Livshistorier formidler, hvem man er

Andreas Nikolajsen er psykolog og projektleder ved EGV, Ensomme gamles værn. FOTO: EGV

Livshistorier formidler, hvem man er

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Psykolog ved Ensomme Gamles Værn, EGV, har fået ideen til Fortæl for Livet sammen med en studiekammerat. Livshistorier kan forebygge ensomhed, siger han.

Hvordan opstod ideen til "Fortæl for livet"?

- Da jeg var på gerontopsykiatrisk afdeling, oplevede jeg, at mange af dem, der kom med ondt i livet, havde lyst til at fortælle deres livshistorie, når man havde tid til at snakke med dem. Vi lavede Fortæl for Livet som et studieprojekt, hvor vi samlede ældre mennesker og lod dem lytte og fortælle livshistorier til hinanden - bare for at se, hvad der skete. Vi opdagede, at de ældre, der var med, synes det var meget meningsfuldt. Det at gå på opdagelse i sin egen fortid i selskab med andre gjorde, at man fik øje på nye ting og mindedes noget, man ikke havde tænkt på i mange år. For mange var det både pudsigt og rart, og den ekstra bonus var, at man lærte de andre i gruppen godt at kende.

Hvordan kan Fortæl for livet været vejen til nye relationer?

- Vi oplevede, at mange havde mistet deres gamle relationer - de såkaldte livsvidner. Fortæl for Livet handler om at skabe nogle nye vidner til livets vigtige fortællinger for at give nye mennesker et kendskab til, hvad det er for nogle oplevelser, som har været med til at forme en igennem livet. Det at fortælle sin livshistorie har en betydning for fornemmelsen af at have en identitet og fornemmelsen af, hvem man er, og det er en god måde at formidle til andre, hvem man er.

Er det afgørende, at folk er jævnaldrende i en samtalegruppe?

- Der er en fordel ved, at deltagerne i Fortæl for Livet er jævnaldrende. Man kan genkende nogle af de samme ting omkring tiden, livshistorierne foregår i. Det er, når folk er forholdsvis jævnaldrende, at der opstår den største identifikation. Det giver en god grobund for at ses bagefter, så venskaberne fra Fortæl for livet kan strække ud over selve projektet.

Hvordan kan en kommunen finde de personer, der kunne have gavn af at være med i Fortæl for livet?

- En god idé er at bruge de forebyggende medarbejdere i kommunerne. De har et kendskab til borgerne i forvejen og har allerede en tillidsrelation. De kommer ud hos mennesker, som bruger meget tid alene i deres eget hjem. Der er jo folk, der ikke nødvendigvis har lyst til at komme ned på aktivitetscentret og spille billiard eller gå stavgang eller spille banko. De vil gerne have noget mere vedkommende, og for dem er Fortæl for livet en god ting.

En livshistorie lyder lidt voldsomt. Det kan tage flere dage at fortælle en livshistorie. Hvordan afgrænser man sådan en?

- Vi går ud fra nogle temaer - eksempelvis arbejdsliv. Hvis det er for bredt, kan det være en persons første arbejde eller den første forelskelse eller barndomshjemmet, da man var 10 år. Det, der sker er, at folk altid bevæger sig ud i alle mulige afkroge, og det er fint nok, for sådan er vi mennesker. Men det er vigtigt at have en ramme for mødet - for eksempel temaer, som besluttes i gruppen. Det er gruppelederens opgave at sørge for, at man holder sig tilpas meget til temaet samtidig med, at det er naturligt.

Lykkes det at skabe nye fællesskaber, der kan bygges videre på efter Fortæl for livet?

- Ja, for mange lykkes det. Det tager sig ud på alle mulige forskellige måder. Folk får selvfølgelig ikke lovning på, at nu finder de deres nye bedste ven, for det kan man ikke vide. Men vi ser, at forløbet afføder alle mulige nye relationer på kryds og tværs. Nogle mødes fortsat hele gruppen på ubestemt tid. Der er også nogle, der bare mødes et par stykker. Nogle ringer sammen hver dag. Andre får pludselig mod på at tage kontakt med nogle af deres gamle venner, som de ikke har talt med i 30 år - måske fordi de har talt om venskaber i ungdommen i gruppen.

Livshistorier formidler, hvem man er

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce