Avisen har fået lov til at bringe et par kapitler fra Kasper Foss' biografi, der handler om Fyn.

"Anne Linnet stod i 1991 blandt de øverste navne på Midtfyns Festivalens plakat. Vi skulle spille på den store scene efter Bob Dylan, og nogle af os anede naturligvis en lille chance for at møde den mytiske og magiske Bob i backstage-området. Det kom vi naturligvis ikke til, da alle foranstaltninger var truffet for at skåne verdensstjernen for nærkontakt med uvedkommende af enhver art. Til gengæld rendte vi ind i ham på vejen derover. Vi kørte på motorvejen, da nogen gjorde opmærksom på, at der var en anden orkesterbus på vej op på siden af os. Den slags vækker altid et bands nysgerrighed, da det jo kan være nogen man kender og lige skal vinke indforstået til. Lige så stille nærmede den uidentificerede bus sig med masser af liv i den forreste halvdel af kabinen. Musikere, der hyggede sig, så video eller syslede med andre tidsfordrivende gøremål. Derefter fulgte et langt stykke bus uden tegn på liv overhovedet og så - dér på allerbagerste sæde - sad der en mand og så tænksom ud, iført solbriller og en stor hat. "Det er sgu Bob", råbte Henrik Seifert, hvorefter vi fór hen til vinduet for at glo. Manden, der kiggede dovent ud af vinduet med skulende øjne, havde været med til at forandre, om ikke verdenshistorien, så i hvert fald musikhistorien. Der gik en engel gennem bussen. Da episoden udspillede sig før Storebæltsbroen blev opført, skulle både Dylans og vores bus med færgen fra Korsør til Nyborg og denne dag var færgen proppet til bristepunktet med mennesker, der i rigtig mange tilfælde skulle til Bob Dylan-koncert. Da jeg kom op af trappen på færgen og ind i gangen, der førte til den overfyldte restaurant, vadede jeg bogstaveligt talt direkte ind i ham - Bob! Han stod og så mægtig skræmt ud på grund af den trængsel, der herskede overalt på færgen og lod sig hurtigt eskortere ned i bussen igen. Da vi ankom til Midtfyns Festivalens bagsceneområdet, lå alt øde og mennesketomt hen. Det sædvanlige mylder af musikere, roadier og hangarounds var ikke til at få øje på. Ikke en sjæl... meget underligt. Lige indtil vi hørte et kæmpe latterbrøl lyde fra Ray Dee Ohh's omklædningsrum. Deres optræden havde fundet sted tidligere på aftenen, og de overværede Bob ankomme kort før os. Her var alle tilstedeværende blevet jaget ind i deres skurvogne, da der ikke måtte være synlige tegn på liv i bagsceneområdet, når den sky verdensstjerne arriverede. Derfor fandt den altid vittige trommeslager Jan Sivertsen på at råbe: "Anne Linnet kommer", da vi dukkede op. Alle gentog, med typisk dansk ironisk distance til selvhøjtidelig adfærd, hele seancen og styrtede ind i deres skjulesteder."

"I sandhed en sommer i selskab med den samling selvtilfredse og velhavende personager, der må forventes, når man rejser land og rige rundt med toppen af poppen. Således lykkedes det på et tidspunkt Anne Linnet at betale utilstedeligt mange penge for et rædselsfuldt maleri, der hang i pejsestuen på Hotel Plaza i Odense. Hun havde grinet af maleriets talentløshed og fejlagtige proportionsforhold, hver gang hun boede på hotellet, og mente derfor, at det kunne være skægt at få det hjembragt til sommerresidensen på Skagen, koste hvad det ville - og det ville altså koste 10.000 kroner. Man kunne med lethed finde et tilsvarende maleri i en marskandiserforretning for under 200 kroner, men det skulle naturligvis være præcis dét, der hang på Plaza."

