40 meter under jorden overvintrer 18.000 flagermus i Mønsted Kalkgrubers labyrintiske minegange. Udstyret med varmt tøj og en lommelygte kan man opleve hundredevis af de sovende, flagrende dyr, der hænger oppe under kalkkuplerne, for i ferien åbner kalkgruberne for flagermussafarier midt i vinterdvalen.

En enorm port lukker lys og besøgende ind i minegangene i Mønsted Kalkgruber. De tobenede besøgende vel at mærke, for de flyvende har deres egen, altid åbne indgang over træporten. På den måde kan de 18.000 overvintrende flagermus komme ind og ud uafhængigt af minegangenes åbningstider. For ligesom flagermusene går kalkgruberne også i dvale vinteren over. Den eneste undtagelse er skolernes vinterferie, hvor guidede ture ind i flagermusenes soveværelse bliver afholdt to gange om dagen.

Det kan du opleve

Mønsted Kalkgruber er et kalkværk, der blev nedlagt i 1953. Det er ejet af Skov- og Naturstyrelsen, der erhvervede sig området blandt andet for at sikre et af de mest betydningsfulde overvintringssteder for flagermus i Nordeuropa.I kalkgruberne kan man gå på opdagelse i to kilometer menneskeskabte minegange. I vinterferien, i begyndelsen af foråret og slutningen af efteråret kan man desuden opleve flagermus, der er eller går i dvale i grotterne under jorden.

Fra 10. til 18. februar er der ekstraordinært åbent i kalkgruberne og to daglige guidede ture bliver afholdt. Man kan også se og ikke mindst dufte området af gruberne, hvor der lagres tonsvis af ost.

I sommerperioden vil man desuden kunne gå i grubebiograf nede i minerne.

Se åbningstider og læs mere på www.monsted-kalkgruber.dk

I hælene på kalkgrubemedarbejder Arne Friis Hansen kan man bevæge sig ned i de kølige, fugtige miner, hvor vandstøv afsløres i skæret af lamperne, der lyser det meste af turen op. Når man kommer fra vinterkulden, føles den konstante temperatur på otte grader nærmest varm, men næserne begynder hurtigt at dryppe under jorden. I hundredvis af år og frem til 1953 har der været brudt kalk her uden for Mønsted mellem Viborg og Skive. Hver eneste hule, gang og mine er hugget ud med spidshakker ved håndkraft. Arbejdet er formentlig startet i 1100-tallet, hvor man begyndte at bygge hus af sten og derfor fik brug for kalk til mørtel, vurderer Arne Friis Hansen.

Et år som flagermus

Efterår: I oktober og november begynder flagermusene at strømme til området omkring Mønsted Kalkgruber. De flyver op mod 150 kilometer for at komme til deres foretrukne vinterhi, men inden de finder stampladserne i gruberne, skal de fylde fedtdepoterne til en lang vinter uden mad. Det gør de ved at overspise insekter i månederne op til dvalen. Det er også i grotterne inden og under dvalen, at flagermusene parrer sig, men hunnerne bliver først gravide i løbet af foråret. I slutningen af november er de fleste af kalkgrubernes 18.000 flagermus gået i vinterhi.Vinter: Flagermusene hænger fra kuplernes lofter, sidder på fremspringende hylder eller har gravet sig ind i løs kalk. Hele vinteren er deres kroppe i dyb dvale, stofskiftet er næsten gået i stå, pulsen slår 5-6 slag i minutter, kropstemperaturen er cirka 10 grader, og flagermusene trækker knap vejret. Omtrent en gang om måneden vågner de op og tager en lille flyvetur i grotterne, der er det perfekte overvintringssted. De konstante otte grader gør, at flagermusene ikke fryser, den høje luftfugtighed betyder, at de ikke tørrer ud, og de højloftede kupler sikrer, at flagermusene kan hænge i fred for mink og mårer, lige indtil de begynder at vågne fra dvalen i slutningen af marts.

Forår: I løbet af vinteren har flagermusene tabt en tredjedel af deres vægt, så de har brug for næring, når de vågner af dvalen i slutningen af marts og begyndelsen af april. Det er på det tidspunkt, hvor der begyder at komme insekter i luften igen. Flagermusene forlader deres hi og flyver ud til deres sommerkoloni. Ligesom de har faste pladser i kalkminerne, vender de også hvert år tilbage til det samme område om sommeren. De finder vej ved hjælp af ekkolokalisering, der tegner et lydbillede af landskabet under de flyvende flagermus. Når stofskiftet stiger, bliver flagermushunnerne gravide, da sædceller og æg bliver sammensmeltet, og fosteret begynder at udvikle sig.

Sommer: Til sankthans føder flagermusene deres unger. De får en unge om året, undtagen når der indimellem kommer tvillinger. Om sommeren lever flagermusene deres liv. Vand- og damflagermus slår sig ned ved søer og moser og fanger insekter i vandoverfladen. Andre bor i parcelhuskvarterer, hvor der er en god variation af buske og træer. I sensommeren begynder de første unge flagermus at finde tilbage til kalkminerne for at forberede vinterdvalen, der begynder i slutningen af efteråret.

