Pædagoger kan godt forstå forældrenes frustrationer men vil ikke opgive retten til at strejke, selv om det gør ondt
- Jeg er løbet tør for tålmodighed....

- Jeg vil have den ydelse, jeg har betalt for...

- Jeg forventer, at jeg i løbet af de næste dage atter kan få min datter passet...

Uddraget fra en fortvivlet fars opråb til borgmester Jan Boye lander på skrivebordet, samtidig med at lyserøde pædagog-trøjer løber forbi mediehuset omkring middagstid i en stegende varme med budskabet om rigtig løn = rigtige pædagoger.

Varmen virker næsten symbolsk for pædagogernes fagforbund BUPL, der steg så sent på strejken, at forældre-sympatien mange steder var ved at være noget tyndslidt og andre steder nu er afløst af noget, der ligner desperation.

Stiftstidende mødte tre af de aktionerende - Anne-Mette Cohr, Karin Lusana og Martin Jensen - i Kongens Have for at høre, hvordan deres oplevelse af strejken.

- For os handler det om at se vores arbejde i en større sammenhæng. Vi vil gerne have en løn, der afspejler vores kvalifikationer. Og vi skal tiltrække nye unge til faget - og de kommer ikke, som forholdene er i dag, siger Martin Jensen.

- Hvis vi ikke gør noget snart, er der ikke nok unge. Og vil folk så have deres børn passet af polske 16-17-årige i stedet?, spørger Anne-Mette Cohr.

- Vi forstår godt, at nogle forældre har svært ved at finde pasning, men folk må se ud over deres egen lille næsetip. Vi passer ikke børn, vi udvikler dem. Og det her handler om at sikre en ordentlig kvalitet og udvikling frem over.

Dårlig timing

Alle tre er enige om, at strejken kommer på et uheldigt tidspunkt - efter at pædagogmedhjælperne, som er organiseret i FOA, var gået i arbejde igen.

- Det ville have haft større slagkraft, hvis vi havde strejket samtidig - så ville vi også have undgået de frustrationer, som kommer nu. Men omvendt så har vi jo bare udnyttet vores overenskomstmæssige ret og sagt nej til et forlig, vi ikke bryder os om. Og det er første gang i de over 20 år, jeg har arbejdet som pædagog, at vi udnytter vores lovlige ret til at strejke, siger Karin Lusana.

De tre er selv ramt af konflikten. Anne-Mette og Karin har løst problemet ved nogle gange at tage børnene med, men selv om man er ni år, er det ikke særligt sjovt at være med inde på Christiansborgs Slotsplads og demonstrere.

- Han spurgte hele tiden, hvornår vi skulle hjem, griner Karin Lusana.

Ikke falde i søvn

Alle tre har engageret sig entusiastisk i strejken, hvor der er mødepligt hver morgen.

- Det handler om at være synlige, få budskabet ud og holde gejsten oppe, siger Martin Jensen.

Anne-Mette og Karin mødes to til tre morgener om ugen for at synge og øve med "det rigtige kor", som også tager ud og synger til arrangementer rundt om på øen.

- Det handler om at gøre noget. Hvis man bare sad derhjemme og trillede tommelfingre, kunne vi lige så godt gå på arbejde, siger Anne-Mette Cohr. Det er derfor, vi løber, cykler, står på rulleskøjter og alt det.

- Men efter at have sovet næsten en hel weekend, gjorde jeg alligevel op med mig selv, at jeg bare ikke kan nå det hele. Og min have ligner efterhånden et vildnis, smiler Karin Lusana, som savner børnene og gerne vil tilbage på arbejde.

- Men vi bliver ved, indtil vores krav er opfyldt. Efter mere end 20 år er jeg lige nået op over 21.000 kroner om måneden. Brutto - ikke netto, siger Karin Lusana.

Nogle siger, at vi strejker for småpenge - jamen, så se da at ryste op med dem, siger Anne-Mette Cohr.
  • Fyens Stiftstidende

Mere om emnet

Se alle

Pædagogmedhjælpere føler sig nedgjort

BUPL-strejken

Udviklingshæmmede sendes hjem fra skole