Per Voight er havnet i et slagsmål med kommunen om, hvor mange timer ugentligt han skal have løn for at passe sin kone, der er stærkt dement. Han er hos hende i døgndrift, men fordi han har bedt om et fridøgn, vil kommunen også trække 11 timers daglig hviletid ned over hovedet på ham. Det betyder, at han nu kun får det halve i løn.

- Hvis det er den måde, man ruller den røde løber ud for de pårørende, så vil jeg gerne se, hvordan det er, når de pakker løberen sammen igen. Det kan ikke være rart.

Sådan siger 64-årige Per Voight, der er vred og skuffet over Odense Kommune. Han hentyder til et citat fra valgkampen, hvor borgmester Peter Rahbæk Juel (S) hyldede de pårørende, som gode samarbejdspartnere for kommunen.

Jeg er faktisk ligeglad med timerne og lønkronerne - jeg bliver alligevel trukket i min efterløn, når jeg arbejder. Men jeg mener, at kommunen chikanerer mig, fordi de tabte sagen om et hviledøgn. Når borgere ikke gør som de vil, skal de bankes på plads.

Per Voight, pårørende

Siden 2012 har Per Voight været ansat som hjælper i 26 timer om ugen for sin kone Erna Christensen, der er stærkt svækket af demens. Nu er samarbejdet med kommunen gået helt i hårknude.

Efter længere tids kamp for at få aflastning i hjemmet fik Per Voight i efteråret 2017 Arbejdstilsynets ord for, at han ligesom alle andre lønmodtagere har ret til et fridøgn om ugen.

Det viste sig dog hurtigt, at han havde vundet lidt af en pyrrhussejr, for siden har Odense Kommune gjort alt, hvad den kan for at genere ham, mener han.

Per Voights sag

Per Voight er ansat som personlig hjælper for sin hustru efter § 94 i Serviceloven. Hun fik konstateret Alzheimers sygdom i 2010 og er langsom blevet mere svækket og har gradvist fået bevilget flere hjælpetimer fra kommunen. Hun har nu ret til hjælp 26 timer om ugen.I oktober sidste år fik Per Voight Arbejdstilsynets ord for, at han havde ret til et fridøgn, hvor han kan blive afløst i hjemmet.

Han blev tilbudt en plads på Lysningen, som er et aflastningstilbud til borgere med svær demens, men hans kone var på det tidspunkt ikke klar til at overnatte andre steder end hjemme.

Indtil februar i år havde Per Voight 26 ugentlige timer fordelt over alle tidspunkter af døgnet og på alle dage. Da han i februar insisterede på at få sit fridøgn, besluttede kommunen, at han samtidig skulle have sin hviletid på 11 timer i døgnet. Det betød samtidig, at hans ugentlige timetal faldt fra 26 timer om ugen til 13 timer om ugen.

Per Voight kender andre par, der har lignende ordning, der ikke er blevet mødt med samme krav fra kommunen.

For samtidig med, at han har fået det ugentlige fridøgn, han har kæmpet for, har kommunen pålagt ham at overholde sin daglige hviletid på 11 sammenhængende timer i døgnet, som er beskrevet i samme bekendtgørelse som reglerne om fridøgn. Konsekvensen er, at Per går fra at få løn for at passe sin kone 26 timer om ugen til 13 timer om ugen.

Det betyder desuden, at der kommer hjemmehjælpere i huset hver dag om aftenen og om natten. Kommunen har nemlig besluttet, at Ernas timer ligger fordelt med 12 ugentlige timer om aftenen og natten, som er i hans hviletid.

Ikke kun lønnen

Et "fridøgn" betyder, at Per Voight et døgn om ugen ikke skal være personlig hjælper for sin kone. I stedet kommer en hjemmehjælper fire-fem gange i løbet af dagen og hjælper med toiletbesøg, påklædning og måltider.

Som pårørende er Per glad for, at han har fået et fridøgn, for det betyder, at hans kone langsomt kan vænne sig til, at der kommer andre i huset og hjælper hende.

Den daglige hviletid på 11 sammenhængende timer er han ikke interesseret i overholde, fordi han alligevel er nødt til at være hjemme ved Erna, der er så dement, at hun ikke kan være alene.

Men det er ikke timerne og lønkronerne, det her handler om, fastholder Per Voight.

- Jeg er faktisk ligeglad med timerne og lønkronerne - jeg bliver alligevel trukket i min efterløn, når jeg arbejder. Men jeg mener, at kommunen chikanerer mig, fordi de tabte sagen om et hviledøgn. Når borgere ikke gør som de vil, skal de bankes på plads.

En kamp på flere fronter

Per Voight er tidligere tillidsrepræsentant og på den måde vandt til at tage faglige kampe for sine kollegaer på DR Fyn, hvor han arbejdede som journalist.

Men denne kamp skal kæmpes på to fronter, og det slider, siger han.