Man ved det ikke præcist, ligesom man ikke ved, hvor stort et forgrenet net af gange der er under jorden, men et kvalificeret og svimlende bud er en labyrint på 60 kilometer. Så lang er flagermussafarituren knap nok. Omtrent 800 meter går man for at se de små, forputtede flyvere, der er gået i vinterhi i kalkgruberne. 40 meter under jorden findes nemlig det perfekte dvale-klima for flagermusene. Den konstante, lave temperatur, fugtigheden og de højeloftede kupler, gør det til et ideelt og sikkert sted at overvintre. Derfor samles flagermus fra det meste af Jylland og det nordvestligste Fyn hvert efterår ved gruberne for at finde ly for vinteren.

- Flagermusene flyver helt op til 150 meter fra deres sommerkolonier herop. I 60'erne og 70'erne ringmærkede man flagermus for at finde ud af, hvor langt de fløj, men det gør man nu ikke længere i Danmark. Vi havde en flagermusforsker heroppe for nogle år siden, der fandt en ringmærket flagermus. Så enten måtte den være virkelig gammel eller også kom den fra Tyskland, hvor de stadig ringmærker. De fandt ud af, at den havde fløjet 340 kilometer fra Kiel, men det er nu usædvanligt, fortæller Arne Friis Hansen.

Mens flagermusene sover

I efteråret sværmer flagermusene rundt om kalkminerne. Her spiser de insekter til overflod, så de har noget at tære på gennem de flere måneders dvale, de har foran sig. I løbet af oktober og november finder flagermusene deres stampladser i kuplerne.

- De går i dyb, dyb dvale. Der er intet at spise for dem om vinteren, og deres liv går helt på standby. Hjertet slår fem, seks pulsslag i minuttet, kropstemperaturen sænkes til 10 - 11 grader og stofskiftet går næsten helt i stå. De skal bare have en lille smule energi til at opretholde livet, og den energi har de opsparet ved at overspise i efteråret, fortæller Arne Friis Hansen.

Når man er kommet 200 meter ned i kalkminerne, begynder man at se de første flagermus, der for det meste putter sig for sig selv eller i små klynger, men temperaturen er høj nok til, at de ikke behøver hinandens varme for at komme gennem vinteren. Nogle hænger oppe under kuplernes loft 10 meter over hovederne på de besøgende, andre er i det Arne Friis Hansen kalder sehøjde to til tre meter over jorden. De har lukket ørerne, så det generer ikke deres søvn, at guiden fortæller historier. En lommelygtes lyskegle vil heller ikke forstyrre dem.

- Men man må for alt i verden ikke prikke til dem, for så vækker man dem. Og det er ikke meningen, at de skal bruge deres sparsomme energi på at vågne. De vågner faktisk en gang om måneden af sig selv. Så tager de en flyvetur og drikker lidt vand, inden de går i dvale igen. Man kan altså være heldig at se en flagermus på vingerne i minerne, forklarer han.

Mens flagermusene sover, får besøgende mulighed for at komme helt tæt på en effektiv jæger, der normalt er hurtig på vingerne. Den er faktisk det pattedyr, der har de hurtigste muskler, har forskere fra Syddansk Universitet fastslået. Det er musklerne i strubehovedet, der kan trække sig sammen 200 gange i sekundet, hver gang de siger en lyd. Og det er ved hjælp af lyde, også kaldet ekkolokalisering, at de orienterer sig og dermed fanger insekter i luften. Men om vinteren hænger de musestille med hovedet nedad og kroppen pakket ind i vingerne.

Lysende øjne i mørket

Mellem grubernes gange løber en bæk, og underjordiske søer er vandhuller for flagermusene. To kilometer af de minegangene er oplyste af lamper, men man kan også bevæge sig rundt i en del mørke huler, så længe man har husket lommelygten. Det er i sådan en uoplyst hule, at Arne Friis Hansens flagermustur slutter. For selv om de flyvende gæster også overvintrer i de oplyste gange, foretrækker de fleste mørket og stilheden. Derfor er der meget at se forenden af lyskeglerne.

800 meter nede i minerne træder man ind i en sort grotte, hvor spænding og wauw-effekt sjældent udebliver, når besøgende opdager de massevis af flagermus, der hænger fra loftet, sidder på fremspringende hylder eller har gravet sig ind i løs kalk, fortæller Arne Friis Hansen.

- Der er et eller andet med børn og flagermus. De kender dem fra tegneserier, film og bøger, som de får læst højt. De fleste har formentlig aldrig set en i virkeligheden, så de får simpelthen julelys i øjnene, når de ser flere hundrede flagermus på en tur, siger Arne Friis Hansen, og man kan nærmest høre, at hans øjne også skinner af begejstring over de tusindevis af små flyvere.

- Ej, jeg bliver aldrig træt af at beskæftige mig med flagermus. Entusiasmen smitter også, når man ved, at nogle har halvandethundred kilometer for at få en rundvisning. Så skal de også have varen. Men det er altså også et spændende dyr. Der er mange spørgsmål om flagermus, man stadig ikke kender svaret på. Det er et mystisk og mytisk dyr, siger han.

Der er guidede rundvisninger med flagermusgaranti hver dag i vinterferien klokken 11 og klokken 14, men efter 18. februar vil der igen være stille i flagermusenes soveværelser.

  • Limkilde_Anja_(2015)_015

    Af:

    Jeg er journalist på Fyns Amts Avis' Langelands redaktion, hvor jeg skriver om foreningsliv, kultur, skoler, mennesker og politiske beslutninger. Jeg er interesseret i det meste. Højere og mere smidig end de fleste. Jeg dyrker yoga og spiser ikke kød. Jeg bor sammen med min kæreste mellem skov, strand, stjerner og pastelfarvede solnedgange.