Måske kommer Ib aldrig mere hjem

Foto: Kasper Løftgaard

Måske kommer Ib aldrig mere hjem

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Da Ib Johannes Hansen blev overfaldet og hjerneskadet i Vollsmose, blev han i medierne kendt som "hundelufteren". Det piner hans pårørende at se ham reduceret til det

Derfor har de valgt at fortælle om hans liv til Fyens Stiftstidende. Denne artikel bygger på hans svigerinde, Karen N. Beckerts beretning

Odense: De sorte joggingbukser ligner rigtige bukser mere end de grå eller mørkeblå, synes Ib Johannes Hansen. Derfor vælger han dem, da han for første gang i fire måneder kan træffe en beslutning om sit eget tøj.

Men glad for dem er han ikke.

- De er grimme, pruster han til svigerinden Karen.

Mere kan han ikke sige om sagen. Han har ikke luft til flere ord.

Dengang velformulerede, farverige og beskrivende sætninger flød ubesværet fra hans mund, foragtede han joggingtøj.

Han plejede at skifte til pænt tøj, når han kom hjem og smed arbejdstøjet. Sådan lærte han det, da han blev kølehusarbejder som ung mand.

Da han selv kunne bestemme, var han pertentligheden selv. Sokker og underbukserne lå sammenfoldede og snorlige i skufferne. Skjorter og fløjls- eller garbadinebukser hang velstrøgne i farveorden i skabet. Viskestykker og sengetøj rullede han på vaskeriet, så det blev glat og pænt.

Nu må han finde sig i at gå med sokker i sandalerne og i, at akryltrøjerne og joggingbukserne hænger skævt og slasket om hans krop.

- Tror du, jeg bliver pæn igen, spørger han med lidt flov mine sin svigerinde.

Hun bliver ham svar skyldig, for hun er ikke sikker på, at han nogensinde får styr nok på fingrene til at rette på sit tøj. Og personalet på Hammel Neurocenter har ikke overskud til strygning og skjorteknapper. Hans tøj skal kunne tørretumbles.

Ib i leg med hundene Sussi (tv) og Victor før overfaldet. På Fyens.dk er der en video af samme situation. Privatfoto
Ib i leg med hundene Sussi (tv) og Victor før overfaldet. På Fyens.dk er der en video af samme situation. Privatfoto
Foto: Kasper Løftgaard

Han skal have hjælp til alt

Personalet har nok at se til med de mange andre ting, Ib Johannes Hansen skal hjælpes med. Der skal to til at støtte ham, når han skal op at stå og øve sig i at gå. Tre-fire meter kan han tilbagelægge på den måde.

Når han skal spise, skal de minde ham om at synke. Og det er ikke hvad som helst, der kan glide gennem hans halvt lammede halsmuskler.

Han har altid været en slikmund, og han kan også stadig få is eller budding. Men det er nu ikke det samme, som et godt stykke kage, synes han. Og han længes efter æggemad og bøffer, når han spiser den kødrand, svælget kan klare.

Det er også slut med kaffe og et godt glas rødvin. Hans drikkevarer skal enten være med brus eller fortykkelse, så de får konsistens som kakao. Det smager grimt, siger han.

Han er kun generet af det et par timer ad gangen. Længere kan han ikke holde sig vågen. Før var han ikke meget for at sidde stille, medmindre det var for at læse de to daglige aviser eller en god bog. Nu har han ikke kræfter til at lade være.

Foto: Kasper Løftgaard

Planlagde tur til Thailand

Ib Johannes Hansen havde mange små og store planer, da han for sidste gang gik sin daglige tur med genboens puddelhund, Sussi, torsdag den 23. maj.

Om fredagen skulle han møde som domsmand ved retten.

Mandag skulle han passe sit arbejde som alt-mulig-mand i en børnehave.

Referatet fra en kongres i Kølehusarbejdernes forening, hvor han sad i bestyrelsen og var æresmedlem, skulle skrives færdigt.

Og han havde planlagt en tur til Thailand, hvor den ene stedsøn og børnebørnene, som han ofte sludrer med på Skype, bor.

Så langt væk havde han aldrig tidligere været, selvom han både har været i USA, på Færøerne, hvor en stor del af familien bor, og i mange europiske lande.

Han og hustruen, Kirsten Scheel, foretrak naturoplevelser og storbykultur. Daseferie var ikke noget for dem.

Genboen Liselotte Guldfeldt og nogle af de andre naboer hjælpes med at passe haven, tænde for varmen og af og til gøre rent i Ibs hus, så der er rart for Karen, når hun kommer og ordner praktiske ting.
Genboen Liselotte Guldfeldt og nogle af de andre naboer hjælpes med at passe haven, tænde for varmen og af og til gøre rent i Ibs hus, så der er rart for Karen, når hun kommer og ordner praktiske ting.
Foto: Kasper Løftgaard

Vittighederne vil ikke ud

Da Kirsten blev alvorligt syg i 2005, kom hendes storesøster Karen til at spille en større rolle i Ibs liv.

Da han blev enkemand, blev svigerinden hans nærmeste fortrolige.

De boede hos hinanden, når hun var på Fyn og han på Sjælland. De gik lange ture sammen og kørte på udflugter, der prompte blev afbrudt, hvis de fik øje på et spændende glasværksted eller en smuk udsigt.

