De ansatte på Særforanstaltning Grevenlund har igennem flere måneder skullet affinde sig med risikoen for at blive overfaldet uden at kunne være sikker på at få hjælp fra kollegerne. Det har et strakspåbud fra Arbejdstilsynet skulle ændre på, men der er stadig problemer, mener en gruppe medarbejdere, avisen har talt med.

De 16 beboere på Særforanstaltning Grevenlund kan for udenforstående godt virke som noget af en mundfuld. Lidt under halvdelen er domsanbragt på grund af drab, vold, voldtægt, pædofili og pyromani. Nogle har alvorlige adfærdsforstyrrelser og kan reagere voldsomt fysisk.

Men de udfordringer, det giver at passe de 16 og hjælpe dem til en bedre hverdag, er samtidig også det, hovedparten af dem, der arbejder her, godt kan lide. Som en siger:

- Det er et unikt sted, fordi der er så mange forskellige borgere med forskellige diagnoser. Det er spændende opgaver. Der er ikke to dage, der ligner hinanden, og stedets fysiske beliggenhed på en mark giver en helt anden ro på dem, der bor der. Der er ingen supermarkeder i nærheden eller andre mennesker, de skal forholde sig til, og det giver nogle muligheder, fordi det også giver dem overskud og gør, at de kan få det bedre.

Særforanstaltning Grevenlund

Grevenlund har plads til 16 beboere, hvor lige lidt under halvdelen er domsanbragt. Beboerne er udviklingshæmmede med enten en sindslidelse eller en alvorlig adfærdsforstyrrelse og en voldsom og nogle gange voldelig opførsel. Her arbejder 43 fastansatte og en del vikarer.Grevenlund er indrettet i to bygninger - et aktivitetscenter og selve bostedet. Her er 16 lejligheder fordelt på fire gange med fire lejligheder. De har alle stue med tekøkken, soveniche og badeværelse - dertil en have og lille terrasse.

To "typiske" beboere:

Ikke domsanbragt:

Beboer uden et sprog, hvilke kan gøre det svært for ham eller hende at gøre opmærksom på noget, han eller hun ikke vil have/ikke kan lide. Autistiske træk og behovstyret i høj grad.

Truende adfærd i situationer, hvor personalet ikke opfatter, hvad han eller hun mener, men først fysisk/voldelig når personen følelsesmæssigt føler sig trængt op i en krog, eller frustrationerne hober sig op.

Domsanbragt:

Anbragt her som sidste skridt før ophold på Kofoedsminde, en sikret specialinstitution for domsanbragte udviklingshæmmede. Ellers som første sted som led i en udslusning. Populært sagt en person med et barns intelligens i en voksen krop. Kan have empati, men har det ikke nødvendigvis. Kan blive psykotisk og har begået grove overfald/bragt andres liv i fare.

De må ikke låses inde, men skal omvendt have tilladelse til at forlade matriklen, og det kræver typisk, at de er psykisk stabile. I et par tilfælde alarmeres personalet via en alarm, når de forlader deres terrasse/have.

Til gengæld bryder medarbejderne sig ikke om at blive overfaldet. Slet ikke når kollegerne ikke kommer, selv om de aktiverer deres overfaldsalarm. Og det er sket i flere tilfælde, fordi alarmsystemet ikke dækker hele det område, beboerne færdes på.

Derfor steg humøret hos de ansatte også et par grader, da Arbejdstilsynet i midten af september 2017 kom med et strakspåbud om at få orden i forholdene.

- De ansatte har en "høj risiko for udsættelse af vold", skrev Arbejdstilsynet og kunne oplyse, at der på bare tre måneder havde været 135 registrerede episoder, der blandt andet omfattede "slag, nikken skaller, trusler" med videre.

Odense Kommune, der ejer Særforanstaltning Grevenlund, fik besked på at få forholdene bragt i orden.

Men selv om der nu er kommet tre GPS-alarmer, og arbejdet med det nye alarmsystem er i fuld gang, er alle problemer ikke løst, fortæller en gruppe ansatte, Stiftstidende har talt med. Mere om det senere.