"Jeg huske ganske tydeligt Tam Tam Tops succesmæssige kulmination på Midtfyns Festivalen året efter. Orkesteret var nu udvidet med tre korsangerinder. Søde Lene Eriksen, til hverdag bassist i pigebandet Miss B. Haven (og som mirakuløst, fik lov at hedde sit eget navn), Jimmy Jørgensen fra Hotel Hunger, der blev iført kjole samt paryk og gik under det navn, han var blevet mobbet med i sin tid i livgarden: Garder Grethe, samt Thomas' daværende kæreste Sanne Gottlieb, fra kultbandet The Poets. Sanne hed i denne sammenhæng Hot Lips. Det endte som en særdeles festlig koncert og blev samtidig mit første møde med Jimmy. Efter koncerten blev jeg kaldt ud fra backstageområdet, da nogen gerne ville have min autograf. Det viste sig at være to unge piger, der ville have mere end blot en autograf. De agtede ligeledes at vise mig deres telt, ude på campingpladsen. På den bekostning missede jeg bandbussens hjemtransport og endte med at tåge rundt til Lenny Kravitzkoncerten sidst på aftenen i en brandert så heftig, at jeg ikke aner, hvordan den koncert forløb. På et tidspunkt lukkede festivalpladsen, og jeg stod i mit scenetøj på en Fynsk pløjemark uden kørelejlighed hjem til København. Jeg fik pludselig meget travlt med at få venner i backstageområdet bag den store scene, og fik til sidst et lift ind til Odense, hvor der ved et lykketræf var et ledigt værelse på Hotel Plaza. Efter druk, hotelregning og togbillet hjem fra Odense havde jeg brugt hele hyren fra jobbet, inklusiv den andel, der havde skattevæsenet som retmæssig ejer. Men oplevelsen kunne ingen tage fra mig - bortset fra mig selv, der havde drukket så meget, at der manglede en hel del timer i min hukommelse."

"Hunger spillede naturligvis mange andre steder end mytiske Roskilde, eksempelvis på en anden Dyrskueplads lokaliseret i Ringe på Fyn. Midtfyns Festivalen toppede i 1999 kvalitetsmæssigt med et program, der blandt andet bød på Massive Attack, Garbage, Iggy Pop, Queens of the Stoneage, Bryan Adams, Fun Lovin' Criminals og Travis. Den ene af mine Midtfyns-koncerter det år blev spillet med Michael Falch om lørdagen, men torsdagen bød på en ganske særlig og bemærkelsesværdig oplevelse. Hotel Hunger spillede kl. 18.30, Black Crowes kl. 20.30, og kl. 22.30 gik ingen ringere end Aerosmith på scenen. Dagen indledtes ellers med en nervøs modtagelse i bagsceneområdet af Hungers daværende manager, Jesper Mardahl. Hans bekymring omhandlede de voldsomt indskrænkede arbejdsvilkår, der var efterladt til dagens danske orkester, efter at de amerikanske stjerner allerede fra morgenstunden havde lagt beslag på stort set hele scenearealet. Selvom arrangørerne havde udbygget scenen betragteligt i dybden i henhold til Aerosmiths specifikationer, var kun de allerforreste, ikke-overdækkede tre-fire meter blevet tilovers. Aerosmith stod fuldt opstillet bagerst med løbe-podier og instrumenter. Foran dem stod hele Black Crowes-produktionen, som under ingen omstændigheder måtte røres, og foran igen, hvor forsangerne normalt boltrer sig, skulle hele Hotel Hunger så stå. Det gik helt fint, blandt andet takket være vejrguderne, der skånede os for nedbør. Jesper kunne ånde lettet op, mens jeg nød at sidde på mit podie helt fremme på den gigantiske scene, under åben himmel i det smukkeste solskinsvejr foran 25-30.000 glade mennesker. Før vi gik på scenen, ankom vores helte fra Aerosmith og gik jovialt rundt og hilste på os alle sammen. Steven Tyler stod i siden af scenen, iført sit velkendte brede smil, og hørte os spille et rigtig godt job med super god lyd og et medlevende publikum. Jeg fik efterfølgende selv lejlighed til at stå i siden af scenen sammen med Joe Perry og høre Black Crowes. Vi blev naturligvis og hørte Aerosmith og iagttog dem gå fra scenen, hvor de blev guidet direkte ind i to minibusser - bandet i den ene og en sikkert uudholdeligt adrenalin-ramt Steven i den anden. I sandhed en af de dage, som ikke havde behøvet ende, og der blev vist også festet et par timer mere efter ankomsten til Hotel Plaza i Odense."

