Hvis du har været på ferie i Sydeuropa, har du med garanti også mødt tjenere, der ved indgangen til "deres" restaurant forsøger at kapre kunder. Nogle på en mere charmerende måde end andre.

Mine feltstudier siger mig, at over for i hvert fald skandinaver er det en meget dårlig taktik. I stedet for at stoppe op og studere menukortet sætter vi tempoet op og undgår øjenkontakt med den overivrige tjener. Hvis han har set det samme reaktionsmønster 500 gange, burde han nok overveje en anden taktik, men nej: Han fortsætter med at skræmme kunder væk.

Måske skulle han og kollegerne tage ved lære af Julia Maria Figueiredo i den sydportugisiske by Tavira. Sammen med en søster ejer hun A Barquinha, som et vennepar, min kone og jeg i forrige uge fattede interesse for.

Restauranten gjorde ikke meget væsen af sig udefra, men gennem vinduerne kunne vi se, at den lille restaurant med en snes pladser lige var noget for os. Der var kun fire ledige stole - præcis hvad vi havde brug for.

Men døren havde ikke noget udvendigt håndtag. Vi tolkede det straks sådan, at her kommer kun de udvalgte ind. Og hvem vil ikke gerne høre til dem?

Vi bankede hårdt på vinduet i døren og fik kontakt med en mørk og storsmilende kvinde - angolansk skulle det vise sig - som åbnede døren. De fire pladser var reserveret, men vi kunne få et bord i morgen.

"Skal du ikke have et navn og telefonnummer på en af os?" spurgte jeg, da hun allerede var ved at lukke døren.

"Nej, det er ikke nødvendigt. Jeg husker ansigter", lød det ikke helt logiske svar.

Næste aften satte vi os til rette i en pragtfuld restaurant og følte os meget udvalgte, fordi Julia havde ladet os komme ind i sin hule.

Fra første minut styrede hun showet. Menukortet var der sådan set ingen grund til at studere, lod hun os mere eller mindre direkte forstå, for hun vidste præcis, hvad vi skulle have - hun havde en fisk, der nøjagtigt passede til fire personer, og sådan blev det. Og vinkortet? Heller ikke det var der brug for. Julia vidste, hvad der skulle drikkes til fisken, og i parentes bemærket var det ikke, fordi hun valgte den dyreste vin på kortet, kunne jeg senere konstatere.

Maden og hele aftenen var forrygende, og det var egentlig rart for en gangs skyld blot at læne sig tilbage og tage imod, som var vi inviteret i byen.

Vores værtinde fortalte også, at hun godt kan finde på at afvise nogen ved døren. Og alene det, at vi ikke bare kunne vade ind, men skulle ses an, skærpede vores appetit på at spise netop her.

Det trick skulle de måske prøve på tusinder af tyrkiske, græske, spanske, italienske og portugisiske restauranter, hvor tjenerne tilsyneladende ikke har begreb om at fiske i strømmen af forbipasserende turister.

  • Thorup_Søren_(2015)_003

    Af:

    Jeg er rejseredaktør og dermed ansvarlig for Rejser, som produceres på Fyens Stiftstidende, men udkommer med koncernens - Jysk Fynske Mediers - 13 dagblade. Jeg har været ansat på Fyens Stiftstidende siden 1984. De første mange år som feature- og reportagemedarbejder, men efterhånden som rejsestoffet er blevet opprioriteret, har det fyldt mere og mere af min arbejdstid, og nu beskæftiger jeg mig ikke med andet. Dog er jeg også ansvarlig for det årlige golfmagasin, som koncernen udgiver. Har sammen med journalist Poul Husted skrevet reportagebogen "Næste år i Jerusalem" (1984).