Tilgivelse og kærlighed er en del af recepten på et jernbryllup - Ane og Jens har været sammen, siden de dansede på Alcazar i Overgade.

Der er nogle historier fra et langt fælles liv, som Ane og Jens Egon har måttet fortælle en del gange. Hvis dronning Margrethe var dukket op til morgensangen i deres plejebolig i Sct. Hans Parken og ikke kun havde været til stede med sit håndsignerede kort, ville hun nok også have fået ægteparrets opskrift på et langt ægteskab.

- Du skal forestille dig ægteskabet som vejret. Nogle gange skinner solen. Andre gange trækker skyerne sammen, og der er tordenvejr. Men det driver over, og man vænner sig til at leve omskifteligt. Ja, det skaber også afvekslingen, fortæller Ane og Jens Egon Kay.

Tilgivelse tror jeg ikke, de unge mennesker og nygifte i dag er så gode til at give. De står på deres, og i stedet for at bøje lidt af i tide så ender det med en uoverstigelig konflikt.

Efter et tordenvejr er det vigtigt at komme videre, og har man fået sagt nogle hårde ord, skal man tilgive hinanden.

- Tilgivelse tror jeg ikke, de unge mennesker og nygifte i dag er så gode til at give. De står på deres, og i stedet for at bøje lidt af i tide så ender det med en uoverstigelig konflikt, mener de to ægtefæller.

Sorg og glæde

Deres fælles liv startede med en dans på et nu både glemt og lukket dansested. De var begge i byen, og Jens Egon var klar til en ny kæreste efter at være blevet snydt af sin ringforlovede.

- Hun var til mere end én kæreste, og så ville jeg have ringen igen, siger Jens Egon.

Det fik han, og på det daværende musik- og dansested Alcazar (i dag ligger The Gym her) mødte Jens Egon sin Ane. Det var kærlighed ved første dans, og der gik ikke lang tid, før bryllupsklokkerne ringede. I deres lejlighed har de masser af billeder, også et bryllupsfoto på væggen. Men det er ikke Ane og Jens Egon. Det er sønnen John Leo og hans hustru, Lise.

- Ane var med stor mave, og det tog man ikke billeder af i den situation dengang, forklarer Jens Egon.

De lykkelige omstændigheder skulle udvikle sig til deres livs store sorg - men også store glæde. Ane fødte en søn på Odense Sygehus, men han levede kun otte timer. Han nåede at blive døbt og fik navnet John Leo. Det navn, som deres adopterede søn også fik.

Han var spæd, da ægteparret fik ham, og de har kunnet glæde sig over to børnebørn og seks oldebørn.

Ønske: Et godt liv

- Vi har fået en stor familie, og de bedste dage er mandagene, hvor John og Lise besøger os, siger de begge.

For Ane var det en stor sorg, at hendes graviditet var så problematisk, at hun i en alder af 22 år måtte erkende, at hun aldrig selv ville kunne føde et barn igen. Til gengæld har adoptionen været lykkelig, og den efterhånden store familie fryder de sig over sammen. Den var også på besøg på selve jernbryllupsdagen, hvor der både var æresport over deres dør, masser af blomster og buketter, røde roser og efterårets farver.

I deres lejlighed lever de to jævnaldrende ægtefæller et stille liv. Ane går ikke selv, men sidder i kørestol, og den er Jens Egon glad for at skubbe omkring i centret. Så kan han undvære sin rollator, og kørestolen er mere stabil at støtte sig til.

Minderne knytter sig til Skibhuskvarteret. Bellisvej, hvor de har boet det meste af deres liv. Jens Egon har arbejdet som kernemager på Allerups nu for længst lukkede jernstøberi på Sdr. Boulevard, og Ane har mest været hjemmearbejdende.

- Vi har aldrig ønsket rigdom og karriere som det vigtigste for vores søn og hans familie. Bare de får et godt liv, og gerne lidt bedre end vores. Men er det ikke sådan, alle forældre tænker, siger Jens Egon Kay og hustruen Ane.

  • Journalist portræt

    Af:

    Journalist og reporter hos Jysk Fynske Medier. Fyens Stiftststidendes Odense-redaktion. Interview og reportage. Tager også en del billeder og film.