Man kan høre alt

Særforanstaltning Grevenlund er på mange måder et prestigeprojekt, som også er blevet trukket frem i blandt andet fagtidsskrifter som Socialpædagogen.

Målgruppen er voksne med såkaldt "nedsat funktionsevne", ofte mennesker med en sindslidelse eller en gennemgribende adfærdsforstyrrelse - eller folk med en behandlingsdom og "udadreagerende adfærd".

Ulla Leth, rehabiliteringsleder på Grevenlund, har været med fra begyndelsen, og hendes ønsker og tanker er brugt i indretningen, hvor "ingen skal påtvinges fællesskabet". Det at møde andre beboere kan nemlig give konflikter.

Derfor har beboerne for eksempel egen indgang og en terrasse og lille have, hvor de ikke kan kigge ind til naboen. Meningen er, at man på den måde undgår daglige konflikter, som opstår, når én beboer bliver stresset eller irriteret over noget, en anden gør.

Stierne og de grønne områder er også indrettet, så beboerne kan vælge alternative ruter og undgå at møde nogen, når de er ude at gå.

Personalet har også deres egen gang, kun for dem, på vejen til og fra lejlighederne.

Medarbejderne har fra begyndelsen fået at vide, at de skal være "Danmarks bedste", for faglighed kan også forebygge vold - for eksempel ved at de ansatte er på forkant med, hvordan beboerne vil reagere i bestemte situationer.

Virkeligheden har dog vist sig at være noget mere ustyrlig, hvad de tidligere omtalte 135 registrerede episoder på tre måneder vidner om. Som en ansat fortæller:

- Hvis en beboer begynder at kaste afføring ind til en anden beboer, er det så vores skyld, hvis den beboer reagerer voldsomt? Hvem skal løse problemet? Det skal vi. Den beboer, vi kommer ind til, er maksimalt presset i sit eget hjem, fordi folk her bor tæt på hinanden i bygninger, der ikke er lydisoleret. Man kan høre alt mellem lejlighederne, og hvad vi snakker om ude på personalegangen. Så når vi kommer ind, bliver vi slået på.

Overfaldet

Stedets øde placering betyder også, at hvis en beboer ønsker at få fat på en bestemt medarbejder, er parkeringspladsen det oplagte sted at vente - for de ansatte skal hjem på et tidspunkt. Og stedet ligger uden for alarmens rækkevidde.

I december 2016 blev en kvindelig medarbejder overfaldet her af en sexoptaget beboer, da hun var ude at gå. Hun hade forinden ringet til en kollega, men inden hjælpen nåede frem, blev hun overfaldet og slået adskillige gange.

Og det er ikke det eneste overfald, der er sket her.

- Vi har en beboer, der laver en del blufærdighedskrænkelser over for vores kvindelige personale, og det sker typisk ved parkeringspladsen, hvor han kan gemme sig bag bilerne. Derfor går vi tit to mand op, når der er en kvinde, der skal hjem. Hvis han vidste, der var en alarm, kunne det måske også bremse ham, siger en af de medarbejdere, avisen har talt med.

Ingen af dem har ønsket at stå frem med navn eller billede af frygt for at blive fyret. Men de lægger alle vægt på, at de ikke bryder sig om, når beboerne får anmærkninger på grund af vold. Det er deres arbejde at undgå det og få beboernes udvikling til at gå i den rigtige retning, hvad der også er flere særdeles vellykkede eksempler på.

- Men hvis en mand har fået det, vi kalder "sorte øjne" - det er der, klappen går ned, kan du sige - er de stort set umulige at komme ind til. Lykkes det til gengæld at fange personen lige inden, kan han eller hun afledes, for eksempel med noget de godt kan lide.

- Vi er en åben institution, hvor folk er i deres lejligheder. Her kan de godt komme i affekt, uden vi ved det, og det er her, mange af episoderne sker. Vi oplever det hos lidt over halvdelen af beboere. Tre af dem har alarm på, når de går ud af deres havelåge, men ofte er der så meget forsinkelse på signalet, at de kan være nået ret langt, inden vi registrerer alarmen. Problemet er, at det i den her verden gælder om at være et skridt foran - og det er vi ikke her.

River alt ned

Et andet problem er, at alarmsystemet er upræcist.

En række sensorer, der sidder forskellige steder på institutionen, registrerer medarbejdernes færden, men man kan godt blive fanget mellem to punkter.

Der har således været episoder, hvor ansatte er blevet angrebet ét sted, mens kollegerne er løbet et andet sted hen - der, hvor systemet sidst registrerede medarbejderen. Og det kan være en særdeles ubehagelig oplevelse på grænsen til det traumatiserende ikke at få hjælp i sådan en situation. Hvad der - efter hvad nogle af de faste medarbejdere fortæller - har fået i hvert fald en vikar til at stoppe.

- Vi har i halvandet år opponeret mod systemet, uden der er sket noget. Hvis vi ikke går den rigtige vej omkring sensoren, opstår der situationer, hvor folk kommer i klemme, fordi der går for lang tid, inden kollegerne finder frem til dem. Alligevel er der ikke rigtigt sket noget, fortæller en medarbejder.

Trods de mange overfald og episoder med krads eller spark, fik personalet i oktober at vide, at løsningen på alarmsystemet først vil være klar til januar.

Selv om det langt fra er nok til at dække hele behovet, er der indkøbt tre gps-alarmer, som bedre dækker hele området. Og så har ledelsen sendt en mail rundt til de faste medarbejdere efter strakspåbuddet.

- Nu kan vi få en skriftlig advarsel, hvis vi glemmer at tage en gps-alarm med. Man skriver om "arbejdsretlige konsekvenser" - det læser vi alle sammen som en trussel. Så nu er det så blevet vores egen skyld, hvis vi bliver overfaldet. Det er den samme ledelse, der ikke har taget vores henvendelser alvorligt, før Arbejdstilsynet kom på banen, siger en af dem, avisen har talt med.

Og det ændrer ikke på, at enkelte ansatte føler, de mangler efteruddannelse i at håndtere nogle af beboerne på den rigtige måde:

- Vi har for eksempel en beboer, der har taget stoffer i mange år, og ham går man altid to hen til. Vi ved ikke, hvad vi møder, så det er med en lille klump i halsen, man går ind til ham. Han har slået personalet væk, da de åbnede døren, hvorefter han gik ind i vores fælles køkken og tog noget at spise og gik ud igen. Han er stadig omkring det misbrugende miljø med stoffer og alkohol. Han kommer nogle gange meget påvirket hjem og har ikke noget i sin lejlighed - han river alt ned, fordi det taler til ham. Han har også gode dage, men har endnu ikke fået en diagnose. Hvordan skal vi tackle ham bedre?

Ledelsen afviser

Vi har forelagt medarbejdernes kritik for ældre- og handicapchef, Kim Bøg-Jensen. Han siger:

- Det er klart, at vi tager sådan et påbud alvorligt og handlede på det med dette samme. Vi havde faktisk planer om at installere nye alarmer i 2017, men fordi vi opdagede, at vi havde nogle problemer med alarmer et andet sted, udskød vi beslutningen ud fra en samlet pædagogisk vurdering. Det mente Arbejdstilsynet ikke var i orden, og det retter vi os efter.

Man kan læse hele interviewet med Kim Bøg-Jensen her ved siden af.

  • Journalist portræt

    Af:

    Journalist på Odense Redaktionen. Skriver om lidt af hvert, blandt andet socialt udsatte, psykisk sårbare og interessante menneskeskæbner. Kan specielt godt lide fortællende journalistik. Har skrevet to bøger, om Klaus Riskær (2005) og Remee (2010).

Mere om emnet

Se alle
Chef: Vi mener det alvorligt med sikkerheden på Grevenlund

Chef: Vi mener det alvorligt med sikkerheden på Grevenlund

1
Daniel får hjælp af Ombudsmanden i sin kamp mod Ankestyrelsen

Daniel får hjælp af Ombudsmanden i sin kamp mod Ankestyrelsen

Professor: Jeg håber, ombudsmanden vil se nærmere på den her sag

Professor: Jeg håber, ombudsmanden vil se nærmere på den her sag