OIK-træneren gik efter de rette personligheder til at bygge en OIK-familie, mens han selv restituerede efter uheld
ISHOCKEY: Isen smelter langsomt og danner små vandpytter på gulvet i det lune og atmosfærefyldte trænerrum.

Her har personligheder som Mario Simioni, Petri Skriko, Ulf Weinstock og senest Björn Kinding til tider hensmægtet i evig søgen efter isens rette formel, men nu er det den lille, brede publikumsyndling Dean "Dino" Fedorchuk, der sidder på skrivebordet og svinger med benene.

Han har stadig skøjterne på efter mandagens formiddagstræning, og selv om den aktive karriere blev indstillet to år før beregning, drypper vandet fra dem.

- Det var en svær beslutning, for jeg følte stadig, at jeg havde nogle gode år i mig som spiller, men omvendt vil jeg være træner i fremtiden, og derfor var det en stor mulighed for mig at få chancen i en af verdens top 10-ligaer. Jeg talte med min familie og venner i ishockeykredse om det, og de sagde, jeg var vanvittig, hvis jeg ikke tog imod tilbuddet, fortæller han om overvejelserne tilbage i april.

Dengang ville OIK først have ham som assistent og talentudvikler af klubbens danske spillere, men da selskabet blev rekonstrueret, åbnede det muligheden for, at Dean Fedorchuk trådte frem i forreste linje.

- Alle, der kender mig, ved, at jeg ikke går ind i noget 50-75 eller 80 procent. Jeg gør det 110 procent, og spørgsmålet var, om folk var klar til det.

Pludselig er han ikke ligestillet med spillere som Mads True, Kim Karsberg og Kimmo Vesa.

Nu er han chef. Tager beslutningerne. Og skærer igennem.

- Det kunne let blive en mærkelig situation, men de danske spillere, der var i klubben i april, gjorde det let for mig ved at være meget motiverede. Det er nyt for mig, det er nyt for mange af udlændingene, der aldrig før har været i Europa, og vi skal lære og vokse sammen, siger Dean Fedorchuk.

I betragterens rolle

Den lille slider har altid gået forrest på isen, og det er svært for ham at være i betragterens rolle nu.

- Det sværeste er, at jeg må bede en anden om at gøre det nødvendige. Hvis vi tidligere ikke var fysiske nok, kunne jeg selv gøre noget ved det, havde vi brug for et mål, kunne jeg forsøge at lave det, og skulle vi lukke en spiller ned, kunne jeg gøre det. Nu må jeg se mig omkring og finde en fyr til at gøre det. Det er en anden type udfordring, og den sværeste del, siger han med hånden på hjertet.

Når det er sagt, så har Dean Fedorchuk efter sidste sæsons grimme uheld i sæsonoptakten, de efterfølgende tand- og kæbeoperationer samt en knæskade haft godt af en sommer, hvor han kunne tage den helt med ro og ikke skulle træne sig klar til en ny vinter-krig i alverdens hockeyhaller.

Hovedpinen er væk, knæet værker ikke mere, og skulle det være nødvendigt, kunne han såmænd være klar til at spille i løbet af to-tre måneder.

Klog af skade.

- Jeg har fået min lektion. Jeg vendte 100 procent sikkert for hurtigt tilbage til isen, men jeg havde denne her idé i hovedet om, at jeg ikke havde misset en kamp i otte år. Jeg havde kriger-mentalitet, og intet kunne holde mig tilbage. Men jeg har lært, at der er noget, man ikke kan styrketræne sig ud af, og når det handler om ens hoved, så er man nødt til at have tålmodighed.

- Jeg havde ikke misset en kamp i otte år og havde altid bygget mig op med styrketræning, så jeg var meget muskuløs og i fantastisk form til sæsonen, så jeg ikke ville blive skadet. Men det, der skete for mig, kan man ikke gardere sig imod, og pludselig havde jeg svært ved at fokusere. Normalt skete alting omkring mig i slowmotion, og jeg kunne se tingene ske, før de skete, men da jeg gjorde comeback, var det pludselig som om, at det hele skete i en film, der blev spolet hurtigt fremad. Alt skete hurtigt - og højt. Det var, som når man vågner på sofaen midt om natten med hyletonen på tv larmende, og den var der hele tiden. Jeg kunne ikke se modstanderne komme, før de var der, forklarer han.

Den fornemmelse er væk nu.

Telefon fra Alaska

Og i stedet for at bygge sig op til en ny sæson har han sommeren igennem kunnet hellige sig trænergerningen på sin sommerskole i Alaska, hvor han i årevis har delt rundhåndet ud af gode råd og samtidig suget trænererfaring til sig.

Imens har han kimet det meste af ishockeyverden ned for at sammensætte netop det hold og den familie, OIK skal bryste sig af de kommende otte måneder.

- Der findes et utal af gode spillere deroppe, men hvis der var 10 gode til én position, så ville jeg have den rigtige person. Jeg ville have fyre, der kunne passe ind med de danske spillere, fyre, der respekterer Danmark og den danske liga og det faktum, at vi er her som gæster. Og så ville jeg have fyre, som har en vinder-historik. Fyre, der har prøvet at vinde mesterskaber før, og som har lederegenskaber og ved, hvad det vil sige at bygge en familie op.

- Dwayne Zinger er en stor defensiv spiller, der kan sætte hårdt mod hårdt over for de andre holds topscorere, men jeg var nødt til at finde ud af, om han også ville passe ind i klubben. Den proces var en stor udfordring, og selv om alle spillerne har agenter, så fandt jeg hurtigt ud af, at det var bedre at ringe rundt til trænerne. På den måde har vi fået bygget et hold af trænerfavoritter, og det har været vigtigt for mig i en situation, hvor jeg er helt ny.

Indtil videre er det blevet til to sejre efterfulgt af to nederlag i sæsonstarten.

- Det er vel, som man kunne forvente. Vi kom meget hurtigt ud af starthullerne og havde forberedt os rigtigt godt til kampen mod SønderjyskE, men så blev vi vel lidt for tilfredse, og måske var det en god lektion, vi fik. Spiller vi ikke vores bedste hockey, så kan alle slå os, men spiller vi op til vores bedste, er vi et af topholdene. Holdet har et stort potentiale, og spillerne ved, hvad broderskab er.

- Det kræver lidt tilvænning, og om der går 10 kampe, to måneder eller det først sker til jul, ved jeg ikke, men hvis vi får familieattituden frem og spiller vores bedste hockey, når vi når play off, er vi kommet langt, siger Dean Fedorchuk inden aftenens udekamp mod Esbjerg.
  • Fyens Stiftstidende