FODBOLD: Lige nu er den måske bedste historie i walisisk fodbold en bredskuldret skotte ved navn Andy Morrison.

48 år gammel, og manager for en lille klub i det nordlige Wales, Connah's Quay Nomads FC, der aktuelt topper den walisiske liga, og som i det hele taget, siden Morrison tog over efter den fyrede Allan Bickerstaff i november 2015, har leveret ganske bemærkelsesværdige resultater og i to sæsoner med rank ryg har repræsenteret landet ude i Europa.

Jo, jo, superstjernen Gareth Bale med en årsløn i Real Madrid på omkring 200 millioner danske kroner, Cardiff City FCs gøren og laden i den engelske Premier League, landsholdets meritter og stortalenter i svøb som Ethan Ampadu får helt sikkert mere spaltesplads i walisiske og britiske medier, men den gode historie ligger ikke altid i store armbevægelser og fodboldagenters våde drømme.

Men hvem er Andy Morrison - og hvorfor fanden skal jeg læse om ham, lyder det fra den gængse roligan, når nu det handler om Danmark versus Wales fredag aften og førstepladsen i denne Nations League-gruppe?

Han var i sin tid som aktiv spiller et brød af en midtstopper for en række engelske klubber, men mest af alt kendt for sine år som knogleknusende anfører i Manchester City, dengang klubben lige omkring årtusindeskiftet faktisk rodede rundt nede i de lavere rækker - da det gik værst; den tredjebedste engelske række.

Morrison med det karakteristiske strit på toppen var med til at vende bøtten for Manchester City og to sæsoner i træk sikre oprykning, og blev som følge af den bedrift og sin kompromisløse 'af banen her kommer bananen'-spillestil en decideret kult-spiller i den lyseblå trøje, selvom skader gjorde et stort indhak på antallet af kampe for klubben.

I dag fylder han stadig en del i landskabet i den oliesheik-ejede storklub, kommer til de fleste hjemmekampe, er officiel fan-ambassadør, og på den måde er der for så vidt en forbindelse mellem den uanseelige klub fra Wales med dens 245 tilskuere i snit til hjemmekampene på vindblæste Deeside Stadium og så til én af verdens rigeste klubber rådende over en trup med an anslået markedsværdi på ni milliarder danske kroner.

Afrika og Asien bed til

Nå, han svinger altså med pegepinden i en klub beliggende ved floden Dee tæt på den engelske grænse; en klub, der indtil han dukkede op aldrig havde vundet noget nævneværdigt, men som nu har prøvet at vinde den walisiske pokalturnering, hvor lille og ubetydelig den end er, ligesom de to sæsoner i træk mod alle odds har nappet andenpladsen i Welsh Premier League.

Og nu går de så efter guldet, Connay's Quay, på trods af, at helt anderledes pengestærke foretagender som Cefn Druids og Bala Town har plukket flere af holdets profiler fra de seneste sæsoner.

Det ændrer ikke på, at Morrisons soldater er den p.t. stærkeste historie, hvis man i hvert fald interesserer sig en smule for walisiske forhold indenfor kridtstregerne, hvor alle med bare en smule talent spiller udenfor landets grænser, ligesom alle landets betydende klubber som Cardiff og Swansea og Wrexham og Newport County er en integreret del af det engelske ligasystem. Og har været det længe.

Men en stor historie på den front er ingenlunde en stor historie udenfor landets grænser.

Og sådan er det med den lille, hyggelige walisiske liga, der blev etableret i 1992, mest af alt som et alibi for, at Wales fortsat kunne tillade sig at stille med et landshold på den internationale scene, og altså direkte er en forudsætning for, at de dyrt betalte stjerner overhovedet løber rundt i landsholdstrøjen, for to år siden nåede til semifinalen ved EM-slutrunden og fredag aften altså møder Danmark i Nations League-opgøret på Millennium Stadium i Cardiff.

Skal man være kynisk er den walisiske liga først og fremmest en administrativ foranstaltning, hvilket trækker tråde til både det afrikanske og det asiatiske fodboldforbund, der op gennem 180erne begge begyndte at sætte spørgsmålstegn ved det rimelige i at Wales havde et landshold, når nu de var en del af Storbritannien og ikke en gang havde deres egen nationale fodboldliga.

Derfor blev den etableret. I en fart. Pengene har aldrig været store, er ikke-eksisterenede i de fleste klubber, og tilskuerinteressen er yderst begrænset, men i de senere år har der været sportslig som organisatorisk fremgang at spore - og i de europæiske turneringer har flere af de lokale hold leveret ganske hæderlige resultater i de indledende kvalifikationsrunder.

Der er rugby og fodbold

Hvis man spørger for sig, får man at vide, at walisisk ligafodbold befinder sig imellem to væsentlige modsætninger, der også bunder i geografi: På den ene side er der den sydlige del af Wales, hvor rugby egentlig er den klart mest populære sport, men hvor de største fodboldklubber Cardiff og Swansea også ligger placeret. De gør sig som bekendt i engelsk fodbold, og derfor kigger størstedelen af de unge den vej - eller mod rugby - når de finde deres helte på græs.

Det skaber selvsagt en art identitets-forvirring, og visse problemer med opbakningen til den hjemlige liga på de kanter, hvor blot tre af de tolv klubber i The Welsh Premier League hører til.

Resten af klubberne er fra Nordwales, hvor fodbold sagtens kan konkurrere med rugby, men her er der - i fraværet af store klubber - til gengæld en supporter-tradition for at kigge mod England, hvor nærliggende klubber som Liverpool, Everton, Manchester United og Manchester City derfor er blandt de foretrukne.

Og det er midt i alt dette - hvor Gareth Bale er folkehelten, landsholdet primus motor og Cardiff og Swanseas skiftende ophold i den 'rigtige' Premier League får mediernes opmærksomhed - at den walisiske liga forsøger at finde fodfæste på mudrede baner af tvivlsom karakter. Det er ikke en vare, der ligefrem sælger sig selv.

At næsten halvdelen af spillerne i den nuværende walisiske A-landsholdstrup såmænd er født i England samt at de seneste syv års suveræne vinder af The Welsh Premier League har været The New Saints, der spiller deres hjemmekampe i Shropshire i England, gør kun det hele endnu mere kringlet, men summa summarum: De har deres landshold og deres liga, waliserne, og det går altså hånd i hånd. Det er det nødt til.

De kan ikke undvære hinanden, kommer fra den samme muld, selvom der i bund og grund er tale om to helt forskellige verdener.

Ikke en eneste af spillerne i Wales' trup til kampen mod Danmark har nogensinde spillet et eneste minut i den hjemlige liga. Blot to af dem - Connor Roberst og Dan James, begge Swansea - repræsenterer aktuelt en walisisk klub.

Det kerer landstræner Ryan Giggs sig nok ikke om. For ham handler det om at stille det stærkest mulige hold. Mod Danmark og alle de andre nationer. Det samme gælder for så vidt for Andy Morrison i Connay's Quay.

Om det så er Aberystwyth eller Llandudno, der står klar på den anden banehalvdel.

I Wales har den nationale liga og landsholdet egentlig ikke en pind med hinanden at gøre - og så alligevel ret meget

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce