Drømmernes triste teater


Drømmernes triste teater

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

DER VAR EN scene på lørdagens sandhedsskabende etape i Pyrenæerne.

Mens TV 2's nye mand som assistent for den episke Jørgen Leth var i færd med at råbe Ivan Basso først over stregen, lynede Lance Armstrong få meter fra stregen sin trøje op for derefter at køre forbi Basso så let, som storken snapper en frø.

- Nå, Armstrong vil vinde i dag, sagde jeg til kollegaerne ude på jobbet, da jeg så trøje-lyningen.

Det hørte Thomas Kristensen ikke, han havde travlt med - forgæves - at råbe Ivan Basso først i mål.

Dén scene irriterer mig. Af mange grunde. For det første fordi, jeg er en drømmer. Jeg holder for meget af taberne og for lidt af Lance Armstrong. Jeg har forsøgt at læse den seneste bog, han ved hjælp af en ghost-writer har udgivet. Men jeg kan ikke overkomme det.

Det er en fantastisk historie, den om Lance Armstrong, der overvandt testikelkræften og derefter overvandt alle de andre cyklister (og scorede Sheryl Crow), men der er én eller anden udefinerlig form for hellighed over Lance Armstrong.

Det er svært at forklare, men det sammenfattes vel meget godt af en kommentar, jeg hørte, da jeg så fredagens etape på en glimrende sportspub i Overgade i Odense: - De tre værste ting, der er kommet fra Texas er George Bush, Lance Armstrong og JR Ewing.

Det var på den samme etape, fredagens, man kunne se endnu en sigende scene: De US Postal-ryttere, der sad i front, smed som på kommando hjelmene samtidig.

Her overlades intet til tilfældighederne. Alt er maskinelt. Hver eneste detalje er afprøvet. Og prøv at se den kadence, hvormed Lance Armstrong kører opad. De texanske ben ruller rundt, som var han en robot, og det tror jeg egentlig også han er. Der er intet udtryk i det texanske fjæs. Andet end effektivitet.

Og jeg tror, det er derfor, vi er så mange, der ikke kan fordrage ham. For vi er jo mennesker med fejl og mangler. Vi vil gerne være flinke og rare, men lejlighedsvis gør vi alligevel alt det forkerte.

Og derfor vil vi gerne identificere os med dem, der gør ligesådan, og ikke med robotten fra Texas.

Jeg ved det ikke, overhovedet ikke, men jeg foretrækker at tro, at Lance er dopet i hoved og røv.

For har touren igen igen mistet ethvert spændingsmoment, hvad den øverste podieplads angår, så er det da i det mindste sjovt at se, hvordan texaneren reagerer, når nogen prøver at sværte hans gode navn og rygte til ved at antyde, at det er doping, der har ført ham til tops.

Så går han i den totalt sure defensiv, og så har han altid kræftens martyrium at ty til.

Det er derfor, jeg har taget mig selv i at holde med Jan Ullrich. "Das Jahrhundrettalent". Jeg har endda forsøgt at læse hans selvbiografi, men den er så himmelråbende dårligt oversat af en journalist ved Ekstra Bladet, der forhåbentlig ved mere om cykelsport, end han ved om det tyske sprog, så også den er en plage at komme igennem.

Jeg er ingen ekspert i det her game. Jeg bliver næppe inviteret i studiet. Jeg kan bare huske en sommerferie i Skagen, hvor jeg en eftermiddag hos værtinden i det hus, som mine bedsteforældre år efter år lejede, så Hennie Kuiper i en medrivende duel med Bernard Thevenet. Og det var vist på tysk tv.

Og jeg var solgt. Jeg synes også om fodbold og ishockey, men der er noget i cykling, som er så tæt på det basale, som er så nøgent og klart, at det overgår alt. Hvor ellers i sportens verden får man set noget så pragtfuldt som Thomas Voecklers brede smil, da han distanceret - men ikke alt for distanceret - kører over stregen.

Tour de France er for drømmere. Måske fordi cykling i modsætning til trampolinspringning, brætsejlads og dressur ligger lige for. Vi har alle sammen trådt i pedalerne, vi har alle sammen jublet, da vi første gang kørte uden støttehjul.

Tour de France er fantatisk, fordi den giver afsæt til spinatfugle som denne skribent - eller til Jørgen Leth eller den selvfede Henrik Jul Hansen.

Og det er sgu' også derfor, vi er nogle, der savner Jørn Mader - med alle hans fejl og mangler.

Ikke et ondt ord om Thomas Kristensen. Han skal jo tale Ivan Basso i mål, og det må være svært på én gang at tale og så holde øje med, hvad der rent faktisk foregår.

Men der var Mayo Mayo mere i Maders totale ordskvalder.

Der var hos Mader en anarkistisk charme af det stof, som drømmere er gjort af. Af det samme stof, som gør, at vi er nogle, der - formentlig, helt sikkert, forgæves -håber på at se bare en smule tegn på menneskelighed hos Lance Armstrong.

Jesper Mads Eriksen er journalist på sportsredaktionen.

Drømmernes triste teater

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce