På karavanevejen til Marrakesh

Columbine fyldt med spænding på vej mod øst ind i Sahara. Foto: Frederik Ahm Krag

På karavanevejen til Marrakesh

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I årtusinder har handelskaravaner fra det vestlige Afrika og Sahara rejst gennem hede ørkener, frugtbare dale og høje bjergpas for at komme til den magiske by Marrakesh. Her kunne man sælge sine varer, købe nye, udveksle historier, viden og ideer og bidrage til den kaotiske smeltedigel af forskellige folk, kulturer, farver, lyde og lugte i byen. Familien Krag bestående af to voksne og tre børn har rejst langs karavanevejen fra Saharaørkenen i det østligste Marokko til den lyserøde middelalderby Marrakesh med den gådefulde Djema el-Fna-plads.

Det er tidlig morgen. Solen er endnu under horisonten, men morgenrøden er begyndt at fortrænge natten. Udenfor skramler én med nogle gryder, en anden hoster hæst. Luften er kølig, men vi ligger varmt under grove uldne tæpper. Vi har overnattet i en beduinlejr i det yderste af Saharas sandørken i det østlige Marokko på grænsen til Algeriet. Omkring os rejser sig op til 150 meter høje sandklitter i gylden-orange farver. Solens første stråler rammer de øverste toppe, som farves ildrøde, og langsomt vender livet tilbage i lejren. - Så er der te og morgenmad, siger en stemme uden for teltåbningen. Vi kommer stille frem. Midt i lejren er der udlagt tæpper, og morgenmaden er serveret. Den varme og søde krydrede smag af myntete fylder munden og breder sig i kroppen - en ny, fantastisk dag er begyndt på vores rejse.

I går eftermiddag ankom vi på kameler til lejren, mens den nedgående sol farvede ørkenen ildrød. Aldeles mageløs oplevelse, som vil stå længe. Senere i går aftes havde vi fest i lejren. Berberne havde lavet en overdådig middag med efterfølgende musik, fest, sang og dans. Vi dansede, sang og spillede på trommer og andre instrumenter. Det var en berusende aften omkring bålet - tilmed uden en eneste dråbe øl eller vin. Det var slet ikke nødvendigt - begejstringen og de inciterende rytmer gjorde os alle ekstatiske i den klare ørkennat. På de gamle handelskaravaners tid havde vi i går fejret, at vi netop var nået karavanerejsernes hovedstad Sijilmassa (i dag Merzouga) i udkanten af Saharaørkenen. Bag os havde vi to måneders hård og udmarvende ørkenrejse på kamel fra Timbuktu i Niger. Vores karavane ville være læsset med varer som elfenben, sjældne træsorter, strudseæg og -fjer samt et par sorte slaver. Men vigtigst af alt: Karavanen var læsset med guld. Det var guldet, som gjorde rejsen, og som stod for hele profitten af karavanen. Og det var guldet, de store købmænd og kongen i Marrakesh var interesseret i. I århundreder bidrog den vedvarende strøm af guld til at holde de store marokkanske riger ved magten og sikrede blandt andet Marrakesh midler til at blive den storslåede hovedstad for rigerne, som den blev.

Sjove facts om Marokko
Kærligheden i leveren?Mens hjertet for de fleste af os er symbol på kærligheden, er det i Marokko traditionelt leveren, som er symbolet på kærlighed. I berberkulturen forklares det med, at det er leveren, som sikrer god fordøjelse og velvære, og når en mand har "betaget en kvindes lever", er der stærke amoriner i luften. Marokko som det moderne menneskes vugge?

Traditionelt opfatter man Østafrika som det moderne menneskes vugge, hvorfra en lille gruppe mennesker udvandrede til resten af verden. Men i 2017 offentliggjorte man fund af fossiler af det moderne menneske, som daterer sig 315.000 år tilbage - mere end 100.000 år ældre end de hidtil ældste fra Østafrika. Så Marokko var i hvert fald med i den meget tidlige udvikling af det moderne menneske, formentlig sammen med Østafrika.

Casablanca eller New York?