- Det skal vi da se, sagde Ib og huggede bremsen i. Altid sulten efter oplevelser og ny viden.

Karen er stadig hans nærmeste fortrolige. Når hun da forstår hans betroelser, som ofte ender i en mumlen. Det frustrerer ham, kan Karen mærke, og det piner også hende. Hun vil jo så gerne forstå.

Hun kan mærke, at hans velkendte trang til at fortælle vittigheder, stadig lever i ham. Han kan bare ikke få dem ud.

Svigerinden Karen og broren Finn fulgte med, da røverisagen var for retten. Men de gik ikke særligt højt op i, hvilken straf gerningsmændene fik. - Jeg gider ikke være bitter. Jeg vil bare prøve at sørge for, at Ib får det så godt som muligt, siger Karen.
Svigerinden Karen og broren Finn fulgte med, da røverisagen var for retten. Men de gik ikke særligt højt op i, hvilken straf gerningsmændene fik. - Jeg gider ikke være bitter. Jeg vil bare prøve at sørge for, at Ib får det så godt som muligt, siger Karen.
Foto: Kasper Løftgaard

Svigerinden som værge

70-årige Karen er nu ikke kun Ibs svigerinde. Hun er også blevet hans værge. Det er meningen, at hans bror med tiden skal overtage opgaven.

Men i tiden efter overfaldet, hvor Ib var i livsfare, var det hende, der blev ringet efter. Hun måtte sende en mail til sin arbejdsgiver med ordene: "Kommer ikke på mandag. Må tage til Odense på grund af overfald. Se i aviserne om røveri i Vollsmose".

Det var hende, der måtte identificere Ibs livløse krop, så sedlen med ordet "ukendt" om hans håndled kunne skiftes ud med hans navn.

Det var hende, der orienterede hans arbejdsgiver og naboer, og hende, der holdt journalisterne på afstand.

Det var også hende, der måtte slukke familiens håb, da aviserne pludselig skrev, at han var i bedring, selvom det ikke var sådan, hun oplevede det.

Og foreløbig er det hende, der styrer hans personlige forhold og økonomi.

Hun må overskride grænse efter grænse, når hun kigger i alle hans skuffer og skabe for at få styr på tingene. Hun synes, det er svært, når hun ikke er hans ægtefælle.

Men nødvendigt er det. Alt af værdi skulle med det samme flyttes ud af det lille rækkehus, som Ib har boet i siden 1979, hvor kærligheden til Kirsten lokkede ham fra Østerbro til Odense til et liv med hende og hendes to små drenge.

Da Ib Johannes Hansen begyndte at komme til sig selv efter overfaldet, genkendte han puddelhunden Sussi, før han genkendte mennesker. Selvom Sussi er genboens hund, var hun også lidt Ibs. Han gik tur med hende dagligt, og hun havde en madskål stående hos ham. Nu ser han hende højst en gang om måneden, når hun kommer på besøg på Hammel Neurocenter.
Da Ib Johannes Hansen begyndte at komme til sig selv efter overfaldet, genkendte han puddelhunden Sussi, før han genkendte mennesker. Selvom Sussi er genboens hund, var hun også lidt Ibs. Han gik tur med hende dagligt, og hun havde en madskål stående hos ham. Nu ser han hende højst en gang om måneden, når hun kommer på besøg på Hammel Neurocenter.
Foto: Kasper Løftgaard

Ser kun få mennesker

En gang om måneden tager Karen turen fra sit hjem i Køge for at besøge Ib og ordne de praktiske ting. Hun bruger tre dage på opgaven hver gang.

Hun har sagt sit job op og taget hul på den pensionisttilværelse, hun ellers havde udskudt, for at have overskuddet til det.

Ib får også andre besøgende, men kontakten til andre mennesker er stærkt begrænset i forhold til før, hvor han selv kunne tage initiativ til at ses.

Det er slut med familiefester rundt om i landet, med møder i de foreninger, han er bestyrelsesmedlem i og samværet med de søde naboer fra vejen.

Børnene fra børnehaven, hvor han arbejdede, kan han kun se billeder af i det fotoalbum, de har sendt til ham med ønsket om god bedring.

Hundene gør ham glad

Når Karen tager Sussi og sin egen hund, papillonen Victor, med, smiler Ib.

På vej ud af forvirringen efter sin 17 dage lange koma genkendte han hundene, før han genkendte personer. Men der bliver ikke flere timelange luftninger og tumleture på græsplænen.

Fysioterapeuterne må nu lægge Ibs arm i den rette stilling, for at han kan sidde med hundene i skødet. Alligevel vil han gerne se dem. Når Karen af og til kommer uden hundene, siger han en af de længste sætninger, han magter:

- Det kan du ikke være bekendt.

Kæmper med tandbørsten

Han kæmper for sine fremskridt. Han er ved at lære selv at børste sine tænder.

Der er håb om, at han kan få det lidt bedre end nu, men det er meget usikkert, om han nogensinde kan vende hjem.

Og den hjælpsomme nabo, der giver en hånd med hækkeklipningen, kører genboens datter til ridning og lufter en hund, når ejeren er syg, bliver han aldrig igen. Han vil resten af sit liv være afhængig af andres hjælp.

Måske kommer Ib aldrig mere hjem

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce