Den psykedeliske rockkvartet Causa Sui sender vinylplader til fans i hele verden og optræder for fulde huse i Tyskland, Spanien og USA. I hjembyen aner de færreste, at de fire medlemmer tilhører verdenseliten. Lørdag aften kan bandet vinde Odense Live Hovedprisen for 2017-udgivelsen "Vibraciones Doradas", der er sidste del af en efterspurgt lp-trilogi.

I 2016 var Jonas Munk til koncert med Mass Gothic og Morgan Delt på UFO Factory i Detroit i USA. Foran spillestedet blev han genkendt af en flok begejstrede lokale Causa Sui-fans, der ville have autografer og tage selfier med ham. Det har den 36-årige musiker aldrig oplevet i Danmark, og det beskriver meget godt, hvordan virkeligheden er for det psykedeliske stenerrockband, som i forskellige konstellationer har spillet sammen i 25 år.

Causa Sui

For snart et kvart århundrede siden begyndte Jonas Munk og Jess Kahr at spille sammen. De fik vennen Jakob Skøtt med og dannede bandet Paragon of Virtue.

De fortsatte den musikalske dannelsesrejse sammen i det instrumentale postrockband Limp med fjerdemanden Rasmus Rasmussen, inden de under bandnavne som Manual, Aerosol og Syntaks udgav 20 plader på tyske, amerikanske, engelske og japanske pladeselskaber.

Siden 2008 har de heddet Causa Sui. Gruppens seneste udgivelse, "Vibraciones Doradas", (2017)afslutter gruppens tredje album-trilogi, som også består af "Euporie Tide" (2013) og "Return to Sky" (2016).

Causa sui betyder "årsag til sin egen væren". Udtrykket er anvendt om Gud af bl.a. Thomas Aquinas og Baruch Spinoza.

www.causasui.com

Jonas Munk spiller keyboard samt guitar i bandet og har produceret den efterhånden store bunke udgivelser, hvoraf de seneste ni plader udgør tre trilogier. Denne formiddag er han ene mand i gruppens øvelokale, som er en del af hans pladeselskab El Paraiso, der ligger gemt væk i en renoveret industribygning ikke langt fra Odense Havn.

- Vi har alle sammen så travlt med forskellige projekter, at vi desværre ikke kan nå at mødes før lørdag 27. januar, hvor prisfesten foregår. Planen er, at vi når at øve lidt inden prisfesten, siger Jonas Munk.

De fire medlemmer har ellers øvet som få. Jonas Munk og Jess Kahr begyndte at spille sammen allerede som 10-årige og dannede sammen med Jakob Skøtt et væld af bands op gennem 80'erne og 90'erne. Fjerdemanden Rasmus Rasmussen har bevæget sig lidt ud og ind af de forskellige bands, som har dyrket alt fra elektronisk musik til alternativ postrock. Siden 2008 har de fire medlemmer hængt uløseligt sammen i Causa Sui. Et band, der havde enorme ambitioner fra begyndelsen.

- Selv om man ikke må sige det højt, har vi aldrig tænkt, at det kunne være fedt at blive lige så gode som et band fra Fyn eller København. Vi ville være lige så gode som de bedste bands i England og USA. Det har været naivt og måske lidt arrogant set i bakspejlet. Til gengæld satte vi baren virkelig højt fra start, hvilket har været ekstremt motiverende, siger Jonas Munk.

Fans i hele verden

Efter gruppens første trilogi, "Summer Sessions", der udkom i perioden 2009-2012, begyndte opmærksomheden at stige markant. Bandmedlemmerne spottede eksempelvis, at flere og flere koncert- og festivalgæster gik rundt i Causa Sui-T-shirts.

- Jeg husker især en festivalkoncert i Tyskland, hvor vi traskede rundt på pladsen inden vores koncert. Der var sindssygt mange, der gik rundt i vores T-shirts, hvilket vi naturligvis var benovede over. I begyndelsen spillede vi typisk onsdag klokken 15 på én af de mindste scener på festivalerne. I dag spiller vi ofte på den største scene fredag eller lørdag aften klokken 22.30. Foran et publikum, hvoraf mange er kørt 1000 kilometer for at høre os. Det illustrerer meget godt, hvordan vi er steget i graderne, siger Jonas Munk.

Selv om antallet af solgte T-shirt er steget, lægger Jonas Munk ikke skjul på, at Causa Sui stadig er et nicheband. Men han fortæller alligevel med en vis stolthed, at han for nylig har pakket og sendt plader til både Thailand, Portugal og Australien.

- Vi nyder en pæn anderkendelse ude i den store verden. Vi har fans de mest besynderlige steder, og man kan finde Causa Sui-plader i pladeforretninger i Los Angeles, Tokyo, London, San Francisco og Sydney. Det kan man trods alt ikke sige om Nephew eller The White Album uden at nedgøre dem, siger Jonas Munk.

