Klumme

Står man på en togperron ved siden af en person med et blindesymbol, så vil de fleste tage hensyn og tilbyde deres hjælp, hvis det skulle vise sig nødvendigt. Faktisk er de fleste af os jo ret velvilligt indstillet over for folk, som vi kan se, har brug for lidt hjælp. Men det er bare ikke altid, at vi kan se på folk, om de har brug for en hånd.

Demens er en af de sygdomme, som ikke er umiddelbart synlig, men hvor den syge kan have brug for hjælp eller forståelse. Fx i kassekøen, hvor den dementramte måske ligner en julebrandert, når han eller hun forsøger at få Dankortet i maskinen eller tælle småpengene op. Eller det kan være på togperronen, hvor det for enhver kan være stressende at finde rette togvogn og sædeplads, men en fuldstændig uoverskuelig opgave for en, for hvem Alzheimers har ødelagt evnen til at læse og huske tal samt orientere sig i tid og rum at komme på det rette tog til tiden. Og af igen!

Jens, som er min mand, har Alzheimers. Sygdommen er på et tidligt stadie, og Jens vil naturligvis gerne klare sig selv, når han kan. Men nogle gange kan det kræve en smule tålmodighed og forståelse fra omverdenen. Da kan det faktisk være lidt et problem, at man ikke kan se på ham, at han er syg.

En dag sagde han: Jeg ville ønske, jeg havde et skilt eller badge, hvor der står "Jeg har Alzheimers"! Vi undersøgte, om der ikke var et eller andet at få - ligesom et blindesymbol - men forgæves. Når vi efterlyste det, fik vi ofte svaret, at folk, der har Alzheimers, ikke har lyst til at skilte med deres sygdom. Det er stigmatiserende, flovt og pinligt. Her må Jens og jeg så bare konstatere, at vi er af en anden opfattelse: Der er intet flovt eller pinligt ved at være syg. Der er heller ikke noget flovt eller pinligt ved at have brug for andres hjælp, fordi man er syg. Faktisk opstår de flove og pinlige situationer jo netop, fordi folk ikke ved, at man er syg.

Jens ville have et badge, så vi lavede selv et, og han har kun fået positive reaktioner. Det har hjulpet ham bl.a. i lufthavn, ved cafebesøg og sidst i toget fra Odense til Vejle: Jens havde selv fundet sin plads. Den kvindelige konduktør, som tjekkede Jens' billet, tog øjensynligt ingen notits af badget. Men hun må alligevel have lagt mærke til det; efter Fredericia kom en mandlig konduktør hen til Jens, og sagde, at nu var der 14 minutter til ankomst i Vejle! Fantastisk at møde sådan omtanke, konduite og service!

Så Jens skilter også fremover med sin sygdom.

På Kallerupvej- Rådgivnings- og kontaktcentret for demensramte og pårørende har vi fulgt op på Jens og Annes idé og med hjælp fra frivillig Lars Nielsen fået fremstillet et badge. Det er muligt at købe et badge ved personlig henvendelse på Kallerupvej 58 mod kontant betaling.

  • fyens.dk