Siden hans hustru fik konstateret demens i 2010 er hendes tilstand hastigt forværret. I 2012 gik Per Voight ned i tid for at passe hende i hjemmet, og i 2014 måtte han indse, at hun enten skulle på plejecenter, eller han skulle gå på efterløn, så han kunne være hos hende på fuld tid. Erna kunne på det tidspunkt ikke længere være alene hjemme.

- Hun var blevet væk så mange gange, at jeg ikke turde lade hende være alene hjemme. Sidst var hun væk i otte timer og var efterlyst af politiet. Jeg havde en app på hendes telefon, så jeg kunne spore hende, men hendes telefon gik ud. Hun blev fundet ude i Skibhuskvarteret og havde være inde i et hegn med sin cykel. Hun havde været i vandet et eller andet sted, for hendes tøj var drivvådt og var revet i stykker. Jeg turde ikke mere, fortæller Per Voight.

Ordningen, hvor han fik løn for at tage mange af plejeopgaverne, var nødvendig for at parret kunne få enderne til at mødes økonomisk, siger han.

- At min hustru gik på førtidspension, og jeg gik på efterløn, var et kæmpe indkomsttab for os. Havde jeg ikke haft den her indtægt, havde jeg ikke kunne få det til at hænge sammen. Vi har været nødt til at sælge vores lejlighed på Læsøgade for at få råd til det, vi vil, for vi ville også gerne ud og rejse en gang imellem.

Det med at rejse er slut nu, hvor Erna er blevet så dårlig. Hun bliver helt forvirret og ked af det, hvis der foregår alt for meget omkring hende, og på det seneste er det også lykkes Per at sende Erna i Byhuset (et dagcenter for mennesker med demens, red.) et par timer, tre dage om ugen.

- Det er den eneste fritid, jeg har. Jeg kan ikke komme nogle steder uden Erna og har ikke været alene på weekend siden 2014. Men jeg vil omvendt heller ikke svigte hende og sende hende af sted til noget, hun ikke vil. Derfor vil jeg gerne have, at hun bliver passet i sit eget hjem, forklarer han.

Samarbejde i hårknude

Per Voight undrer sig og er vred over, hvordan han er blevet behandlet af kommunen, der vælger at trække ham i timer, selv om han er hos sin hustru og hjælper hende i døgndrift.

Undervejs i processen har han oplevet, at hans sag bliver syltet, en klage er blevet væk, at myndighedschefen ikke svarer på hans mails og i andre mails taler usandt om, hvad der står i Erna Christensens bevilling af hjælp.

- Kommunen samarbejder ikke. De dikterer, og det er den der trynen, der er ubehagelig. "Du skal ikke tro, du er noget. Vi skal nok vise dig, hvem der bestemmer her," er den fornemmelse man får. Det er et barsk miljø at være oppe imod, siger Per Voight.

Siden han vandt sagen over Odense Kommune, der måtte indrømme, at han har ret til et fridøgn, har han oplevet megen modstand. Nu er samarbejdet gået så meget i hårknude, at han nægter at mødes med myndighedschefen på området.

- Jeg har simpelthen mistet tilliden til ham, og jeg kommer i hvert fald ikke i min fritid. Så må de indkalde mig til en tjenestelig samtale, som han siger.

Presset økonomi

Han har ikke nogen forklaring på, hvorfor Odense Kommune ikke vil imødekomme hans ønsker som pårørende og ansat.

- Men jeg tror, at alle kommuner er økonomisk presset. Derfor prøver de at lade være med at fortælle folk om deres rettigheder. De prøver at trække den i alle mulige ender og kanter, og her mener jeg, de har misforstået deres rolle. Som sagsbehandler er det ikke længere borgerens tarv, der vigtigst - det er kommunekassen. Ordet undskyld eksisterer ikke, indrømmelser og samarbejde eksisterer ikke. Der er ingen hæderlighed og redelighed her, påpeger Per Voight.

Han har svært ved at se nogen udvej på problemerne, men han håber stadig kommunen vil komme ham i møde.

- Det bedste, der kunne ske, var, at Odense Kommune erkender, at den er gået for vidt. Jeg har skrevet flere forslag på en løsning, siger han.

  • Jensen_Stine_Jessen_(2015)_024

    Af:

    Jeg er journalist på Fyens Stiftstidendes redaktion i Odense. Jeg skriver om stort og småt i Odense Kommune. Mit særlige stofområde er ældre- og handicap-politik. Jeg er uddannet fra Journalisthøjskolen i Århus, og jeg har desuden en bachelor i dansk og statskundskab fra Københavns Universitet. Jeg bor i landsbyen Vindinge uden for Nyborg med min mand og vores tre børn.

Mere om emnet

Se alle
4
Odense Kommune: Dialogen har været vanskelig

Odense Kommune: Dialogen har været vanskelig