Louise kæmpede sig helt til tops

Louise Hougaard Nitze formåede at bestige Afrikas højeste bjerg og samlede på turen næsten 11.000 kroner ind til Børneulykkesfonden. Privatfoto

Louise kæmpede sig helt til tops

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

For et par uger siden rejste Louise Hougaard Nitze fra Odense til Tanzania for at bestige Afrikas højeste bjerg. Læs, hvordan hun trodsede et voldsomt uvejr og til sidst nåede sit mål om at stå på toppen af Kilimanjaro.

Frostskaderne i ansigtet og på hænderne er på retur, men minderne fra vandreturen op ad Kilimanjaro vil til gengæld for altid vil være en del af Louise Hougaard Nitze.

Netop hjemvendt fra sit livs rejse kigger hun tilbage på et personligt projekt, som lykkedes, men som samtidig blev langt mere strabadserende, end den 41-årige odenseaner havde forestillet sig.

- Hele oplevelsen har simpelthen været så vild, fortæller hun.

Specielt det sidste døgn af den ugelange vandretur var udfordrende. En voldsom snestorm og 20 minusgrader gav Louise Hougaard Nitze og resten af den 13 mand store gruppe, hun rejste med, dårlige forudsætninger for at nå toppen.

- Normalt når 90 procent toppen, men på grund af vejret lå den såkaldte summit rate kun på 20 procent den dag, vi skulle helt op, siger hun og fortsætter:

- Og da vi gik der efter hinanden i snestormen med pandelamper på, var jeg da også ved at give op flere gange og tænkte: Det her er ikke mig - hvad laver jeg her? Sneen væltede ned over os, og der var masser af vind. Men små succeser undervejs gav fornyet energi, og derfor blev jeg ved.

Louise Hougaard Nitze har fået papir på, at hun klarede Kilimanjaros 5895 højdemeter. Privatfoto
Louise Hougaard Nitze har fået papir på, at hun klarede Kilimanjaros 5895 højdemeter. Privatfoto

Ignorerede frosten

Det var dog ikke alle fra gruppen, som fandt kræfterne til at fortsætte. Mens Louise Hougaard Nitze og en af de øvrige deltagere fra gruppen holdt snuden i sporet og fortsatte kursen mod toppen, måtte flere vende om og i stedet bevæge sig nedad.

- Da vi nåede Stella point, som er det sidste punkt inden toppen, fik vi et adrenalinsus, og vi kiggede på hinanden og besluttede, at nu ville vi også gå de sidste 139 højdemeter til toppen. Det skulle så tage halvanden time, fordi vinden var så strid. Da vi endelig kom op, og jeg ville tage min hætte og mine handsker af, gik det op for mig, at hætten var frosset fast til min hals. Mit ansigt var hævet og helt følelsesløst, men jeg må have formået at undgå at mærke det undervejs, fortæller Louise Hougaard Nitze.

- Det var virkelig en ud-af-kroppen-oplevelse at stå der på toppen og samtidig en kæmpe forløsning. Hele oplevelsen blev, som jeg havde håbet på. Jeg ville ud af min komfortzone, og det kom jeg i høj grad også. Jeg pressede mig selv til ydergrænsen, og det var fantastisk at opleve, at min viljestyrke holdt mig fast mod målet. Samtidig var det en stor naturoplevelse, hvor specielt gletsjerne fik følelserne frem i mig.

Selv om turen op ad Kilimanjaro var barsk og hård, var den samtidig smuk og i bogstavelig forstand bjergtagende. Privatfoto
Selv om turen op ad Kilimanjaro var barsk og hård, var den samtidig smuk og i bogstavelig forstand bjergtagende. Privatfoto

En ekstra motivationsfaktor

Turen til Tanzania var dog ikke kun et personligt projekt for Louise Hougaard Nitze.

Hvert eneste skridt, hun tog op ad bjerget, var nemlig penge værd, og derfor glæder den 41-årige odenseaner sig også ekstra meget over, at hun fik kæmpet sig hele vejen til tops.

- Jeg valgte jo inden afrejsen fra Danmark at gøre turen til et velgørenhedsprojekt, hvor jeg gennem Climb for Charity kunne støtte Børneulykkesfonden via højdemeter-sponsorater, og jeg har lige fået at vide, at hele vores gruppe samlede 47.000 kroner ind. Personligt samlede jeg 10.916 kroner ind, og det er jeg selvfølgelig stolt af, siger Louise Hougaard Nitze, som allerede har sat sig et nyt velgørende mål.

- Jeg vil gerne indsamle tøj og andre ting til de portere, som arbejder på Kilimanjaro. Det gjorde stort indtryk på mig at se, hvor hårdt et arbejde, de udfører, når de slæber folks bagage og teltlejre op og ned ad bjerget. Deres løn er meget lille, og det tøj, de har, er det, turisterne efterlader til dem - meget af det i sølle forfatning, siger hun og uddyber:

- Jeg gav dem mine hullede regnbukser, revnede vandrebukser, sure sokker og t-shirts, og de blev simpelthen så glade for det. Men jeg vil gerne se, om jeg ikke kan samle noget tøj sammen herhjemme og få fragtet derned på en eller anden måde.

Louise kæmpede sig helt til tops

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce