Hvert år efter juleferien spørger jeg konfirmanderne, hvad der var deres bedste julegave. Jeg forventer at de fortæller om gaver og mad. Svaret er dog altid i en helt anden retning. Den er bedste julegave er, at far og mor har tid til at være sammen med deres børn.

Det sammen svar får jeg, når jeg vil vide, hvad de glæder sig mest til ved konfirmationen. Det er fællesskabet og nærværet. Eller når jeg spørger, hvad de vil bruge deres sidste 24 timer i livet til. Så er det at være sammen med venner og familie. Egentligt er det ikke så mærkeligt, at konfirmanderne ønsker sig nærvær og tid. Det er jo lige netop det, som vi I vores fortravlede liv har alt for lidt af. Vi skal nå så meget. Gøre karriere, tjene penge og anskaffe os alle statussymbolerne der viser, at vi er en succes.

Mange af os når målet, men ofte er det på bekostning af nærhed og tid til de mennesker, som står os nærmest og som betyder mest for os. Og egentligt er det mærkeligt at vi har så travlt. For vi ved jo fra os selv, hvor vigtigt det er, at nogen gider snakke med os, vil hilse på os og interesserer sig for os. Ikke kun på Face book, men i mødet menneske til menneske. Kan være, at vi har mistet nogle af vore sociale kompetencer i den digitaliserede verden, hvor al kommunikation går gennem et filter, som vi kan gemme os bagved. Den moderne online-kultur gør det ikke bedre.

Smart-telefonen eller tabletten er altid ved hånden. Vi får informationer ind om bagte kager, bestigninger af bjerge eller en gammel klassekammerats 50 års fødseldag. Informationer som vi ikke bare kan være overhøring, men må 'like', for ellers gør de andre det jo ikke, hvis jeg selv lægger noget op på nettet. Og DET vil være en karastrofe. For det er online rigtigt mange får deres bekræftelse som menneske. Og så bilder vi os selv ind, at vi er elskede, selvom den anden måske kun 'liker' os, fordi man ikke kan være andet bekendt.

Når vi er på online-medierne, er vi ikke til stede her og nu, men med tankerne et helt andet sted. Vi kan fysisk være sammen, men er det alligevel ikke rigtigt. Det manglende nærvær her og nu signalerer, at dem på Facebook har større værdi for mig end dem jeg kan se og mærke og er i stue med. Det kan næsten blive en besættelse at være online og den sætter os i en form for spænding eller stres. Jeg oplevede det selv forleden dag, da jeg blev tvunget til at aflevere min telefon. Pludselig var hele lasten taget fra mig. At kunne blive ringet op eller at skulle forholde mig til noget andet end lige netop at være sammen med det menneske, som jeg nu sad ved siden af. I mine samtaler på gaden (hvor telefonen ligger langt nede i en lomme) er den vigtigste regel: du skal fokusere på det menneske, du taler med. Forsvinder fokuseringen er reaktionen der med det samme: Hører du ikke, hvad jeg siger? Og reaktionen er rigtig, for jeg forsøger at være flere steder på én gang. Det går ikke, og det kan man heller ikke, selvom man gerne vil.

Signalet der sendes ved at være uopmærksom er så ganske klart: samtalepartneren er ikke noget værd; man vil hellere være sammen med de andre. Vi lever af hinandens nærvær. Derfor er julen også så vigtig. For netop på denne tid af året tager vi os tid til hinanden. Vi har faste traditioner i familien, på arbejdspladsen og med vennerne. Her sætter vi nærheden i højsæde og forsøger at klare os uden online-kontakten. (Selvom der sættes mange billeder på Face book af julefrokoster, familiemiddagen og de søde børn, der glæder sig over julen). Vi spiser, synger, læser og spiller spil sammen.

Og vi kan kun gøre det i fællesskab. Heraf vokser nærheden, at vi betyder noget for hinanden, at vi er noget værd for hinanden. Det er næring til det gode liv. På samme måde får livet også næring i julens budskab: Nemlig at Gud vil være nær hos os ved at Jesus blev født til verden som et menneske, som en af os. Julens budskab er, at vi er noget værd for Gud, og at han vil gøre alt for at vise os, at vi er det.

Glædelig jul.

  • fyens.dk