På safari er det i Kenya og Tanzania nogle steder muligt at besøge en masailandsby. Magasinet Rejser besøgte et lille samfund ved nationalparken Masai Mara og fik en indføring i, hvor vigtige køerne er for status og hverdag.

De rødklædte masaier er frygtede krigere.

De har i generationer levet som nomader med deres kvæg i grænselandet mellem Kenya og Tanzania, på udkig efter vand og græs til dyrene. Og på vagt over for rovdyr som løver, hyæner og leoparder, der har frygtet masaikrigernes spyd.

De røde lændeklæder er deres varemærke. Rød skiller sig ud i naturen og sender et signal til løverne. (At masaier faktisk angriber løver kan blandt andet ses på denne turistvideo cirka 3.16 inde i forløbet)  Men rød er også farven på det blod, masaierne nyder at drikker, typisk blandet med mælk.

Masaierne

Det er svært præcist at gøre op, hvor mange masaier der lever i området mellem Kenya og Tanzania, men ifølge vores guide bor der omkring 800.000 i Kenya og 4,5 millioner i nabolandet Tanzania. Andre kilder sætter dog det samlede antal betydeligt lavere - fra 800.000 til 1,3 millioner.Ifølge masaierne overgav guden Engai kvæget specielt til dem, og derfor er deres opgave at passe på det. Dette betyder, at masaierne må leve et til tider nomadeagtigt liv, hvor de flytter rundt efter græs og vand til køerne.

Kvæget er også i spil ved giftemål, og en brud koster angiveligt mellem 4 og 15 styk kvæg, alt efter omstændighederne.

Lyder det lidt skræmmende, får indtrykkene andre ben at gå på, da vi besøger et lille masaisamfund i forbindelse med en safaritur i Kenyas nationalpark Masai Mara.

Vi bydes velkommen af den 28-årige Jacob Leteipa, der fortæller, at landsbyens navn oversat til engelsk er Hard Rock Village. Det har intet at gøre med musik, men skyldes en stor klippe, som ligger lige uden for det hegn, der beskytter hytterne i landsbyen. Engang esoit hedder byen på maa, masaiernes sprog. 

Ingen køer, ingen koner

Antallet af indgange i hegnet - fire - fortæller os, hvor mange familier der bor her i landsbyen, hvor midten er reserveret til de køer, som er omdrejningspunktet for meget af det, der tillægges værdi i masaiernes liv.

De drikker køernes mælk og bruger deres afføring til at tætne deres hytter med. Og antallet af køer fortæller noget om, hvor rig du er:

- Ingen køer, ingen koner. Mange køer, mange koner, fortæller Jacob, der selv har tre koner.

De har dog hver sin lerklinede hytte i landsbyen, forsikrer han.

Køernes høje status skyldes masaiernes tro. Ifølge et sagn levede guden Engai med kvæget i himlen, indtil en katastrofe indtraf, og han besluttede at give det videre til den første masai, Naiteru-Kop. Masaier mener derfor, at alt kvæg tilhører dem, og det har tidligere givet nogle konflikter i området. Ikke mindst fordi meget af det jord, masaierne tidligere benyttede, er blevet inddraget og bruges til landbrugsjord.

 

Kommende høvding

Jacob Leteipa er udset til at skulle overtage rollen som høvding - en af de fire nøglepersoner i landsbyen.

De andre er medicinmanden, der kender de lokale urter, jordemorderen, som tager imod de nyfødte, og smeden, der laver våben.

For 10 år siden var der ingen skoler eller børnehaver, men også masaierne er blevet ramt af det moderne liv, så i dag går omkring halvdelen af børnene i skolen og lærer at tale lidt swahili og engelsk til husbehov.

Vores besøg her er også en del af de moderne tider. Først viser nogle af krigerne deres traditionelle dans med høje hop på stedet - jo højere, des større manddomskraft. (se video)

Senere tænder to af dem op ved hjælp af den friktion, det giver at rotere en pind i en fordybning i et stykke hårdt træ. (se video)

På et tidspunkt stiller kvinderne op i deres farvestrålende tøj og med store skiveformede, perlebesatte halsbånd. Nogle har viklet kobbertråde om arme og ankler, og nogle af øreflipperne hænger langt nede, tynget af tunge ringe og smykker. Dem får vi mulighed for at købe bagefter på et nærliggende marked.

Masaierne her har også indrettet sig på turisterne.

 

Magasinet Rejser var inviteret af Kenyas Turistråd.

  • Journalist portræt

    Af:

    Journalist på Odense Redaktionen. Skriver om lidt af hvert, blandt andet socialt udsatte, psykisk sårbare og interessante menneskeskæbner. Kan specielt godt lide fortællende journalistik. Har skrevet to bøger, om Klaus Riskær (2005) og Remee (2010).