"På vej til en anden optræden på Midtfyns Festivalen (2002) mødte vi de gamle blues-travere fra Status Quo på motorvejen. Vi bumlede som sædvanligt afsted i vores minibus fra Eurocar, da nogen pludselig spottede en stor og fancy nightlinerbus på motorvejen, indeholdende nogle slidte og tyndhårede gamle mænd, der sad og halvsov op af hvert deres vindue. Vi genkendte dem hurtigt. "Hey, det er sgu da fucking Status Quo, der kører der. Hold kæft, hvor ser de dumme og afdankede ud!" Jimmy var i sit es og beordrede chaufføren til at køre op på siden af dem, mens han trak bukserne ned og åbnede sidevinduet. Det lykkedes Jimmy at moone Status Quo til stor begejstring for os alle. De modne mænd i den store bus virkede dog aldeles upåvirkede af episoden. Femten minutter senere overhalede Status Quo os i høj fart og kørte ind foran Hunger-bussen, hvorefter de tømte deres bus-toilet udover vores forrude. De gamle afdankede mænd vandt således motorvejsdysten med så stor overlegenhed, at der ikke behøvedes målfoto for at træffe en afgørelse - og vores chauffør bandede og svovlede ved tanken om at skulle rengøre bussen. Enten husker Jimmy og jeg ganske enkelt omstændighederne for episoden forskelligt, eller også tillader han sig lidt kunstnerisk frihed i sin selvbiografi, udgivet i efteråret 2016. I denne udgave møder vi nemlig Status Quo på en festival i Prag og er både på "hej" og" tak for nu" med dem, før alle Hotel Hungers medlemmer i fællesskab mooner dem på en motorvej et sted i Europa. Slutresultatet er dog det samme: Pis, lort og toiletpapir med bremsespor udover forruden. Som det gamle mundheld lyder, er der altid tre versioner af en historie. Din, min og den rigtige. Midtfyns-koncerten forløb ganske fint trods motorvejsydmygelsen på vejen derover og BT's anmelder Steffen Jungersen skrev dagen efter i sin avis følgende: "Og så er Kasper Foss i øvrigt en af Danmarks bedste trommeslagere, jeg synes ligesom lige, at jeg ville nævne det."

"Jeg blev bevidst om Sylvester Larsens eksistens allerede som barn gennem titlen på en sang fra hans far, Kim Larsens Værsgoalbum. Sylvester ringede til mig i 2004, fordi han skulle i gang med indspilningerne af et nyt album og gerne ville have mig med på trommer. Han havde skrevet nogle fine sange med underfundige danske tekster, og jeg forsøgte efter bedste evne at abstrahere fra, at Sylvesters stemme og artikulation ikke fraveg synderligt fra hans berømte fars. Jeg fik bestemt ikke indtryk af, at Sylvester med vilje forsøgte at efterligne den stemme, som alle danskere næsten kender bedre end deres egne forældres. Jeg tror simpelthen, at der er tale om genetisk overført anatomi. Man kan jo ikke ændre ved de stemmebånd og den kæbekonstruktion, man nu én gang er født med. Det blev nogle rigtig hyggelige indspilningsdage i det tidligere Werner-studie, der nu hedder Millfactory. Til at producere pladen valgte Sylvester den fremstormende Søren Mikkelsen, der kort forinden havde produceret en af faderens udgivelser. Pladen fik titlen Ska' du være fræk?, og det var derefter meningen, at vi skulle ud og spille med orkestret. Men da jeg befandt mig i en periode, hvor jeg forsøgte at afholde mig fra al form for turnéaktivitet, nåede vi kun at spille en enkelt udendørskoncert i Brandts Passage i Odense. Kim Larsen dukkede ikke op ved denne lejlighed, på trods af at han allerede på dette tidspunkt var flyttet til byen. Jeg nåede i den korte tid med Sylvester at få et lille, men interessant indblik i, hvordan det er - og hvordan det ikke er - at være søn af en gigant som Kim. Uden at komme nærmere ind på det vil jeg blot konstatere, at bare fordi man har en far, der er rig og berømt, betyder det ikke nødvendigvis, at man er et overforkælet barn, der får alting serveret."

  • Michael Bager

    Af:

    Reporter på Odenseredaktionen, musikredaktør og flittig skribent til rejsemagasinet Siesta. Født i Aars, Himmerland, i 1977 og bosat på Fyn siden 2004. Har kone, der er læge på OUH, samt to døtre. Jeg er glødende AaB- og Arsenalfan, men hepper på OB i alle kampe, hvor de ikke møder nogen af de nævnte hold. Jeg elsker alt fra hiphop og heavy til punk og rendyrket rock. Jeg har i mine 10 år på avisen interviewet musikere som Tom Jones, Robert Plant, Slash, Sinéad O'Connor, Macy Gray, Bryan Adams, Chris Cornell, Cliff Richards, Dr. John, Gavin DeGraw, James Last, Jeff Beck, Kevin Costner, Manic Street Preachers, Santana, Suede, The National og Travis m.fl. Blandt danske bands mangler jeg kun C.V.Jørgensen og Kim Larsen for at have interviewet samtlige af mine hjemlige helte.

Mere om emnet

Se alle
Røverhistorier: Rockmusiker udgiver biografi med mange fynske anekdoter

Røverhistorier: Rockmusiker udgiver biografi med mange fynske anekdoter