Han er først kommet på Spotify sidste uge, og det forbavser ham, hvor godt Causa Sui klarer sig dér.

- Flere af vores sange er spillet over en million gange, og det bliver man da imponeret af, selv om det aldrig har været et mål i sig selv. Vi vil bare gerne ud med vores musik og føle, at den resonerer med nogen og ikke ender i et dybt sort streaming-hul, siger Jonas Munk.

12 minutters frihed

Causa Sui har indtil videre gennemgået tre æraer, som har udmøntet sig i to fuldlængde-udgivelser og tre albumtrilogier.

- Hvis man tager de tre seneste udgivelser, "Euporie Tide" fra 2013, "Return to Sky" fra 2016 og "Vibraciones Doradas" fra 2017, kan man se, at de hænger sammen alene i kraft af æstetikken på deres covers. Lydmæssigt er de lige så nært beslægtet og indkapsler en bestemt tid for Causa Sui. Vi kan godt lide trilogi-formatet, fordi man over en periode på fem-seks år virkelig har mulighed for at gå i dybden. Man kan udforske nye sider af sin musikalitet, man kan udvikle det live og eksperimentere i studiet, inden man udgiver det, siger Jonas Munk.

Tidligere hyldede Causa Sui improvisationen, men på de seneste to trilogier, har de arbejdet målrettet med strukturer og sangskrivning.

- Det er lidt mere orden i sangskrivningen i dag, men vi er stadig tilhængere af, at en sang aldrig skal lyde på samme måde live to gange. Vi bryder os ikke om tankegangen, hvor en sang hældes i en støbeform og fryses fast. Musik bliver mere levende, hvis den får lov at udvikle sig, og det er også næsten umuligt at spille et 12 eller 16 minutter langt nummer på samme måde to gange, siger Jonas Munk.

Der sker både noget med et band og publikum, når man bryder tre- eller fire minutters-konventionen og ikke lader sig begrænse af, hvad der opfattes som passende længde for en sang.

- For os betyder det frihed og fordybelse at lade et nummer vare 12 minutter. På samme måde som det giver frihed ikke at have en sanger og en lyrik, man kan blive låst af. Vi er store tilhængere af at nå en form for eufori eller trance, hvor hverken vi eller publikum aner, hvor det ender, siger Jonas Munk.

Dygtig er et mærkeligt begreb

Selv om medlemmerne sætter pris på at dele musikken i koncertsammenhæng, er det i studiet og øvelokalet, de for alvor trives.

- Vi spiller relativt få koncerter, fordi vi gerne vil have, at det er unikt hver gang. Vi kunne aldrig finde på at tage på en længere turné og nøjes typisk med at være af sted nogle få dage, hvor vi har det pissesjovt og kan bevare gejsten. Vi er heller ikke et band, der skal leve udelukkende af vores koncerter. Jeg tjener eksempelvis penge både på at producere og masterere for andre samt lave filmmusik, så det passer mig fint ikke at skulle på en udmarvende to måneder lang turné, siger Jonas Munk.

De fire medlemmer i Causa Sui roses i flere anmeldelser for deres tekniske niveau. SÅ højt er det heller ikke, understreger Jonas Munk.

- Hvis man sammenligner os med konservatorieuddannede musikere, er vi ikke specielt dygtige. Vi kan ikke spille en bestemt skala i en bestemt toneart i et bestemt tempo. Men "dygtig" er også et mærkelig begreb, som i mine øjne ikke vejer så tungt som summen af kreativitet, erfaring og musikalsk mangfoldighed. Hvis jeg skal være helt ærlig, giver jeg ikke ret meget for teknisk ekvilibrisme i sig selv. Hvis man forestiller sig et spektrum med Yngwie Malmsteen i den ene ende, som teknisk set er fantastisk, og Brian Eno i den anden ende, som knap kan spille den simpleste skala på en guitar eller et klaver, men konceptuelt set er genial, foretrækker jeg klart Enos ende af spektret, siger Jonas Munk.

Han vil hellere tale om bandet end sig selv til trods for, at han til en vis grad er kaptajn.

- Når jeg ser på Causa Sui, er det tydeligt, at vi altid har anset det for vigtigere at se fremad end at skue tilbage. Vi har ingen ambition om at se ud eller lyde som et rockband fra 1971. Selvfølgelig har vi ikke som ideal at være superprogressive eller nyskabende for nyskabelsens skyld. Men på den anden side er det essentielt for os ikke bare at gengive en lyd fra en forgangen æra. Vi tilstræber altid at farve vores musik med et personligt præg, der afspejler den tid, vi lever i, siger Jonas Munk.

Kontraster er alfa og omega

Det er ingen hemmelighed, at Causa Sui har en forkærlighed for stenerrockens pionerer som amerikanske Kyuss og tyske Colour Haze. Men de primære inspirationskilder hører hjemme helt andre steder.

- Det oplagte ville være at fremhæve et band som Kyuss, Billy Corgan fra The Smashing Pumpkins i begyndelsen af 1990'erne og flere af de bedste grungebands. Men vores ledestjerner er i højere grad moralsk end musikalsk funderede. Brian Eno, som jeg nævnte, er en guide for os med sin filosofiske og konceptuelle tilgang til pladeproduktion. Han har arbejdet med et væld af genrer og har formået at have sig selv med hele tiden, uanset om det har været ambient musik, David Bowie eller U2. Det lyder lidt kvalmt at kalde det en intellektuel tilgang, men vi har i hvert fald stor respekt for den måde at tilgå musikken på, siger Jonas Munk.

Han fremhæver også John McEntire fra Chicagobandet Tortoise, som både er trommeslager og producer.

- Tortoise og deres tilgang til at indspille musik var en markant inspirationskilde for Causa Sui i begyndelsen. John McEntire blev vores personlige helt, fordi han har en unik tilgang til arbejdet med musik. Uanset, om han beskæftiger sig med alternativ rock, avantgarde eller sågar jazz, kan man altid høre ham i sangene. Det samme gøre sig gældende for Jim O'Rourke, der også er en kamæleon. Da han spillede i og producerede for Sonic Youth, resulterede det i de bedste plader, bandet har udgivet. Da han producerede "A Ghost Is Born"-albummet for Wilco, endte det også som deres bedste udgivelse nogensinde. Hans kreativitet blomstrer uanset genre. Hvis jeg skal fremhæve nogen, som vores virke som band er baseret på, må det være de to, siger Jonas Munk.

For ham handler det især om, at sange skal have flere dimensioner. En rocksang skal aldrig kun være en rocksang. Han kommer med et eksempel fra seneste ep, hvor åbningsnummeret "The Drop" lægger fra land som en rendyrket stenerrock-sang, men skifter radikalt karakter undervejs.

- Sangen lægger ud som noget næsten dumt retrorock med baglæns guitar og John Bonham-trommer. Efter fem minutter ændrer den karakter og forvandler sig til noget, der minder mere om shoegaze med blid, underlig og mystisk støj. Det er et oplagt eksempel på, at vi altid inkorporerer forskellige aspekter i musikken. Kontrasterne er sindssygt vigtige i forhold til at forstå Causa Sui. For selv om vi optræder på stenerrock-festivaler er vi ikke et stenerrockband. Lige så larmende, tunge og hårde vi kan være, lige så porøse, stille og drømmende kan vi være, siger Jonas Munk.

Anerkendelse på plads

Når bandet optræder lørdag aften til Odense Live Prisen på Posten, har det kun 12 minutter til rådighed. For de fleste bands betyder det nok tid til tre sange. Det gælder som bekendt ikke for Causa Sui.

- Vi er gået i tænkeboks for at finde ud af, hvordan vi repræsenterer vores musik bedst. 12 minutter udelukker en betragtelig del af vores bedste numre, så det kan være, vi skal spille en af de korte sange på 10 minutter og håbe, at publikum forstår essensen trods alt, siger Jonas Munk og ler.

Han er stolt på bandets vegne over nomineringen, selv om Causa Sui aldrig har stræbt efter statuetter.

- Priser har aldrig været voldsomt vigtige for os, så vi surmuler ikke, når vi - igen - ikke nomineres til en Steppeulv eller P3 Guld. Men på den anden side er en form for anerkendelse på sin plads. Også selv om den er lokal. Causa Sui har trods alt udgivet en række plader, som har haft ret stor indflydelse uden for Danmarks grænser, og vores mest spillede sange på Youtube og Spotify er hørt langt over en million gange. Det fortjener en vis respekt, siger Jonas Munk.

  • Michael Bager

    Af:

    Reporter på Odenseredaktionen, musikredaktør og flittig skribent til rejsemagasinet Siesta. Født i Aars, Himmerland, i 1977 og bosat på Fyn siden 2004. Har kone, der er læge på OUH, samt to døtre. Jeg er glødende AaB- og Arsenalfan, men hepper på OB i alle kampe, hvor de ikke møder nogen af de nævnte hold. Jeg elsker alt fra hiphop og heavy til punk og rendyrket rock. Jeg har i mine 10 år på avisen interviewet musikere som Tom Jones, Robert Plant, Slash, Sinéad O'Connor, Macy Gray, Bryan Adams, Chris Cornell, Cliff Richards, Dr. John, Gavin DeGraw, James Last, Jeff Beck, Kevin Costner, Manic Street Preachers, Santana, Suede, The National og Travis m.fl. Blandt danske bands mangler jeg kun C.V.Jørgensen og Kim Larsen for at have interviewet samtlige af mine hjemlige helte.