Normalt vil man sige, at der er enorm forskel på New York og Casablanca, på USA og Marokko. Men kunne New York lige så godt have ligget i Marokko? Tja, rent geologisk kunne det. New York og det østlige USA var landfast med Marokko for 250 millioner år siden, og en lille tilfældighed dengang kunne sikkert have placeret Manhattan på Marokkos Atlanterhavskyst - og Casablanca i New Jersey. Ibn Battuta, alle tiders største rejsende? Ibn Battuta var berber og blev født i 1304 i Tanger. Han nåede i sit liv at rejse mere end 120.000 kilometer, svarende til tre gange rundt om Jorden. Han kaldes "Arabiens Marco Polo" og nåede på sin 29 år lange rejse at besøge blandt andet Indien, Sumatra, Kina, Østafrika, Anatolien, Det Kaspiske Hav, Samarkand, Persien og Maldiverne. En rejse, der i omfang langt overstiger Marco Polos "kun" godt 40.000 kilometer.

De tusinde kasbaers land

Med Sijilmassa er vi nået til udkanten af sandørkenen, men der er stadig lang vej til rejsens endemål, Marrakesh. Vores næste etape går gennem store dale og slugter frem til foden af Atlasbjergene. Her ligger frugtbare oaser og hemmelighedsfulde ørkenbyer langs karavaneruterne, og her møder vi gradvist civilisationen igen efter opholdet i ørkenen. Vi har fundet en chauffør, Mohammed, der tilbyder at køre os.

- Jeg kan tage jer til Atlasbjergene gennem de tusinde kasbaers dal, Dadeldalen, kom med mig, siger han og vinker os hen til en ældre sort Mercedes. Den har kørt over 600.000 kilometer, men fungerer fint til os.

- Hvad hedder I? spørger han vores børn, efter at vi har kørt et stykke tid. Da han hører navnene, udbryder han anerkendende:

- Meget smukke navne! Jeg har selv to døtre, Fatima og Aisha, fire og syv år gamle, mine små prinsesser. Vi bor i en lille dal i Atlasbjergene tæt på vejen til Marrakesh. Vi er berbere, det oprindelige folk i Marokko. Mit folk har boet her i næsten 10.000 år.

Det sidste udtaler han med betydelig stolthed i stemmen.Snart kører vi ind i Dadeldalen, en af Marokkos mest betydelige dale. Det golde landskab afløses fra tid til anden af oaser med daddelpalmer, mandeltræer, valnødder og en mosaik af små haver og marker med kunstvanding. Men mest imponerende er de befæstede landsbyer, kasbaerne, som er opført i ler og genopbygget løbende gennem århundreder. I brun-orange farver står de med fæstningetårne, forsvarsmure og skydehuller. Som en organisk masse af kvadratiske byggeklodser, der breder de sig op ad dalsiderne. Kasbaerne er fra karavanernes storhedstid, hvor de udgjorde baserne for rejsende. Fra omkring det fjerde århundrede og frem samlede man kameler i hundredvis i disse dale og fedede dem op inden afrejse. På det tidspunkt havde man fået fremavlet tilstrækkeligt hårdføre kameler samt en dadeltype så næringsrig og produktiv, at den kunne udgøre føden for kamelerne under rejsen. Karavanerne kunne let omfatte op til 1000 kameler, og de største karavaner, man kender, havde over 10.000 kameler. Rejserne blev ledt af højt betalte berberfører, rekrutteret i disse dale, og som kendte ørkenen og folkene på ruten. Dette var en af berbernes vigtigste magtbaser igennem mere end tusinde år.

