HCA-satsningen på Flakhaven danser med droner og gevaldige drøn. Lysmønstre betager, men man smelter ikke væk i følelser.

Modet står den kække bi. Hvo' intet vover kaster ikke med sten i en glasbutik. Den 55-årige H. C. Andersen savner inspiration, er ramt af fantasiløshed og skriveblokering. Kan ikke andet end gentage sig selv og håbe, at han kan få et guddommeligt indfald eller vinde i lotteriet. Det er plottet i HCA-showet på Flakhaven, hvor vi de seneste år er blevet blæst omkuld sammen med rådhuset.

Hvis det er forventningen, så bliver den ikke indfriet. Det er med en sær fornemmelse, man bliver efterladt efter et show, der kulminerer i et orgie af effekter. Fyret af og overstået på nogle få øjeblikke, inden domkirkens klokker slår sine elleve slag. Upåvirket af flammer, flyvende droner, et orgie af computerkraft og et himmelhvælv af projektørlys over pladsen.

Lidt forladt og uforløst over den eventyrrejse, man har flakset rundt på i selskab med balletten, HCA himself, dansende droner og en afsluttende monumental manifestation. En ballerina som andersensk, engelsksproget rockmuse. På en gang er det både styrken og svagheden i festivalens nye storsatsning: Sommerfuglen er besnærende smuk. Den svirper elegant væk, når man mindst venter det. Den lokker med sine farver, blinker forførerisk med sine vinger og søger ny nektar i nye blomster. Fanger man den, er den som en drøm, der brister. Skrøbelig med sit eventyrstøv på vingerne. Don't touch.

Det er på en gang fantastisk og alligevel en uforløst fornemmelse, man bliver efterladt med, og mest er man tilbøjelig til at beundre de udvendige effekter. Der er så mange højteknologiske effekter inde over, at det bliver dem, man fokuserer på. Dansende droner, som spyr ild på nattehimlen. Lysspor og kunstig robotintelligens. Affyring af et luftbombardement af ildregn, som elegant undgår at tage dronerne med sig i faldet. Det er vildt, det ser vildt ud. 

Løbet tør for originalitet

Men jeg græder ikke snot over det. Det er så dygtigt og elegant. Der er momenter af kejserlige effekter, men elementerne har svært ved at mødes og blive til magi.

Måske er man blasert, nonchalant og lader sig ikke forføre. Jesper Dupont som den sene Andersen er fænomenal til at udbasunere sin kreative hjælpeløshed. Han fortæller igen og igen om de eventyr, som ikke længere kan få luft under vingerne i hans udtørrede hjerne. Ja, kan får remset en hel masse eventyr op, som han jo allerede for længst har skrevet og udgivet. Han vender op og ned på dem som antydet i indledningen. Det kunne være den lille pige med svovlstikkerne, der sætter ild til kejserens nye klæder, eller en grim ælling på springtur i en flyvende kuffert.

Digteren er løbet tør for originalitet, indtil han ud af bogstavvrimlen finder sin sommerfugl, der bare skal have lidt "Solskin, frihed og en lille blomst". Hvad mere kan man ønske sig?

Der terpes vel rigeligt i digterens kvaler, før han finder sin muse. Det er simpelthen for klodset. Dupont alias Andersen gør det super og siger sine replikker fremragende. Der er bare for mange ord. Ord, som er komiske, men som ikke griber følelserne. Gentagelser.

Schou er superstar

Balletdanserne kommer op at svæve på it-skyer af papirklip. Lyset spejler deres bevægelser, og det giver på en gang en ekstra dimension og begrænser samtidig dansen, fordi den skal udføres i den firkantet opbyggede sceneramme, som der kan projiceres på.

Hvis der er en superstar i showet, er det Marie Schou, der langsomt svæver op fra scenegulvet og folder sin sang og sin overdådige kjole ud. Akkompagneret af en sologuitarist synger hun i divastil en nykomponeret melodi og tekst. Scenen mangler den whau-effekt, som en international sangerinde eller måske en operastjerne kunne have udløst. Den danser med dronerne, men er ikke til tårer og gåsehud.

Phase 7 er den Berlin-baserede kunstgruppe, som har det overordnede ansvar for projektet på Flakhaven. Det bliver gjort med tysk professionalisme, med overdrevne lækre lyssætninger, leg med computere, droner og pyroteknik. Mikset med autentiske ord, skuespillere og dansere. De tyske 7'ere er kendt for deres manifestationer som ved 25-års fejringen af den tyske genforening i 2014. Brandenburger Tor var bagtæppet. I dag og frem til lørdag er Odense og festivalen bagtæppet.

Brødtekst

  • Journalist portræt

    Af:

    Journalist og reporter hos Jysk Fynske Medier. Fyens Stiftststidendes Odense-redaktion. Interview og reportage. Tager også en del billeder og film.