Det er næsten for godt til at være sandt, men ved skinnerne står rent faktisk en spillemand, som trækker i harmonikaen og filer lidt på strengene, så det med lidt god vilje lyder som den iørefaldende melodi, hele verden fløjtede med på, da filmen "Broen over floden Kwai" fik premiere i 1957, og har gjort det siden ved hver en genudsendelse på tv.

Det fyldte tog fra Bangkok er lige kørt over broens skinner her ved trinbrættet Thamakhan, hvor han spiller. Det fortsætter mod endestationen Nam Tok, og på vejen passerer det den såkaldte dødskurve ved Tham Krasae, hvor sporene løber på siden af en lodret klippevæg med rutens smukkeste udsigt til floden Noi og det 400 meter lange sving. Det er svært at forestille sig, at al denne idyl og popularitet er skabt på baggrund af frygtelige begivenheder under Anden Verdenskrig, men det er stadig - næsten 60 år efter filmens premiere - en af Thailands største turistattraktioner, som tiltrækker millioner af besøgende fra hele verden.

Uhyggelig verdenshistorie

Fortællingen om Japans besættelse af Thailand, og især tvangsarbejdet med at bygge en 415 kilometer lang jernbane fra Singapore til nabolandet Burma i den værste tropiske hede, åbnede kapitler af historiebøgerne, som de færreste uden for Asien kendte til.

Der var bare den lille detalje, at broen som beskrevet i romanen ikke findes i virkeligheden. Filmen blev derfor optaget i det daværende Ceylon, nu Sri Lanka, fordi historien i franskmanden Pierre Boulles roman fra 1952 om dødens jernbane for en stor del er fiktion, men hele verden elskede den.

Forfatteren havde selv været krigsfange i Sydthailand, men digtede handlingens geografi og byggede historiens gang på research af virkelige begivenheder heroppe. Da instruktøren David Lean havde filmatiseret den, ville biografpublikum se skuepladsen med egne øjne og begyndte at strømme til Thailand for at finde den.

Det eneste, der eksisterede i virkeligheden, var ganske rigtigt jernbanelinjen, så de thailandske myndigheder tog beslutningen om at gøre denne bro i Kanchanaburi, som var et vigtigt knudepunkt på den oprindelige rute, til broen over floden Kwai. Vandløbet hed ellers Mae Klong indtil 1960, hvor den blev døbt om til Yai, men på de engelsksprogede skilte står der nu River Kwai for at imødekomme turisterne.

Angreb på broen

Vælger man at stå af toget her i stedet for at køre videre, kan man tage broen nærmere i øjesyn og se skudhullerne fra 28. november 1944, da de allieredes fly angreb broen og dræbte 19 og sårede 68 britiske krigsfanger, som havde været med til at bygge den i 1942-43, og som kan have været med til at inspirere Pierre Boulle til sin bog.

Japan havde invaderet Thailand samme dag, som landet angreb Pearl Harbour i december 1941, og et senere angreb på Indien var en del af japanernes drøm om storherredømme i Asien. De mente, at det var mere sikkert at fragte tropper til lands end til vands, så de besluttede at igangsætte konstruktionen af en jernbane gennem jungle og bjerge fra Thailand til Burma for at få adgang til den bengalske bugt.

Man begynder at forstå den voldsomme historie endnu mere i Don Rak nord for Kanchanaburi, hvor krigsfangernes hospital var. Her ærer FN de døde Commonwealth- og hollandske soldater, som bukkede under for arbejdet på jernbanen, med 7000 ens mindesten, og i Chong Kai syd for centrum er en kirkegård for 1700 allierede, som døde her af følgesygdomme.

Helvede på jord

Størst indtryk gør det dog at se det forholdsvis nye Hellfire Pass Memorial i Konyu. Museet blev åbnet i 1998 på initiativ af australske overlevende og efterkommere og finansieret delvis af den australske regering. De savnede et sted at kunne mindes de store menneskelige tab, som landet led under Stillehavskrigen med over 20.000 taget som krigsfanger, hvoraf en tredjedel af dem døde, mange af dem under opførelsen af "Dødens Jernbane".

Det er slemt nok at se billederne af de udmarvede mænd og høre optagelser med deres personlige øjenvidne-skildringer af arbejdet i helvede, men historien bliver endnu mere levende, når man bevæger sig ud på den fire kilometer vandrerute, som er en vigtig del af museumsbesøget. Jo længere man går på de ujævne klippestykker mellem sveller og skinne-stykker, mens pulsen og legemstemperaturen stiger, forestiller man sig de ubarmhjertige arbejdsforhold, hvor krigsfangerne knoklede med at hakke passage gennem klipperne ved håndkraft til jernbanesporene og uden megen beskyttelse mod solen. Nogle bukkede under af tropiske sygdomme, andre af udmattelse i varmen, så det giver en klump i halsen at se de små australske mindeflag i klippesprækkerne side om side med blomster, navnekort og kors.

Togets comeback

Efter denne oplevelse er det ikke helt det samme at tage toget tilbage til Bangkok, men det føles alligevel rigtigt, selv om det er på 3. klasse med hårde træsæder og 50 kilometer i timen.

Sådan har togene kørt siden filmens premiere i 1957, da den thailandske regering besluttede at genåbne den del af banen, som går fra Nong Pladuk til Nam Tok.

Regeringen ville egentlig lukke den helt ned efter japanernes kapitulation 15. august 1945 og i stedet bruge en del af materiellet til at reparere landets øvrige jernbanenet, men det skulle blive en god beslutning, for det gør selv det mest sorte kapitel i historien endnu mere vedkommende.

–-

Fakta: Rejsen til River Kwai

De fleste rejsebureauer, som har rundrejser fra Bangkok mod nord, har River Kwai på programmet, men det er også muligt at tage en udflugt på egen hånd, hvis man har base i Thailands hovedstad.

Man kan tage toget fra Bangkok til Namtok fra Thonburi station til 100 baht (cirka 18 kroner). Fra den sydlige Sai Dai-busterminal går der busser hver halve time. Turen tager cirka to timer og koster det samme.

Man skal så hyre taxa til at blive kørt til Hellfire Pass i Konya 80 kilometer væk eller tage toget videre til Nam Tok og køre med tuk-tuk derfra til museet.

Vil man blive mere end en dag i Kanchanaburi, hjælper turistkontoret med hoteller, homestay og resorts, men også transport i området. Vil man opleve mindehøjtideligheden for de allieredes bombning, skal man booke plads i meget god tid til den sidste uge i november.

Information: www.tourismthailand.org, www.hellfire-pass.commemoration.gov.au og www.kanchanaburi-info.com.

  • fyens.dk