Beskyttet af politiet besøgte Nye Borgerliges landsformand Pernille Vermund søndag for første gang Vollsmose. En times rolig tur i området gav mere kig end snak.

- Hej, jeg hedder Ali.

Den unge fyr sender smil og deler håndtryk ud der midt på Bøgetorvet.

- Hvad laver I her, spørger han. Får at vide, de er kommet for at gå en tur og tage et kig på Vollsmose, og Ali kvitterer med et "håber I har det hyggeligt", inden han og kammeraterne er videre.

Det er imidlertid ikke hygge, Nye Borgerliges landsformand Pernille Vermund forbinder allermest med Vollsmose, som hun søndag tidlig eftermiddag besøger sammen med blandt andre partiets spidskandidat i Odense Anders Iversen.

- Sådan en grå og trist dag er der ikke mange dele af Danmark, der tager sig bedst ud, men det er helt åbenlyst, at beboerne ikke passer på deres område, der ligger meget skrald rundt omkring, og beboersammensætningen ser ikke dansk ud, konstaterer Pernille Vermund.

- Og så er jeg altså ikke vant til, at det er nødvendigt at have politiet med rundt.

Et kig med egne øjne

To betjente fra nærpolitiet i Vollsmose går så diskret, som det nu er muligt, bag hende og følget, der taler om områdets høje arbejdsløshed, om kriminaliteten, om kvinder der aldrig kommer ud og aldrig lærer dansk. Og ikke mindst om konsekvens.

- Udlændingepolitikken sejler, mener Pernille Vermund.

- Og det er ikke noget quickfix for Vollsmose at rive nogle af bygningerne ned. Vi skal have et asylstop, og kommer man hertil som udlænding, skal vi stille krav om, at man skal kunne forsørge sig selv. Ellers må man finde et andet sted at være. Og så skal kriminelle udlændinge udvises efter første dom.

De tager billeder til hendes blog, optager video til Facebook og hilser ind imellem på forbipasserende børn, på kvinder med tørklæder.

- Hey, vi er også mennesker. Og vi er også danskere. Vi har bare mørkt hår, og du har lyst, råber en flok unge mænd lidt fra distancen.

Men helt tæt på nogle af Vollsmose-beboerne og deres historier kommer Pernille Vermund ikke.

- Jeg har da lyst til at snakke med nogle af dem og høre om deres hverdag, men jeg har flere gange oplevet andre steder, at hvis jeg går hen og taler med for eksempel børn eller unge, så bliver jeg antastet og beskyldt for alt muligt. Det er enormt svært at få den naturlige dialog, siger hun.

Ville du ikke få et bedre indblik i Vollsmose, hvis I på forhånd havde en aftale om at tale med nogle?

- Jo, vi havde også talt om, at jeg skulle besøge nogle. Men så bliver det bare et mediestunt.

Er det ikke allerede det?

- Det her handler om, at jeg gerne vil se Vollsmose med egne øjne, for det er vigtigt at vide, hvad vi taler om. Og jeg har aldrig været her før. Jeg ville da helst bare gå en tur selv - også uden politi - men det kan bare ikke lade sig gøre mere.

Mere konsekvens

I stedet får hun en kort snak med de to nærbetjente, der følger hende rundt.

De savner forebyggelsesdagsordenen i den offentlige debat, lader de forstå.

- Hvordan undgår vi, at de små ser op til de store?

De fortæller, at kriminaliteten i Vollsmose ikke er højere end i andre dele af Odense - og at det ofte er folk, der kommer til udefra og laver kriminaliteten i området.

At det er et fåtal, der ødelægger det for flertallet. Og at plettede straffeattester gør det svært for flere at få en læreplads:

- Som samfund er vi med til at fastholde de unge uden for uddannelsessystemet. Men vi ved godt, man kan blive klogere med alderen.

Pernille Vermund skal videre på sin tur rundt i landet til Nye Borgerliges kommunale kandidater. Søndag er hendes far chauffør, men når hun kører med taxa, og chaufføren har anden etnisk baggrund end dansk, efterlyser de også mere konsekvens, fortæller Vermund. 

- Jeg kørte med en, der spurgte, hvorfor vi ikke smider de kriminelle ud.

- Og at folk smiler og ser glade ud i Vollsmose sådan en søndag betyder jo ikke, at her ikke er kriminalitet, påpeger Pernille Vermund.

- Så må vi kigge i statistikkerne.

  • Ahlmann-Jensen_Camilla_(2015)_013

    Af:

    Journalist på Odense-redaktionen, hvor jeg de fleste dage skriver om børne- og ungepolitik. Jeg blev uddannet journalist fra Syddansk Universitet i 2006 og har skrevet ord i aviser som Politiken og Nyhedsavisen, inden jeg i 2007 tog fat på Fyens Stiftstidende. Jeg bor i Odense sammen med min kæreste og vores to døtre.