Da Fall tog fat i AGF var der fest

Baye Djiby Fall tager alle nærkampe op og spiller som Preben Elkjær i sin tid med alle midler. Her går det ud over Frederik Krabbe.

Da Fall tog fat i AGF var der fest

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OB gav det fynske folk den fest, som de har hungret efter på Fionia Park

OB

AGF

3-1

Superligaen

FODBOLD: AGF er ofte før blevet sendt pryglede hjem til Århus fra fodbold-teatret i Højstrup, men denne gang skete det efter en rigtig fest, som fik de kræsne fynboer op af sæderne.

Det er længe siden, at folket har haft så meget fornøjelse af at se OB som i 1. halvleg på hjemmebane, hvor spillerne har virket hæmmet i alt for mange kampe og uden fælles fodslaw.

Nu er der styr på opgaverne og der mere tyngde i alt, hvad der foregår.

Og så udfordrede AGF friskt værterne og gjorde dem indimellem usikre ved at presse OB's forsvarere i selve opspillet.

Århusianerne fik en masse dødbolde, som Arek Onyszko kampen igennem brugte mange kræfter på at afværge.

Det lykkedes ikke ved århusianernes føringsmål, og ofte voldte Dioh Williams glidende løb kvaler.

Men OB fastholdt stædigt konceptet og Henrik Hansen spillede en stor 1. halvleg med giftige stikninger gennem den århusianske bagkæde.

Sulten Djiby Fall

Kampens oplevelse var dog igen Djiby Fall, som tager alle dueller op og aldrig stiller sig tilfreds med at være lige ved.

Han skaber voldsomt med rum til alle andre, og Björn Runström fik for en tid fjernet en snigende skepsis, fordi svenskeren har haft mange chancer til det mål, som han lavede i halvlegens sidste minut.

Det skete igen efter en hård nærkamp omkring Fall og på kanten af offside.

Fall havde selv udlignet, men både han og Björn Runström havde misbrugt uhyrlige chancer af en dimension, som man på det niveau bør omsætte til mål.

Men Steffen Rasmussen i AGF-målet udviklede sig til halvlegens samtale-emne ved to gange at ramme rigtigt med et par fantastiske feber-redninger.

OB var bedst, men AGF kunne ved 1-0-føringen have sendt fynboerne i chok.

Whites store chance

Århusianerne udnyttede fint, at der i OB's diamant er plads til at slå kontra på siderne, da Williams igen dansede på venstrekanten og betjente amerikaneren Jeremiah White durk foran buret.

Men han sparkede lige på Onyszko og siden hen bidrog også Michael Lumbs snerrende frisparksbold på trekant-sammenføjningen for ophobning af glæder.

Da spillerne gik fra den velplejede plæne, blev de fortjent fulgt af larmende og fortjent bifald.

Det var klasse og fodbold for hjerterne.

Björn Runström var konstant levende og undervejs ned i kanalerne bag backs, mens Eric Djemba-Djemba holdt sammen på det hele. Ikke så fejlfri som i Vejle og endnu ikke helt konditionelt så stærk som Esben Hansen men stadig med høj klasse i spilopfattelse og vendinger.

Johan Absalonsen slås stadig en smule med sin nye rolle som venstre midtbanespillere, der i diamanten kræver andre løb og andre afleveringer end før.

I hvert fald var Absalonsens fejl-kvote for stor, men som alle OB'ere gik han på med krum hals uden at lade sig gå på.

Runström fik bøvl med anklen, og det var fornuftigt at bringe Nymann, der med sin hurtighed måske kunne lukke leddet, da AGF satsede mere og mere i en 2. halvleg, hvor niveauet og tempoet var dalet.

OB's backs fik mere plads til fremstød, og en sådan rundskæv løb Absalonsen direkte ind og pandede i målet, så AGF var sat på plads.

Men bestemt et AGF-hold, der virker skarpere end i sidste sæson.

Og OB fik definitivt overbevist om, at der nu er en linje i spillestilen og i udførelsen af den.

Der er kun at sige bravo.

Da Fall tog fat i AGF var der fest

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce