TURISTER og andet godtfolk slentrer dovent hen ad gaden. Nogle sender lange blikke til de små borde, hvor det summer af sommerliv. Det er svært at finde en ledig stol at dvæle på her midt på eftermiddagen midt i Odense.

DER spises, drikkes og råhygges mens en lille purk, der har smøget bukserne op, tager en svalende dukkert i vandkunstens rislende vand. Ved de små caféborde står tiden stille - den afslappede stilhed brydes af et par feststemte ungersvende, mobil-snak for dem SMS-fingerpolka ikke er nok.

HENNE på næste hjørne anes gadepræsten i fuld ornat i færd med at forkynde evangeliet for de tilsyneladende måbende fodgængere. Hellere præsten end dem fra Peru, lyder det fra sidemanden. Det summer af fredagsliv, og det er lummert.

PLUDSELIG er fanden løs. Det drypper. Alle reagerer som på kommando. Hvad nu. Vi sidder lige så godt. Parasollerne. Hvordan virker de?

DER er ingen tjenere i sigte, og det drypper mere. Vi må klare det selv. Hvor er der en handymand? Træk i snorene. Hiv til og hold fast. Bind en knude. Sammenhold, du. Så er de oppe - og ude.

SEKUNDERNE senere sad alle igen ved deres borde, som intet var sket, med deres mad og drikke, mobiltelefoner og back gammon. Sommerlivet gik videre i Jernbanegade. Sådan en ganske almindelig juli-dag anno 2004. (jb.) Foto:John Fredy