Vejen dertil
Rejsetidspunkt: Det meste af Marokko er kendetegnet ved meget varme somre og kølige vintre. I Atlasbjergene er der snefald og frost i vintermånederne, og Saharaørkenen er bitterlig kold. Den bedste tid at besøge Marokko er således forår og efterår, hvor der er en behagelig dagtemperatur, og nætterne er ikke for kolde. Atlasbjergene er helt specielt smukke om foråret, hvor sneen fra vinteren stadig ligger på tinderne i smuk kontrast til de grønne dale og forårets blomster. Rejse til Marrakesh: Der afgår flere ugentlige fly fra København til Marrakesh, og rejsetiden er cirka fire en halv time. Norwegian og en række andre lavprisselskaber betjener ruten, og bestiller man i god tid, kan man få billetterne ganske billigt. Rejse rundt i Marokko: Der er ganske gode hovedveje og efterhånden en del motorveje i landet, som gør bil til den mest udbredte transportform rundt i landet. Enten lejer man selv bil, eventuelt med chauffør, eller benytter bus. Som familie er muligheden for at leje bil med chauffør ofte attraktiv, da det giver fleksibilitet og samtidig en lokal til at informere og kommunikere med. Prisniveau: Prisniveauet i Marokko er markant lavere end i Danmark, og med relativt billige flybilletter til Marrakesh kan ferier her ofte afholdes inden for et moderat budget. En middag med drikke koster under 100 kroner, og transport og hotel kan gøres ret billigt, hvis man ønsker. Og husk, at der ofte skal pruttes gevaldigt om prisen, når vi taler om indkøb på markeder og andre steder. Overnatning: På denne rejse er der et par overnatningsformer vi klart anbefaler at prøve. I saharaørkenen er det et must at prøve at sove i de klassiske sort beduintelte. På vej ind mod Atlasbjergene vil vi anbefale, at man prøver at sove i et kasba. Prisen er formentlig højere end et almindeligt hotel, men oplevelsen også større. I Marrakesh bør man ligeledes prøve at overnatte i et riad (gammelt byhus eller palads med have i midten) i den gamle medina - en autentisk oplevelse ud over det sædvanlige Rejsetips: Da Marokko på en måde er meget let tilgængeligt og sanseligt, men samtidigt er fremmedartet og med et væld af kulturelle og historiske oplevelser, er det en god idé at sætte sig lidt ind i kultur, geografi og historie, inden man tager af sted. Så er mødet med landet ofte rigere. Synes man, at maden er særlig interessant, kan vi varmt anbefale et halvdags madkursus, eksempelvis i Marrakesh. Her begynder det typiske med en tur rundt på markedet og til slagteren for at købe råvarer ind for derefter at tilberede nogle ikoniske retter helt fra bunden med en kogekone. Til slut indtager man maden serveret smukt og traditionelt - og imponeres af, hvad man har frembragt. Der er rige muligheder for at købe souvenirs af alle mulige slags, både i Marrakesh og ude lokalt. Se dig for og fornem prisniveauet, inden du slår til. Ofte skal priserne ned under 30 procent af det udbudte.

På Atlasbjergenes top

Gradvist nærmer vi os Atlasbjergene, og omsider kan vi se forbjergene og begynder at køre op i bjergkæden. Men i stedet for at køre til det gamle karavanebjergpas Tizi n'Tichka mod Marrakesh, tager vi en anden vej. Vi vil helt op over Atlasbjergene - bogstaveligt talt. Med andre ord: Vi vil prøve at bestige Nordafrikas højeste tinde, Jebel Toubkal, som rejser sig 4167 meter over havet. Derfor er vi kørt op til den lille charmerende bjergby Imlil, smukt og stejlt beliggende i 1740 meters højde. Vi er ankommet først på formiddagen på en solrig forårsdag i april og overvældes af sceneriet. I baggrunden er der direkte udsigt til Høje Atlas med Jebel Toubkal i midten, og den øverste halvanden kilometer af bjergtoppene er dækket af tindrende hvid sne.

Dalen er grøn takket være beplantede terrasser og sindrige vandingssystemer. I selve Imlil er vi omgivet af blomstrende æbletræer i magisk kontrast til de sneklædte tinder, mens vi hører bække risle, og gedeklokker ringe rundt i landskabet. Luften er kølig og frisk som på en hjemlig forårsdag, og vi er nærmest hensat til en scene i Ringenes Herre.Et par timer senere har et par af os fået udstyr og en lokal guide, mens resten af familien bliver i Imlil. Vi forlader forventningsfulde byen og begiver os op i bjergene. I begyndelsen er det små huse, landbrugsland, vandkanaler og trætykninger, vi passerer, men gradvist åbner landet sig op, og det rå bjerglandskab står frem. Målet i dag er Toubkal-refugiet i 3207 meters højde, hvor vi skal overnatte. Solen stråler ned over bjergene, og foråret er på vej. Vi passerer en lille moské beliggende ensomt ved et vandløb, og senere holder vi frokost ved et par huse, hvor der både er gedeavl og vandrekro. Buske og lave træer forsvinder gradvist og erstattes af små, tørre græstørv og hårdføre lyngagtige buske, og til sidst er der kun sten og grus, som på et tidspunkt erstattes af sne. Vi er endelig nået frem til vores overnatningssted og tørner hurtigt ind.Klokken er lige blevet 2.25, og vækkeuret ringer. Der er minus 10 grader udenfor, så det er på med termoundertøj, goretex-jakke og bukser, vandrestøvler og pigge under støvlerne (stigjern) samt en isøkse og pandelampe til opstigningen. Klokken tre er vi klar, og opstigningen begynder. Sneen er stivfrossen, det er vindstille, og vi går op i en stjerneklar nat. Det går op, op, op, mest på frossen sne kun afbrudt af korte strækninger med klippe.

Efter et par timer begynder det at lysne mod øst, og ved sekstiden står solen op, og lyset og varmen kommer gradvist tilbage. Lidt i syv er vi lige under toppen. Vi løber de sidste meter op, luften føles tynd, men vi stopper ikke, og endelig flader det ud. Vi er oppe på Atlasbjergenes top i 4167 meters højde.

Der er et kalejdoskopisk 360 graders udsyn over hele bjergkæden. Et storslået labyrintisk skue med bjergkamme forgrenende sig i fraktale mønstre dækket af sne og afløst af dybe dale i brune og grønne nuancer. Alt badet i sol. Skabt for 60 millioner år siden, som Alperne og Pyrenæerne, ved at Afrika skubber sig op mod Europa. Den bevægelse, som en dag vil gøre Middelhavet til en lille indsø. Men lige nu er vi blot begejstrede over udsigten og over at have besteget toppen af Nordafrika.

Nat over Djema el-Fna

Dyyyt! En mindre lastbil fyldt med vandmeloner kommer lige lovlig tæt på vores sorte Mercedes, og Mohammed farer op og slår ud med armene. Der er myldretid på indfaldsvejene til Marrakesh kun en times kørsel fra Imlil, hvor alt åndede ro og fred. Marrakesh ligger strategisk mellem de to vigtigste bjergpas, hvorigennem karavanerne fra øst og syd bragte deres varer og nyheder til rigets centrum. Byen blev grundlagt i 1070, og vi ser den stråle i sin lyserøde vælde i eftermiddagssolen. Bymuren står fra dengang, og det samme gælder Koutoubia-moskeens tårn, Marrakesh' vartegn.

Byen var i århundreder hovedstad for de enorme berberriger Almohad og Almoravid, som strakte sig fra Pyrenæerne i nord til Timbuktu og Ghana i syd og Libyen i øst. Aldrig før eller siden har Nordafrika været samlet i den skala og under berberisk-arabisk overherredømme baseret på guld og karavanehandel.

Solen er ved at gå ned, da vi nærmer os Djema el-Fna-pladsen i den gamle medinas centrum. Her er stadig fyldt med slangetæmmere, vandsælgere, sandsigersker, drabelige boder med udtrukne tænder i hundredvis samt skopudsere og hennatatovører. Men lige om lidt forvandles pladsen. Som solen går ned, rykker et hundredtal spiseboder ind, olie- og gaslamper tændes overalt, og de små spisesteder tilbyder alt fra friskfangede fisk og skaldyr til hele fårehoveder og -testikler tilberedt på traditionel vis. Bag pladsen ligger den store overdækkede basar med sit virvar af folk, dufte, lyde, farver, boder og smøger. Det var hertil, de store karavaner til slut kom og leverede deres varer, fik afsat et par slaver, byttet nogle sjældne træsorter til nye klæder og købslog om prisen på det eftertragtede guld. Men så med ét ændrer pladsen sig igen: Nu kommer nattens væsener frem på pladsen. Vi møder blåklædte akrobater, der rejser sig i høje formationer og kaster sig i dramatiske spring akkompagneret af inciterende trommer. Berbersangere fra ørkenen med traditionelle instrumenter fortæller sagn og nyheder fra urtid og nutid. Gøglere med ild og sværd udfordrer publikum og hinanden til farlige numre i en intens stemning af forventning og begejstring. Overalt på pladsen står større og mindre grupper af tilskuere omkring gøglere, performere, tryllekunstnere og taskenspillere, som underholder og betager og tjener sig en skilling eller to. Nu, som dengang, bølger vi rundt på pladsen, mellem grupper af folk fra alle rigets verdenshjørner. Til langt ind i natten, til energien er brugt, til en ny dag venter. Og måske har vi sikret os den næste tur mod syd. Som man har gjort i årtusinder.

På karavanevejen til Marrakesh

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce