Daniel Thomsen ser fremad

Daniel Thomsen - volleyballspiller.
Foto: Birgitte Carol Heiberg

Daniel Thomsen ser fremad

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Daniel Thomsen har lagt fortiden bag sig og spiller nu volleyball igen efter at have udstået sin to år lange doping-karantæne
Klogere, mere voksen og mest af alt bare rigtig glad for bare at spille volley

Volleyball: Daniel Thomsen siger det flere gange. Med vægt bag.

- Nu er det slut. Væk med den dom. Nu ser jeg fremad.

Ikke fordi han er berøringsangst og ikke vil tale om sin dopingdom.

Det vil han gerne, hvis folk spørger.

Men fordi der nu er gået 24 måneder, siden han blev taget med kokain i blodet.

Fordi han nu er videre.

Og igen er fri til at gøre, hvad han allerhelst vil: spille volleyball.

- Jeg tænker ikke så meget tilbage. Jeg tænker fremad. Hvad sket er sket. Der er intet at gøre.

Ordene bliver sagt med overbevisning. Uden tøven.

- Jeg ser fremad, konstaterer han. Igen.

Men Daniel Thomsen har også haft god tid til at tænke over sin karantæne-dom i de to år, den har varet. For efter han i januar 2008 blev taget med kokain i blodet efter en kamp for Marienlyst, har han været udelukket fra al sport - både i forenings- og eliteregi - i to år.

Også selv om Daniel Thomsen hele tiden har fastholdt, at han ikke bevidst har taget kokain, men at nogen måske har puttet det i hans drink i forbindelse med en bytur.

- Men jeg kan jo ikke løbe fra, at der var kokain i min krop. Hvordan den kom ind, får jeg nok aldrig svar på. Og jeg er også ligeglad.

Alt gemt i scrapbog

Doping-sager i volleyball er mildest talt ikke hverdagskost, så da både A- og B-prøven viste spor af kokain, befandt Daniel Thomsen sig pludselig midt i en mediestorm.

Alverdens medier ville have en udtalelse. En forklaring.

Spalte efter spalte blev fyldt, tv-minutter blev fyldt, og debatten var ivrig på både nyhedsmediers og volleyball-siders debatfora.

- Jeg tror, jeg har læst det hele, siger Daniel Thomsen, der tager sig tid med at finde svar på spørgsmålet hvorfor.

- Jeg ved ikke, hvorfor. Det hele omhandlede mig, og jeg syntes, jeg havde behov for at læse det.

Og læse det gør han stadig en sjælden gang imellem. Han har nemlig samlet det hele i en mappe. I en slags scrapbog over sin største sportslige krise.

- Det er trist, men også sjov læsning. Jeg bliver ikke irriteret over, hvad folk har skrevet. Det er folk, jeg ikke kender, og som ikke kender mig. Derfor kan jeg grine af meget af det, forklarer Daniel Thomsen.

Pakkede tit tasken

Men der gik lidt tid, inden Daniel Thomsen tilbage i 2008 kom sig over chokket af doping-dommen.

For han blev revet ud af sin kendte hverdag. Alt blev vendt på hovedet.

Pludselig måtte han ikke tage til volley-træning, som han var vant til at gøre hver dag.

Pludselig skulle han finde på noget andet at fylde i døgnets timer, når volleyball ikke længere var en mulighed.

- Det var frustrerende. Jeg har flere gange taget mig selv i at pakke tasken. Så måtte jeg minde mig selv om, at jeg ikke måtte spille volley.

- Volley var en kæmpe del af mit liv. Jeg var i hallen hver eneste dag, og mange af mine venner havde med volley at gøre, så jeg savnede det. Det var en kæmpe omvæltning, at jeg lige pludselig ikke skulle i hallen hver dag.

Det var en af den slags oplevelser, der var med til give nyt perspektiv.

- Jeg har lært, at der er andet i livet end volley. Jeg har lært, at man skal være meget opmærksom på, hvad man foretager sig og indtager, når man er i byen. Jeg har lært at tænke mig lidt mere om generelt. Hvis jeg går i byen en lørdag, vil jeg ikke risikere noget som helst. Og så kan man alligevel ikke gardere sig.

Tilbage på banen

Under karantænen var der dog ingen tvivl om én bestemt ting hos Daniel Thomsen: Han ville tilbage til volley.

- Men nogle gange har jeg haft min tvivl. Om det kan lade sig gøre at komme tilbage til elite-niveau, om jeg stadig ville være god nok efter to års pause, om jeg var blevet en tyk gris.

- Men motivationen for mig var at bevise, at jeg kan klare det. At jeg tror på mig selv. Det kan godt være, folk siger, jeg er færdig, men de tilsvininger har motiveret mig. Jeg vil vise, jeg kan komme tilbage.

Det er han nu i gang med. For en uge siden tog han til sin første volley-træning efter karantænens udløb. Og i søndags spillede han sine første to sæt. I to år.

- Det var fedt at være tilbage. Det har jeg ventet på i to år. Det gik over al forventning, men jeg er mest glad for bare at kunne spille. At være en del af det sociale fællesskab og være med i omklædningsrummet.

Speciel kamp venter

I dag venter så endnu en udfordring. Hans nye klub Middelfart møder nemlig Marienlyst. I et intenst topopgør mellem landets to bedste mandskaber.

Men for Daniel Thomsen er det også mødet med den klub, der betyder så meget for ham. Der hjalp ham gennem doping-dommen. Hjalp ham videre.

- Det bliver specielt. For jeg har været derude så meget, og jeg kender så mange af spillerne. Men når først kampen er i gang, så er det en kamp som alle andre.

- Jeg glæder mig. Jeg føler ikke noget had til Marienlyst. De har altid hjulpet mig, og jeg har også set dem spille flere gange under min karantæne. Det gjorde det ikke nemmere. Det gippede i mig for at spille.

Nu er Daniel Thomsen færdig med at kigge på. Færdig med karantæne. Færdig med fortiden.

Fremad er den eneste vej.

Daniel Thomsen ser fremad

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce